Forskningsprofessor Jesper Glückstad fra DTU Fotonik modtager stor international anerkendelse for sin forskningsindsats inden for laserteknologi.
Som den første dansker nogensinde er forskningsprofessor Jesper Glückstad fra DTU Fotonik blevet hædret med en udnævnelse som ’SPIE-fellow’.
SPIE er en af de største internationale organisationer inden for fotonik i verden.
Fotonik omfatter videnskaben inden for optiske teknologier, hvor lys anvendes til bl.a. databehandling og kommunikation. Få en præsentation af fotonik under 'Opdag fotonikken' på
DTU Fotoniks website.
SPIE udnævner hvert år et antal ’fellows’ blandt deres i alt 188.000 medlemmer fra 138 lande. Det sker som en særlig anerkendelse af de, som har udmærket sig gennem betragtelige tekniske og videnskabelige bidrag til forskningen inden for fotonik.
Optisk mikromanipulation
Jesper Glückstad modtager fellow-udnævnelsen på baggrund af sit banebrydende arbejde inden for laserteknologi, hvor han har udviklet og patenteret en teknik, der kaldes GPC (Generalised Phase Contrast). Teknikken består af et sindrigt optisk system, der kan bruges til bl.a. optisk mikromanipulation, hvor man med laserlys kan flytte, bearbejde og manipulere et ønsket antal partikler, levende celler eller fabrikerede nanoværktøjer. Det kan bl.a. anvendes i udforskningen af delende celler og deres interaktion med omgivelserne med lovende muligheder inden for stamcelleforskningen.
Teknisk doktorgrad
I 2004 gav den teoretiske baggrund for GPC Glückstad den tekniske doktorgrad dr.technices, ligesom forskningen også blev hædret i 2005 med Ib Henriksens Fonds Forskerpris.
Glückstad og hans kollega, Darwin Palima, har skrevet en 300 siders lærebog om GPC, der udgives ved forlaget Springer i august 2009.
Yderligere oplysninger:
Læs SPIE’s motivation for at udnævne Jesper Glückstad som ’SPIE fellow’.
Mere om den internationale fotonik-organisation SPIE.
Mere om Jesper Glückstads forskning.
Læs om lærebogen GPC fra forlaget Springer.
Kontakt Jesper Glückstad.