Ny elbil til forskningen på DTU

En spritny, flot dekoreret Peugeot iOn er blevet taget i brug på DTU. Den skal indgå i EDISON-projektet, hvor Risø DTU i et bredt samarbejde med virksomheder og forskning afprøver, hvordan man kan integrere elbiler i stor skala i elsystemet. Desuden skal elbilen indgå i forsøg med fremtidens intelligente elnet. Her er det meningen, at elbiler automatisk skal kunne opsuge periodevise overskud af strøm fra vedvarende energikilder og omvendt kunne aflevere noget af strømmen igen, hvis der mangler strøm i elsystemet.

peugeot_elbil_lille.jpg

Anders Bjarklev, konstitueret direktør på Risø DTU og prorektor for DTU, på vej ud på den første køretur med Risø DTU’s nye elbil, der naturligvis har nummerpladen ’DTU EV1’. EV er ’standardbetegnelsen’ for elbiler: Electrical Vehicle.

 

Elbiler kan hele tre ting på én gang: De forbedrer det lokale miljø, de forbedrer det globale miljø, og de mindsker vores afhængighed af olie.

 

Danmark er af flere grunde interessant som forsøgsland for elbiler – også for de internationale spillere: Den store forskel i afgifter på biler gør elbilen prismæssigt konkurrencedygtig, da elbiler i Danmark indtil videre er fritaget for afgifter. De er dog stadig relativt dyre, da det er en ny teknologi. Samtidig tvinger vores ambition om, at halvdelen af elforsyningen skal komme fra vindkraft, os til at være innovative og have fokus på kombinerede og intelligente løsninger i elforsyningen.

 

Ved afsløringen fortalte programleder Anders Troi fra Risø DTU, at dette er den første ægte elbil fra en stor, anerkendt bilfabrik, der indgår i et forskningsprojekt om fremtidens intelligente energisystemer.

 

”Dette projekt giver os alle muligheder for i fremtiden at brede vores forskningsprojekter ud, og jeg håber på fortsat samarbejde med forskningsinstitutioner og virksomheder i Danmark og udlandet, som vil placere Danmark på verdenskortet, når det gælder om at integrere elbiler i fremtidens elsystem,” sagde han.

 

Anders Bjarklev, konstitueret direktør på Risø DTU og prorektor for DTU, lagde vægt på, at DTU nu også på dette område har state of the art-udstyr, der vil gavne samarbejdet med virksomheder og tiltrække nye studerende.”Denne teknologi peger mod fremtiden og vil gøre storbyer et bedre sted at leve, ligesom vore studerende kan se, hvordan vi udvikler og evaluerer nye teknologier og inspirerer til forskning og udvikling til gavn for samfundet,” sagde han.

 

peugeot_elbil_2_lille.jpg

Programleder Anders Troi, programmet ’Intelligente energisystemer’, giver den nye elbil sin første opladning ved en af ladestationerne på Risø DTU.

 

Bilen skal blandt andet indgå i EDISON-projektet, som handler om at udvikle og afprøve den nødvendige infrastruktur for at integrere elbiler i stor skala i elsystemet. Fokus er på den intelligente styring af udveksling af strøm mellem bilens batteri og elsystemet, sådan at bilernes batterier lades op på tidspunkter, der er hensigtsmæssige for elsystemet – fx når vindkraftproduktionen er høj, og forbruget i øvrigt er lavt. Hvis elbilerne blot oplader batterierne, så snart de sluttes til elnettet, typisk om aftenen efter arbejde, hvor forbruget i forvejen er højt, gør de bare tingene værre for elsystemet.

 

Bilen indgår desuden i forskningen i programmet ’Intelligente energisystemer’, hvor forskerne blandt andet tester forskellige lademønstre og hurtigladning, for at elbilers batterier kan gøres til en værdifuld del af fremtidens elnet.

 

Elbiler forventes at blive et dagligdags element i primært bytrafikken i løbet af de næste få år, og på DTU deltager mange forskergrupper i at få udnyttet elbilernes fordele bedst muligt i fremtidens energisystem. Foruden aktiviteterne i programmet ’Intelligente energisystemer’ deltager Afdelingen for brændselsceller og faststofkemi med udvikling af bedre batterier til elbiler. Endvidere deltager DTU Elektro med forskning i elnettet, udvikling af oplademetoder og såkaldte virtuelle kraftværker. På DTU Transport forskes i fremtidens trafikmønstre og mobilitet.

 

Af Leif Sønderberg Petersen