Den hurtigste vej til meget mindre CO<sub>2</sub> udledning

Forskere, industri og myndigheder fra ind- og udland mødes den 19. og 20. november 2008 på DTU til en 2 dages workshop om fremtidens energisystemer med meget mindre CO2 udledning.

Fremtiden er ikke langt væk. I følge FNs internationale klimapanel, IPCC, har verden 10-15 år til at knække CO2 kurven. Det skal gå hånd i hånd med forsyningssikkerhed og økonomisk vækst. Samtidig skal vi gøre verden mindre afhængige af fossile brændstoffer. Hvor langt kan vi nå med kendte energiteknologier med lav CO2 udledning?

 

”De store udfordringer verden står over for beskrives i Risø Energy Report 7, som vi offentliggør på workshoppen. I denne rapport redegør vi bl.a. for hvordan udfordringerne er vidt forskellige i verdens forskellige regioner. Derfor er løsningerne også meget forskellige, siger afdelingschef Hans Larsen fra Risø DTU. Han er redaktør af Risø Energy Report serien. Han påpeger, at OECD landene er hurtige til at udvikle nye vedvarende energiteknologier, alligevel stiger deres afhængighed af importerede fossile brændstoffer. Problemstillingen er anderledes i lande med hastigt voksende udviklingsøkonomier somKina og Indien. Løsningen på verdens klimaproblemer hænger direkte sammen med hvad der sker i disse lande. I de mindst udviklede regioner som visse afrikanske lande er klimaændringer ikke højst på dagsordenen. Her handler det først og fremmest om at skaffe alle mennesker adgang til moderne energi som f.eks. elektricitet.

 

Workshoppens program byder på indlæg fra 30 førende eksperter fra forskning, industri og myndigheder i Danmark, OECD-lande, Indien og verdens mindst udviklede lande. Workshoppen vil komme med konkrete anbefalinger til at udvikle energisystemer med lav CO2 udledning på lokalt, regionalt og globalt plan.

 

Workshoppen er et led i DTU Klimateknologi programmet, som skal give bedre grundlag for at finde løsninger på klimaudfordringen.

”Vores forskeres innovation gøres markedsrettet i tæt samspil med virksomhederne. Men skal ny teknologi hurtigt komme på markedet, skal myndighederne støtte og fastlægge rammebetingelser. Derfor gennemfører vi workshops, hvor parterne mødes for at opstille og udpege de mest lovende perspektiver for at udvikle teknologiske løsninger og få dem i brug til at mindske vores CO2 udledning”, siger direktør Niels Axel Nielsen.

 

”Der er brug for snarlige løsninger. Derfor accelererer vi vores indsats på tre fronter: Sammen med andre førende tekniske universiteter intensiverer vi forskning og udvikling i ny, miljøforbedrende teknologi. Sammen med erhvervslivet styrker vi udvikling og ibrugtagning af teknologiske løsninger til mindre CO2 udledning. Sammen med myndighederne skaber vi et teknisk-naturvidenskabeligt grundlag til at understøtte politiske beslutninger og reguleringer på klimaområdet,” siger DTUs rektor Lars Pallesen.