Euromønter giver ikke nikkelallergi, når man gnider dem mod håndfladen
”Euromønterne er fyldt med nikkel og giver allergi - hvis du sætter den på huden som en såkaldt lappetest. Men hvis du lader mønten gnide på huden stopper den med at afgive nikkel, i hvert fald i en form, der giver allergi”, siger Ph.d Morten Jellesen, der i sidste måned forsvarede sin afhandling om metalafgivelse som følge af kombineret slid og korrosion.
Beskyldninger om at være skyld nikkelallergi har omgærdet euro-mønterne siden introduktionen af den fælles mønt i 1999. Men selv om tidligere studier har vist, at mønterne kan afgive store mængder nikkel, så bliver folk med nikkelallergi tilsyneladende ikke påvirket synderligt af mønterne. Én- og to-euromønternes nikkelholdige legering opfører sig nemlig forskelligt, alt efter om man gnider på dem eller holder dem konstant mod huden.
I DTU-forsøget lå hud-surrogat konstant og gnubbede på en mønt i et bad med en kunstig efterligning af menneskesved. På den måde lykkedes det for Morten Jellesen og hans vejleder, professor Per Møller fra Institut for Produktion og Ledelse (IPL) at bevise, at fysisk slid rent faktisk beskyttede mønten mod korrosion.
”Denne opdagelse er helt i særklasse. I alle korrosionsbøger kan man læse at metalafgivelsen stiger signifikant, hvis du både slider og udsætter en overflade for korrosion på samme tid. Men lige præcis for den legering EU-mønten er fremstillet i sker det omvendte, så bøgerne skal skrives om” siger professor Per Møller fra Institut for Produktion og Ledelse (IPL) på DTU.
Stadig forsigtighed
Nikkel er den hyppigste årsag til kontaktallergi i befolkningen, hvor cirka hver femte kvinde kan få reaktioner på nikkel. Nikkelallergi viser sig ved eksem på huden og opstår ved tæt hudkontakt med metal, der frigiver nikkel. Befolkningsundersøgelser har vist at cirka 15 procent af alle kvinder og nogle få procent af alle mænd er overfølsomme for nikkel.
Overlæge og dr. med Torkil Menné fra Videncenter for Allergi på Gentofte Hospital, finder euro-mønterne ”generelt fornuftige”, men advarer mod at tro, at man nu helt kan afskrive mønter som kilde til nikkelallergi.
”Man finder ikke nogle reaktioner ved håndteringsforsøg. Det udelukker dog ikke, at læger kan få patienter ind, der viser tydelige tegn på nikkelallergi, som kan føres tilbage til for eksempel arbejde med mønter. Disse forskningsresultater bringer altså den løbende debat om nikkel i euroen videre”, siger Torkil Menné.
Ifølge en beregning fra COWI på vegne af Miljøstyrelsen har forskningen og den efterfølgende lovgivning om nikkel i blandt andet smykker siden 1991 sparet det danske samfund for udgifter til erstatninger og tabt arbejdsfortjeneste på i alt 9,4 milliarder kroner.