Interview

"Vi må ikke miste fokus på den grønne omstilling"

Professor Marie Münster arbejder fra morgen til aften med den grønne omstilling både som forsker og som medlem af Klimarådet. I en tid med mange kriser er der fare for, at vi glemmer klimakrisen. Men lykkes vi med den grønne omstilling, så får vi muligvis også løst nogle af de andre kriser helt automatisk, lyder håbet fra professoren.

Professor Marie Münster beregner,  hvordan vi bedst muligt indretter vores energisystemer med brug af så få fossile ressourcer som muligt. Foto: Bax Lindhardt
Professor Marie Münster beregner, hvordan vi bedst muligt indretter vores energisystemer med brug af så få fossile ressourcer som muligt. Foto: Bax Lindhardt
”Den grønne omstilling er et maraton, og selvom der stadig er et stykke vej til målet, så er det ikke nu, at vi skal stoppe op. Vi skal blive ved med at løbe, også selvom de andre kriser kræver vores opmærksomhed.”
Professor Marie Münster DTU Management

Hensyn til både klima og miljø

Marie Münster er professor i energisystemanalyse ved DTU Management og bruger hvert et minut af sit arbejdsliv på at skabe ny viden om, hvordan den grønne omstilling kan realiseres på den mest kosteffektive måde. Det vil sige, at hun beregner, hvordan vi på smarteste vis og med færrest mulige udgifter sikrer, at vi får dækket vores behov for el, varme og brændstoffer med brug af så få fossile ressourcer som muligt – og helst en dag helt uden.

Som det nyeste er hun sammen med forskerkolleger begyndt at udvide analyserne, så de også begynder at forholde sig til, om løsningerne holder sig inden for de planetære grænser, fortæller Marie Münster:

”Vi har hidtil haft mest fokus på, hvor meget CO2 energisystemet udleder, men hvordan påvirker det vores planlægning af fremtidens energisystem, hvis vi f.eks. også forholder os til, hvor mange kritiske metaller eller hvor meget biomasse der må indgå? For vores energi skal ikke kun være klimavenlig. Det handler også om, at vi tager højde for miljøet generelt. Det er jo ikke bæredygtigt at have et energisystem, der udleder nul CO2, men til gengæld forårsager en masse andre problemer i vores miljø.”

Kravene til fremtidens energisystem er, at det skal kunne levere sikker energi til en rimelig pris uden negative følger for klima og miljø.

”Forsyningssikkerhed, fornuftige priser og bæredygtighed er de tre faktorer, som indgår i den ligning, som vi skal have til at gå op. Det kaldes for energiens trilemma, og faktorerne er alle vigtige, når vi planlægger fremtidens grønne energisystem. Heldigvis kan vedvarende energi, f.eks. fra sol og vind, bidrage til både lave elpriser og forsyningssikkerhed – samtidig med at de reducerer CO2-udledninger,” siger Marie Münster.

Der er fart på professor Marie Münster, som også er en efterspurgt ekspert både nationalt og internationalt. Foto: Bax Lindhardt
Professor Marie Münster er en efterspurgt ekspert både nationalt og internationalt. Foto: Bax Lindhardt

Vejen til forsyningssikkerhed

Det ene ben i trilemmaet, forsyningssikkerheden, erobrede dagsordenen i 2022, da gasleverancer som følge af Ruslands invasion af Ukraine blev kraftigt udfordret, men forsyningssikkerhed i energiforsyningen vil fortsat være vigtig i den fossilfrie fremtid, når vi ikke længere kan imødekomme den varierende efterspørgsel på strøm ved bare at skovle mere eller mindre kul eller gas ind i kraftværkerne. Vejen til forsyningssikkerhed i den fossilfri verden skal brolægges med vedvarende energi koblet med fleksibilitet, fortæller professoren:

”Når vores produktion af grøn energi udfordres af vindstille eller overskyet vejr, så skal vi have andre måder at få energi på. Det kan vi opnå gennem fleksibilitet i energisystemet. Vores analyser viser, at vi kan opnå fleksibilitet på fire måder: backup, hvor vi f.eks. fyrer med biogas i kraftværkerne, transmission, hvor vi køber strøm fra vores nabolande, lagring, hvor vi i stor skala f.eks. lagrer varme i vores fjernvarmenet eller som strøm i batterier, og endelig at flytte forbruget af energi. Dette viste danskerne, at vi var ret gode til under energikrisen i 2022, hvor høje strømpriser fik os til at vaske tøj eller oplade elbilerne om natten.”

Når elpriserne indimellem tikker i vejret – typisk når der er såkaldt dunkelflaute (dvs. vindstille og overskyet vejr) – bliver Marie Münster ofte ringet op af journalister, hvor nogle forsøger at bruge de høje elpriser som argument for, at den grønne omstilling er en farlig vej at gå. Så prøver professoren at mane til besindighed.

”Man skal ikke lade sig skræmme af enkelte timer, hvor elpriserne svinger meget. Det er prisgennemsnittet, vi skal kigge på, og det viser, at vi har en fin pris på el her i landet,” siger Marie Münster.

"Måske er det et idealistisk håb, men jeg tror på, at den grønne omstilling også kan være vejen til en mere fredelig verden.”
Professor Marie Münster DTU Management

Vind, sol og fred

Marie Münsters tanker om den grønne omstilling strækker sig længere end til bare at omfatte et fossilfrit energisystem. I professorens optik rummer den grønne omstilling også potentialet til at øge et lands sikkerhed.

”Når nationale stater producerer energi fra vindmøller og solceller, så er de også mindre sårbare i en krigssituation, for det er sværere at angribe et lands energiinfrastruktur, hvis den er baseret på decentral vedvarende energi, fordi vindmøller og solceller er spredt ud på flere geografiske lokationer end f.eks. kulkraftværker,” siger Marie Münster, der også håber på, at grøn omstilling kan være vejen til en mere fredelig verden.

”En del kriser handler også om adgangen til energi, og det handler om, hvem der sidder på ressourcerne. Hvis alle stater har deres egen grønne energiforsyning, så er de mindre afhængige af f.eks. olie- og gaseksporterende stater. Under energikrisen i 2022, da Ukrainekrigen startede, og gaspriserne steg voldsomt, så klarede Danmark sig bedre igennem end andre europæiske lande, fordi vi ikke var så afhængige af den russiske gas,” siger Marie Münster, der også har et større håb til, hvad den grønne omstilling kan medføre:

”Med vedvarende energi er der mulighed for at decentralisere energiproduktionen både stater imellem og internt i landene. Det vil kunne medføre en bedre fordeling af ressourcerne. Hvis vi får en verden med en mere ligelig fordeling af ressourcerne, vil vi også få mere fred, tror jeg. Måske er det et idealistisk håb, men jeg tror på, at den grønne omstilling også kan være vejen til en mere fredelig verden.”

CV

  • Marie Münster er professor ved DTU Management og medlem af Klimarådet.
  • Hun er internationalt anerkendt inden for feltet modellering og analyse af energisystemer, hvor hun er blandt de 24 mest publicerede i verden.
  • I 2025 blev hun udpeget til at være hovedforfatter på et kapitel om reduktion af drivhusgasser i den næste klimarapport fra FN’s klimapanel IPCC.
  • I 2021 modtog hun Agnes og Betzy-prisen fra IDA for sin indsats for at bidrage til løsning af to af tidens vigtigste udfordringer: den grønne omstilling og ligestilling.
  • Marie Münster er en hyppigt anvendt ekspert i medierne, hvor hun bidrager med sin viden om den grønne omstilling og energisystemer.

Kontakt

Marie Münster

Marie Münster Professor Institut for Teknologi, Ledelse og Økonomi Telefon: 46775166 Mobil: 23100284