Portræt: Jacob Steen Møller har stået i spidsen for DTU’s store campusudvikling i knapt 12 år. Nu går han på pension. Vi fulgte i hælene på ham for at se nogle af de steder, han har sat sit præg på.
Efter næsten 12 år som campusdirektør på DTU går Jacob Steen Møller på pension.
Jacob kan se tilbage på mere end et årti i spidsen for en campusudvikling, hvor DTU har investeret op mod 6 mia. kr. i nye forskningsfaciliteter og studiemiljøer. Samtidig har han været med til at udvikle en bygherreorganisation med fokus på digitalisering og bæredygtighed.
Arbejdet kulminerede sidste år, da DTU blev kåret som vinder af Bygherreprisen 2020. Sammen med bygherrechef Claus Møller Rasmussen modtog Jacob prisen for at iværksætte en ambitiøs og central campusplan, der understøtter et stærkt undervisningsmiljø og tiltrækker forskere, undervisere og studerende fra hele verden.
For at høre mere om nogle af steder, hvor Jacob har været med til at skabe fornyelse, satte vi ham stævne til en tur rundt på Lyngby Campus. Turen begynder i bygning 116, der rummer DTU’s største auditorium. Det er den seneste af de store auditoriebygninger, som Campus Service renoverer, og den har indtil nu stået, næsten som da den blev indviet i 1970’erne. Det vækker minder hos Jacob, der begyndte her som bygningsingeniørstuderende i 1974.
”Denne bygning er en signatur for min egen rejse på DTU, men også for den pædagogiske udvikling, som DTU har været igennem. Du kan faktisk se, at hele måden man organiserede studiet på dengang, var helt anderledes end i dag. Det er sjovt at tænke over, hvordan valget af pædagogik afspejler sig i arkitekturen,” siger Jacob.
Han viser rundt i bygningen, mens håndværkerne er i fuld gang med ombygningen. I facaden, hvor der nu er store glasvinduer, var der før kun to døre. Der var heller ikke ovenlysvinduer, men i stedet en mørk garderobe. Tanken var, at auditoriet skulle være ligesom et teater, hvor man afleverede sit tøj i foyeren, inden man gik ind. Nede fra bunden af auditoriet kom underviseren så ind og gav sin ’forestilling’ - forelæsning - og gik igen. Som udgangspunkt var der ingen anden interaktion.
Forældet tankegang
Tankegangen virker helt forældet nu i forhold til DTU’s pædagogik, hvor man lægger vægt på dialog og samarbejde, fortæller Jacob:
”Vi er gået fra en individualiseret og atomiseret undervisningsform til en mere integreret. Derfor kommer der nu møblerede ’break-out’-zoner, hvor de studerende kan arbejde i grupper som en del af undervisningen. I det nye auditorium vil der være mulighed for at vende rundt på stolene og komme i dialog med sine medstuderende. Det var praktisk taget umuligt at tale sammen i de gamle auditorier. Man kunne godt høre, hvad underviserne sagde, men man kunne ikke have en dialog.”
Ud over nye læringsformer lægger auditoriebyggeriet også op til større åbenhed ligesom i de andre bygninger på campus. Gennem de store vinduer kan man udefra få indtryk af aktiviteten inde i bygningen, og indefra vil man kunne følge naturens gang i parken udenfor. Da Jacob selv studerede her, var parken en nærmest ukendt størrelse. Men han er blevet meget mere bevidst om, hvor vigtigt det grønne islæt mellem husene er for de studerendes læring og trivsel. Det bekræfter DTU’s studiemiljøundersøgelser.
Studenterpolitiske kampe
Vi er ikke helt færdige med bygning 116. Jacob vil nemlig gerne gense et rum, der har haft stor betydning for ham. Under studietiden besatte han den tidligere tegnestue sammen med nogle medstuderende. De ryddede simpelthen rummet, malede væggene orange, satte en kaffemaskine op og proklamerede, at der ikke måtte være undervisning. I stedet skulle det bruges til studentersociale formål - og det bliver det stadig, konstaterer vi. Studenterne blev aldrig smidt ud.
Som ung var Jacob nemlig aktiv i de studenterpolitiske kampe. Han engagerede sig i Polyteknisk Forening (PF) og arbejdede for at få mere bæredygtighed eller ’miljø’, som man kaldte det, ind i undervisningen. Specielt inden for bygningsområdet. Men han husker også hele forureningsdebatten, som allerede dengang var helt inde på livet af alle med diskussioner om, hvordan man kunne finde mindre forurenende energikilder end fossile brændstoffer. Senere blev Jacob formand for PF og var med til at sætte de ingeniørstuderendes faglige og studiemiljømæssige interesser på dagsordenen. Det var meget politisk og 70’er-agtigt.
”Allerede dengang havde vi mange af de samme debatter, som vi har nu. I dag tales der meget om energirigtige bygninger. Den tankegang begyndte allerede i 70’erne, da DTU opførte det første nulenergihus. Og mange af idéerne derfra bliver brugt den dag i dag, f.eks. når man genindvinder varme og satser på optimal isolering,” siger Jacob.
Bæredygtighed gennemsyrer alt
I dag gennemsyrer den bæredygtige tankegang nærmest alt, hvad DTU gør. DTU udvikler universitetets rammer med omtanke på bæredygtighed, ligesom bæredygtighed er kommet helt ind i DTU’s uddannelser, hvor studerende lærer at forstå sammenhængen i energisystemer og integrere data om bygninger og energisystemer på bydelsskala.
Bæredygtigheden er dog ikke altid synlig. Det er gået op for Jacob, der tit er blevet spurgt, hvor bæredygtigheden egentlig findes. Men den er der i form af mere eller mindre usynlige bæredygtighedsløsninger. Et af stederne er under jorden, hvor DTU har et unikt tunnelsystem, som sammenkobler og forsyner hele campus i tekniske netværk for el, varme og køl. Køleforsyningen på Lyngby Campus er bl.a. baseret på fjernkøling. Her leveres kølevand fra kølecentraler og distribueres i rør, der ligger i tunnelsystemet, ligesom der også findes et system til lokal nedsivning af regnvand i jorden under DTU.
På tagarealerne ved DTU Elektro finder man et solcelleanlæg, der nok udgør en lille del af det samlede energiforbrug på DTU, men som instituttet samtidig bruger til forskellige forskningsaktiviteter. Nogle af de nyeste bæredygtighedsløsninger finder man i den nye bygning 374. Bygningen huser DTU Skylab og er DTU’s hidtil mest bæredygtige. Her går arkitektur og indhold går op i en højere enhed. Det begejstrer Jacob:
”Jeg synes, at DTU Skylab indkapsler hele den fantastiske udvikling, som er sket på campus i den tid, jeg har været campusdirektør. Her har vi sat bæredygtighed på formel, og det er det første eksempel på, at vi har arbejdet med et certificeringssystem inden for bæredygtigt byggeri. Vi har brugt den internationale DGNB-standard som en slags kontrakt, der sikrer, at vi har bygget både socialt, miljømæssigt og økonomisk bæredygtigt,” siger han.
Skylab har opnået DGNB Guld-certificering, og oven i det har bygningen fået en Diamant for ekstraordinær arkitektonisk kvalitet. Bygningen er blandt andet designet, så den har et minimalt energiforbrug, er fleksibel og let kan ombygges til nye formål. Derudover har den et godt indeklima og optimale forhold for akustik og dagslys, samtidig med at den kræver et minimum af vedligehold.
Højteknologisk infrastruktur
Turen fortsætter til bygning 202, som Jacob også holder meget af. Den er nok mest kendt for sit 13 meter høje atrium, hvor ovenlysvinduer inviterer lyset ind, og store glaspartier giver et kig til gårdhaver og områder omkring bygningen. Men bygningen er også kendt for at satse på højteknologisk infrastruktur – at stille de bedste faciliteter til rådighed for forskerne - samtidig med at man forsøger at skabe nye sociale relationer.
”Jeg kan godt lide rumligheden og finishen i den her bygning. Det er lykkedes at udføre et byggeri, der skaber rum til samarbejde. Her tænker jeg bl.a. på mødeboksene og alle de steder, hvor man kan sidde og arbejde. Men her er også nogle træk, der er meget DTU’ske. Egetræslamellerne på væggene refererer f.eks. til den lille egetræslund, som tidligere lå, hvor bygningen står i dag. Der er også brugt skifer, som bl.a. findes på de oprindelige mure i landskabet herude. Det giver bygningen en autenticitet,” siger Jacob.
100 procent digitalt
Vores sidste stop bliver bygning 310, der adskiller sig fra de øvrige bygninger på campus ved at være gennemført 100 procent digitalt i samtlige faser af byggeriet. Der er ikke trykt en eneste tegning undervejs. Dermed er det lykkedes at reducere den planlagte projektperiode med tre måneder, undgå uforudsete udgifter og nedbringe antallet af fejl til næsten nul. Det var en nyskabende proces, der indbragte DTU Digitaliseringsprisen i 2020.
”Hvis jeg havde min iPad med, kunne jeg tage de digitale tegninger frem og se, hvad der gemmer sig bag gulve, loft og vægge. Jeg ville f.eks. kunne se, hvor vandlåsen sidder, og jeg ville få at vide, om filtrene skulle skiftes. Alle bygningsdele findes i modellen, og det giver store fordele. Det kan ikke alene forbedre og effektivisere byggeriet, men også driften,” fortæller Jacob.
Han forudser, at vi i fremtiden vil se et campus, hvor der både bygges tættere og højere, i takt med at der bliver flere forskere og studerende. Vi kommer til at se en større integration på det nære plan med Lyngby-Taarbæk Kommune og naboerne, men også i form af et endnu tættere samarbejde med landets erhvervsvirksomheder.
”Når du spørger mig, hvilke aftryk, der er de største, jeg har sat på DTU, er det nok noget med, at jeg har skabt en organisation, der har turdet gøre noget. Som har haft fokus på at levere det, vi skulle, men samtidig har haft et udviklingsperspektiv for øje. Og så håber jeg, at jeg har været god til at fortolke, hvad DTU’s DNA egentlig er.”
Foto: Joachim Rode/Hampus Berndtson.