Salmonella typhimurium

Danskerne får salmonellainfektioner i udlandet

Fødevaresikkerhed Fødevarer, fisk og landbrug Sundhed og sygdomme

I 2012 steg antallet af salmonellatilfælde svagt efter den rekordlave forekomst i 2011. Knapt halvdelen af de danskere, der bliver syge med salmonella, bliver smittet i udlandet. Blandt personer smittet i Danmark er dansk svine- og oksekød de største kilder til salmonellatilfælde, mens ingen tilfælde kan tilskrives dansk kyllingekød. Det viser den årlige rapport om forekomsten af sygdomme, der kan smitte fra dyr og fødevarer til mennesker. Rapporten er udarbejdet af Zoonosecentret i DTU Fødevareinstituttet i samarbejde med Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen.

I 2012 blev 1.198 danskere registreret syge af en salmonellainfektion, hvilket svarer til 21 tilfælde pr. 100.000 borgere. Det er lidt flere end i 2011, hvor forekomsten var rekordlav. Knap halvdelen af salmonellainfektionerne, 45 procent, tog danskerne med hjem fra en udlandsrejse. Det er særligt i forbindelse med rejser til Egypten, Thailand og Tyrkiet, at danskerne bliver smittet. Halvdelen af tilfældene fra rejser stammer fra rejser i de tre lande.

Den hyppigste salmonellatype hos danskere er Salmonella enteritidis. Den type var årsag til 241 tilfælde i 2012. Det er til gengæld det laveste antal, siden handlingsplanerne til bekæmpelse af salmonella blev indført i 1990’erne. Salmonellatypen har historisk været relateret til æg, men i dag stammer hovedparten af S. enteritidis tilfældene, 77 procent, fra rejser i udlandet.

Dansk svine- og oksekød er hovedkilder              

I 2012 blev 11 udbrud med salmonella registreret. To udbrud stammede fra dansk oksekød, et fra dansk svinekød og et fra importeret and. I de øvrige syv salmonellaudbrud kendes fødevarekilden ikke med sikkerhed. Ved et udbrud bliver flere personer syge fra samme fødevarekilde.  

Det årlige smittekilderegnskab viser, at den største fødevarekilde til enkeltstående salmonellatilfælde i 2012 var dansk svinekød, otte procent af tilfældene, hvilket er på niveau med 2011. Importeret svinekød var årsag til 0,2 procent af tilfældene i 2012. Det er et markant fald i forhold til de to foregående år, hvor godt fem procent af tilfældene skyldtes importeret svinekød.

Dansk oksekød var i 2012 den næststørste fødevarekilde til salmonellatilfælde med syv procent af tilfældene, viser smittekilderegnskabet. Det er en markant stigning i forhold til de sidste 10 år, hvor 0,5 til 1,5 procent af tilfældene skyldtes dansk oksekød.

"I Danmark har vi de sidste 20 år haft fokus på at løse problemerne med salmonella, og der er ydet en stor indsats i både besætninger og på slagterier. Det er glædeligt, at den indsats bærer frugt, så dansk kyllingekød ikke længere gør danskerne syge af salmonella."
specialkonsulent Birgitte Helwigh fra DTU Fødevareinstituttet

”Det er meget usædvanligt, at der er så mange tilfælde, som skyldes dansk oksekød. Stigningen skyldes blandt andet, at dansk oksekød var kilden til to udbrud, men også flere enkeltstående tilfælde af salmonella fra oksekød har bidraget til stigningen”, siger specialkonsulent Birgitte Helwigh fra DTU Fødevareinstituttet.

Ingen salmonellatilfælde tilskrives dansk kyllingekød

I smittekilderegnskabet for 2012 kan ingen tilfælde af salmonella tilskrives dansk kyllingekød. Det er kun sket en gang tidligere i de 18 år, hvor Zoonosecentret i DTU Fødevareinstituttet har lavet smittekilderegnskabet. En af årsagerne til den lave forekomst er højst sandsynligt, at den danske lovgivning siden 2008 har stillet krav om, at fersk kyllingekød skal være salmonellafrit.

”I Danmark har vi de sidste 20 år haft fokus på at løse problemerne med salmonella, og der er ydet en stor indsats i både besætninger og på slagterier. Det er glædeligt, at den indsats bærer frugt, så dansk kyllingekød ikke længere gør danskerne syge af salmonella. Også på EU-plan er der fokus på salmonella, og der er fastsat mål for, hvor høj salmonellaforekomsten må være i kyllingeflokke”, siger specialkonsulent Birgitte Helwigh fra DTU Fødevareinstituttet.

Godt en fjerdedel af alle salmonellatilfælde i Danmark kan ikke henføres til en specifik fødevarekilde. Årsagen kan være, at tilfældene skyldes fødevarer, som ikke indgår i modellen til smittekilderegnskabet som for eksempel frugt og grønt, eller andre smittekilder som kontaktsmitte fra husdyr og kæledyr.

Læs mere
Download rapporten: Annual report on Zoonoses in Denmark 2012 (pdf). Det er også muligt at få tilsendt rapporten ved at kontakte sekretær Vibeke Bay, vibb@food.dtu.dk, DTU Fødevareinstituttet.

Annual report on Zoonoses in Denmark 2012 er udarbejdet af Zoonosecentret i DTU Fødevareinstituttet i samarbejde med Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen.