Foto: Unsplash

Kommission anbefaler ny ladeinfrastruktur

Transport og logistik Mobilitet Transportøkonomi Transportadfærd Miljø og forurening CO2-udskillelse og CO2-lagring Klimatilpasning

Kommission for grøn omstilling af personbiler i Danmark offentliggør i dag deres afsluttende anbefalinger. Tre forskere fra DTU har bidraget.

Hvis regeringen skal nå sit mål om, at alle nyregistrerede biler fra 2035 er emissionsfri, stiller det krav til vores infrastruktur. Man når nemlig ikke langt i sin nye grønne bil, hvis man ikke kan lade den op undervejs eller mellem køreturene.

Såkaldt ladeinfrastruktur er derfor omdrejningspunktet, når regeringens Kommission for grøn omstilling af personbiler i Danmark i dag udgiver sin anden og sidste delrapport.

Her giver kommissionen en række anbefalinger til, hvordan vi sikrer en både grøn og økonomisk forsvarlig udrulning af ladestationer i Danmark.

DTU bidrager med viden om økonomi og grøn energi

Kommissionens anbefalinger bygger blandt andet på forskning, der kombinerer viden om økonomi, ledelse og grøn trafikteknologi. Derfor er hele to forskere fra DTU Management blevet inviteret med i kommissionens gruppe af seks eksterne eksperter.

Både professor Otto Anker Nielsen, som leder Division for Transport, og viceafdelingsleder og seniorforsker Ninette Pilegaard har nemlig erfaring med at vurdere nye tiltag i transportsystemet ud fra en samfundsøkonomisk synsvinkel.

Kommissionens tredje eksterne ekspert, Tejs Vegge, kommer fra DTU Energi, hvor han er med til at lede et stort strategisk EU-samarbejde om produktion og udvikling af batterier.

Derudover tæller kommissionen formand Anders Eldrup, Mogens Fosgerau fra Københavns Universitet og Brita Bye fra Statistisk sentralbyrå.