Foto: Sabina Askholm Larsen, DTU Byg

DTU udvider sine arktiske uddannelsesaktiviteter

Polarforskning
Center for Arktisk Teknologi (ARTEK) flytter til nye og større lokaler i Sisimiut. Flytningen giver mulighed for at lave endnu bedre uddannelser til gavn for Grønland, rigsfællesskabet og resten af Arktis

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, da DTU Bygs institutdirektør, Niels-Jørgen Aagaard, som også er centerleder for ARTEK, bød velkommen til de nye lokaler i lørdags.

Den officielle indvielse blev markeret med snoreklipning, som blev foretaget i fællesskab af DTU’s rektor, Anders Overgaard Bjarklev, Qeqqata Kommunias borgmester, Malik Berthelsen, og departementschef Lone Nukaaraq Møller fra Departement for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke i Grønlands Selvstyre.

”DTU er meget stolt af ARTEK og af vores relationer til Grønland og Arktis i det hele taget. Det gode samarbejde med Tech College Greenland (KTI), Grønlands Selvstyre og Qeqqata Kommunia giver et stort potentiale for udvikling af teknologi og udførelse af forskning til gavn for både Arktis, Grønland og Sisimiut,” sagde Anders Overgaard Bjarklev i sin åbningstale.

Nye arktiske uddannelsestilbud

"DTU er meget stolt af ARTEK og af vores relationer til Grønland og Arktis i det hele taget. Det gode samarbejde med Tech College Greenland (KTI), Grønlands Selvstyre og Qeqqata Kommunia giver et stort potentiale for udvikling af teknologi og udførelse af forskning til gavn for både Arktis, Grønland og Sisimiut."
Anders Overgaard Bjarklev, rektor for DTU

Der en stigende efterspørgsel på kandidater, der kan arbejde under de særlige forhold, der gør sig gældende i Grønland og resten af Arktis. Derfor har DTU inden for de sidste år etableret uddannelsestilbud på kandidatniveau, som skal supplere diplomingeniøruddannelsen i Arktisk Teknologi, der har været udbudt siden 2001.

I 2016 blev Det Arktiske Semester afholdt for første gang i Sisimiut. Semesteret giver mulighed for, at kandidatstuderende kan tage til Grønland og få indsigt i og erfaring med de særlige vilkår, der gør sig gældende, når man skal arbejde som ingeniør i Arktis. Det Arktiske Semester kan tages som en del af studielinjen Extreme Engineering på kandidatuddannelsen i Byggeteknologi.

Det Arktiske Semester er også obligatorisk for en del af de studerende på Nordic Master in Cold Climate Engineering, som DTU siden 2016 har udbudt i samarbejde med NTNU i Norge og Aalto University i Finland.

Det er blandt andet disse nye uddannelsestilbud, der gør, at ARTEK er vokset ud af sine tidligere lokaler hos Tech College Greenland (KTI). KTI forvalter også de nye lokaler, så flytningen er på ingen måde et ophør af samarbejdet mellem de to institutioner, som har stået på, siden ARTEK blev etableret i 2000.

Lokal forankring og efterspurgte kandidater

Forankringen i Sisimiut og dermed i Grønland er altafgørende for, at DTU kan uddanne ingeniører, som har kendskab til og erfaring med at arbejde i Arktis allerede under uddannelsen. 

”Jeg er oprigtig glad for den stigende forankring af ingeniøruddannelsen i Grønland og ikke mindst for Sisimiut og omegn. Jeg er sikker på, at denne udvikling vil tiltrække flere og flere unge, ikke kun grønlandske studerende, men også internationale studerende,” sagde departementschef Lone Nukaaraq Møller i sin tale, hvor hun fremhævede, at både Sisimiut og Grønland har gavn af ingeniører, der har en stærk forankring i Grønland.

Den holdning deles af Brian Buus Pedersen, direktør for Grønlands Erhvervs og formand for ARTEKs styregruppe. Til indvielsen understregede han, erhvervslivet efterspørger de kandidater, der kommer ud i den efter endt uddannelse, og som står klar til at arbejde i Grønland.

I sin tale ved indvielsen opfordrede han politikerne til at støtte op om den udvidelses- og udviklingsplan, som er lagt for ARTEK i de kommende år: Vision 125. Planen arbejder henimod etableringen af et nyt teknisk universitetscenter i Sisimiut, som skal være centreret om tekniske uddannelser og arktisk teknologi.

”Mange virksomheder står klar med gode jobs. Det mener jeg, afsætningen af de hidtidige kandidater fra Arktisk Teknologi har vist. Så vores budskab til politikerne er: Hold jer endelig ikke tilbage med at sikre bevillingerne til de fysiske rammer og indholdet heri, så tidsplanen i Vision 125 kan føres ud i livet. I den anden ende vil virksomhederne sende mange penge tilbage til samfundet gennem værditilvækst i de grønlandske virksomheder og lokal kompetenceopbygning,” lød opfordringen fra Brian Buus Pedersen.

DTU’s nye lokaler i Sismiut blev indviet lørdag den 12. august. Til indvielsen var der taler fra danske, grønlandske og internationale myndigheder og organisationer:

  • Malik Berthelsen, borgmester i Qeqqata Kommunia
  • Anders Overgaard Bjarklev, rektor for DTU
  • Niels-Jørgen Aagaard, institutdirektør for DTU Byg og centerleder for ARTEK
  • Lone Nukaaraq Møller, departementschef, Departementet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke
  • Jokum Møller, forstander, Tech College Greenland (KTI)
  • Brian Buus Pedersen, direktør for Grønlands Erhverv (GE) og formand for ARTEKs styregruppe
  • Ujarak Rosing, formand for ARTEKs aftagerpanel
  • Lars Kullerud, præsident, University of the Arctic (UArctic)