Foto: Colourbox

Babyer har samme bevidsthed som voksne

Dataanalyse Matematisk modellering

Nye forskningsresultater afdækker, at små børn har en udviklet bevidsthed, der fungerer på samme måde som voksnes. 

Babyhjernens bearbejdning af stimuli fra omverden sker på akkurat samme måde som i det voksne menneskes hjerne. Det antyder, at børn ned til fem måneders alderen har den samme bevidsthed som voksne mennesker. Denne nye viden er publiceret i Science den 18. april 2013 og er resultatet af et forskningssamarbejde mellem DTU Compute og den franske forskningsinstitution Laboratoire de Sciences Cognitives et Psycholinguistique.

Sid Kouider, professor ved Ecole Normale Supérieure, som har udført en del af forskningsarbejdet ved DTU, udtaler: ”Det vil sige, at det lille barns oplevelse af verden er præget af bevidsthed og ikke af automatik eller reflekser, som man hidtil har troet.”

128 elektroder på 80 babyhoveder

Forskerne brugte EEG-målinger – målinger af hjernens elektriske aktivitet – med 128 elektroder på hovederne af 80 småbørn i alderen 5, 12 og 15 måneder. Der var dobbelt så mange børn med i forsøget, men resultaterne var ikke brugbare, da børnene enten var for urolige eller fik revet elektroderne af.

Børnene blev dernæst præsenteret for stimuli i form af forskellige billeder af ansigter. Forskerne kunne med overraskelse observere, at aktiviteten i børnenes hjerner fuldstændigt ligner aktiviteten i voksnes hjerner, når disse bliver udsat for samme slags stimuli. Dog med én væsentlig forskel: De små børns hjerne arbejder væsentlig langsommere.

To stadier i hjernens bearbejdning

Både børns og voksnes hjerner aktiveres gennem to stadier: Først et ubevidst stadie og dernæst et bevidst stadie.

Det første stadie optræder, når hjernen aktiveres ved kortvarige stimuli. Aktiviteten forsvinder samtidigt med stimuli, hvis varigheden af stimuli er under 50 millisekunder for voksnes vedkommende og under 100-150 millisekunder for børnenes vedkommende. Hvis stimuli varer længere, vil både barnets og den voksnes hjerne aktiveres yderligere, og mennesket vil opnå en bevidst oplevelse af de pågældende stimuli. Hos voksne bliver en stimuli til en bevidst oplevelse, når den har varet 300 millisekunder. Hos små børn på 12 og 15 måneder går der 900 millisekunder, mens babyer i fem måneders alderen bruger mere end et sekund på at opnå en bevidsthed om stimuli.

”Vores forskning viser, at det helt lille barns hjerne har nøjagtig de samme mekanismer til at håndtere information fra omverden som den voksne hjerne, den er bare meget langsommere,” forklarer Sid Kouider.

Forskningen kan dog ikke fortælle noget om, hvordan børnene oplever omverden eller hvilke tanker, de har om den.

For yderligere information:

Sid Kouider, professor ved Ecole Normale Supérieure: sid.kouider@ens.fr

Carsten Stahlhut, postdoc ved DTU Compute: csta@dtu.dk