Langt ude i skoven står en kæmpe mast. Med sine 57 meter rager den godt op over bøgetræernes kroner, og dens mange måleinstrumenter har nu i 16 år dag og nat registreret skovens kulstof-puls, skarpt overvåget af blandt andre professor Kim Pilegaard fra DTU Kemiteknik. Målingerne i skoven ved Sorø indgår i et fælleseuropæisk forskningsprojekt om skovenes kulstofbinding, og målestationen er en af de mest stabile bidragydere til forskernes viden.
Lige fra bladene springer ud i foråret, til de i efteråret mister den grønne farve, spiser løvtræerne lystigt af luftens CO2. Om vinteren afgives en del af kulstoffet igen gennem respiration, men normalt ikke så meget, som der blev optaget, så skoven spiller en vigtig rolle i CO2-regnskabet. Hvor vigtig har man siden 1996 arbejdet med af at finde ud af i det fælleseuropæiske Euroflux-projekt.
CO2-indholdet i luften måles med den såkaldte eddy-correlationsteknik, hvor luftens CO2-koncentration bestemmes 10 gange i sekundet samtidig med, at man måler den lodrette lufthastighed. Men der registreres også en lang række andre forhold, som har indflydelse på CO2-optaget, f.eks. temperatur, vindhastighed, regn, jordtemperatur og fugt i jorden. Derudover bliver der produceret data om fotosyntesen og bladenes størrelse.
Alle målingerne transmitteres hver halve time fra skoven hjem til en server på Risø Campus, hvor blandt andre Kim Pilegaard følger med og fortolker de mange tal.
”Vi ser tydeligt, at skoven har optaget mere og mere CO2 i løbet af de 16 år, vi har målt. En mulig forklaring kan være, at vækstsæsonen og dermed bladenes aktive periode er blevet længere. Det er også blevet lidt varmere i de år, hvilket kan betyde, at træerne er blevet bedre til at optage kuldioxid,” siger Kim Pilegaard.
”Men vi ser også på, om der er sket noget i tiden, før vi startede målingerne, der kan medvirke til at forklare den udvikling, vi har set. Det gør vi ved hjælp af målinger af træernes årringe, hvor vi kan følge træernes vækst helt tilbage til tiden, da de blev plantet. Derved kan vi se, om der er særlige hændelser, som f.eks. barfrost, der kan have hæmmet træernes vækst i årene umiddelbart før, vi begyndte målingerne”.
Forskel på nord og syd
Skoven i Sorø er en af 30 europæiske skove i Euroflux-netværket, og analyser af data herfra viser, at de fleste europæiske skove årligt optager mere kulstof, end de afgiver, og derfor er med til at afhjælpe drivhuseffekten. Men variationen er stor.
Det viser sig, at kulstofbindingen stiger med faldende breddegrad. Den italienske skov er for eksempel en af de skove, som binder mest kulstof i løbet af et år, mens de danske skove binder meget mindre, og nogle svenske skove ligefrem kan afgive kulstof til atmosfæren.
Forskerne har også vist, at det er respirationen, som er afgørende for nettokulstofbalancen, for den totale kulstofoptagelse er stort set uafhængig af breddegraden, mens kulstofafgivelsen, altså respirationen, er større nordpå. Det skyldes sandsynligvis, at respirationen blandt andet er afhængig af fugtighed. Knaphed på vand i Sydeuropa om sommeren får simpelthen respirationen til at gå i stå.
Foto: Mikal Schlosser
Fremtidens skovdesign
Sorø-måleserien er blandt de 10 længste i verden, og det gør den yderst værdifuld i forhold til arbejdet med at udvikle modeller, der kan forudsige kulstofbudgettet i fremtidens klima.
”Hele idéen med målingerne er at give nogle velfunderede bud på, hvordan skovene skal designes for bedst at kunne indgå i kampen for at afhjælpe den CO2-udledning, der truer vores klima. Faktisk mener vi slet ikke, at skovene skal designes. Gamle skove er klart bedst til at oplagre kulstof, og hvis man vil have et stabilt CO2-optag, skal man fælde enkelttræer i stedet for at rydde et stort område på en gang,” siger Kim Pilegaard.
Han tilføjer som en parentes, at rydningen af store regnskovsområder på Borneo for at plante oliepalmer til bl.a. bioenergi på alle måder er en dårlig idé.
Over årene har mange udenlandske forskergrupper besøgt målestationen i Sorø for at få data, ikke kun om kulstofbudgettet, men også om andre drivhusgasser, for eksempel kvælstofoxider og metan.
”Vi besluttede fra starten, at vores data skulle være fuldt tilgængelige, og de har også gennem årene dannet grundlag for et hav af artikler. Forhåbentlig kan vi fortsætte målingerne mange år endnu inden for en ny europæisk forsknings-infrastruktur, ICOS (Integrated Carbon Observation System), for det er netop det lange perspektiv, der giver den brugbare information,” slutter Kim Pilegaard.