Åbningen af DTU Skylab

Innovation og entreprenørskab i nye rammer

Innovation og produktudvikling Entreprenørskab
DTU har investeret 25 mio. kr. i nye, storslåede faciliteter, som skal danne rammen om fremtidens studenter-startups.

”Det nye DTU Skylab skal være en toneangivende hub for innovation og entreprenørskab. Stedet er et tværfagligt, innovativt fællesskab, der giver muligheder for at mødes og eksperimentere med innovation,” siger DTU’s koncerndirektør for innovation og entreprenørskab Marianne Thellersen.

DTU Skylab startede i sig selv som et eksperiment, der har været under løbende udvikling siden 2012. Initiativet viste sig hurtigt at skabe stor værdi, ved at studerende udviklede koncepter og produkter til eksisterende virksomheder eller startede deres egne virksomheder.

I 2013 blev der registreret 10 nye studenter-startups fra DTU med CVRnummer. Heraf havde godt halvdelen berøring med DTU Skylab.

DTU Skylab
Stedet der før var et eksperiment er nu en permanent del af DTU's innovationsfaciliteter og bruges flittigt af studerende

Kæmpe satsning

Derfor gøres konceptet nu permanent. DTU har brugt 25 mio. kr. på de nye faciliteter, der officielt blev åbnet den 11. september 2014.

DTU Skylab er stedet for studerende, som enten pusler med idéen om egen startup, har brug for at lave en prototype eller leder efter sparring og idéer til et nyt projekt.

”Det skal fremme innovation på DTU og markere os tydeligt – både nationalt og internationalt. Det tror vi kun kan ske med åbne døre og i tæt samarbejde med det omgivende samfund og erhvervslivet,” fortæller Marianne Thellersen, der understreger, at DTU Skylab derfor er åbent for alle, når der bare er en DTU-studerende i teamet.

I den 1.550 m2 store facilitet har de studerende adgang til kemisk laboratorium, designlaboratorium, værksteder samt udstyr til at lave en hurtig model. Derudover er der kontorfaciliteter og eventlokale, som kan bruges til kurser og workshops.

Fokusområder for DTU Skylab

Entrepreneurship
DTU Skylab hjælper med alt fra de helt tidlige idé-stadier til etablerede startups med produkter, som allerede er på markedet. De studerende kan få business-coaching, teknisk sparring og udvikle deres idéer i prototypeværksteder med gratis materialer og hjælp fra værkstedsmedarbejdere.

Real World Projects
Gennem DTU Skylab kan virksomheder og organisationer komme i kontakt med studerende, der er interesserede i innovationsprojekter af forskellig art. Desuden er det et oplagt sted for case-konkurrencer, workshops m.v., som holdes sammen med eksterne partnere.

Academia
Deltagere på relevante kurser både på DTU og i tværfagligt samarbejde med andre universiteter kan bruge faciliteterne.