Standardization of SOFC research through SOCTESQA

Standardisering skal fremme udviklingen af brændselsceller og brintteknologi

tirsdag 30 sep 14

Kontakt

Eva Ravn Nielsen
Centerleder
DTU Energi
46 77 57 82

Konsortiet bag SOCTESQA

Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Deutsches Zentrum für Luft- und Raumfahrt (DLR), Commissariat à l’énergie atomique et aux énergies alternatives (CEA), Agenzia nazionale per le nuove tecnologie, l'energia e lo sviluppo economico sostenibile (ENEA), Teknologian tutkimuskeskus (VTT), European Institute for Energy Research (EIFER) og Joint Research Centre – European Commission (JRC).

Nyt EU-projekt med dansk deltagelse skal standardisere keramiske brændselsceller (SOFC) og elektrolyseceller (SOEC) med henblik på at fremme både udvikling og fremtidig kommercialisering af energiteknologierne.

Fremtidens energisystemer er alle afhængige af en effektiv konvertering og lagring af energi, men selv om Danmark og udlandet i årtier har investeret kraftigt i forskning og udvikling af keramiske brændselsceller (SOFC) og keramiske elektrolyseceller (SOEC), mangler der internationalt anerkendte standarder på området.

Brændselsceller kan omdanne kemisk energi lagret i et brændstof direkte til elektricitet, mens elektrolyse er den omvendte proces: Brug af elektricitet til at splitte vand til brint (og ilt), der kan lagres til senere brug – en elektrolysecelle er populært sagt en brændselscelle, der kører baglæns. Men manglen på standarder for disse ret komplekse energiteknologier hæmmer både udviklingen og kommercialiseringen af SOFC- og SOEC-teknologierne.

Det skal EU-projektet “Solid Oxide Cell Testing, Safety and Quality Assurance”, forkortet SOCTESQA, ændre.

"Standardisering er af stor betydning for storstilet kommercialisering af SOFC/SOEC teknologierne, og jeg oplever et stort engagement og et rigtig godt samarbejde blandt de kompetente partnere, der udgør konsortiet. Det lover godt for resultatet"
Testcenterleder Eva Ravn Nielsen, FCH Test Center

Nye procedurer

"Konsortiet bag SOCTESQA skal udvikle nye og bredt funderede procedurer, der kan ensarte test af keramiske brændsels- og elektrolyseceller til brug i udvikling og produktion. Det gøres ved at samle eksisterende testmetoder, erfaringer og resultater fra europæiske forskningscentre og input fra industrien om krav fra de forskellige anvendelser, og bearbejde det til et komplet sæt af anvendelsesspecifikke testprocedurer, målrettet teknologiernes funktion, ydeevne, holdbarhed og nedbrydningsprocesser", forklarer Eva Ravn Nielsen, arbejdspakkeleder i SOCTESQA og centerleder for FCH Test Center (testcenter for brændselscelle- og brintteknologier), der er del af DTU Energikonvertering.

"Ud over de tekniske mål i testprocedurerne, vil vi også se på sikkerhedsmæssige aspekter og miljøspørgsmål og indarbejde dem som en del af testprocedurerne."

FCH Test Center huser nogle af verdens bedste eksperimentelle testfaciliteter inden for SOFC og SOEC, og centret er nu gået sammen med andre internationalt anerkendte forskningscentre og -institutter i Tyskland, Frankrig, Italien og Holland for at udvikle de nye standarder. Det sker i tæt samarbejde med et industrielt advisory board, der skal sikre, at virksomhederne får indflydelse på projektet fra starten.

Flere vigtige interessenter fra hele Europa har bekræftet deres støtte til projektet, og den brede industrielle involvering af materialeleverandører, celle- og stakproducenter inden for elektrolyse og brændselsceller samt systemudviklere skal medvirke til at sikre industrielt relevante testprocedurer og en bred international accept af resultatet. Involvering af standardiseringsorganisationer sikrer desuden en nemmere implementering af resultaterne i kommende internationale standarder.

Omfattende på mange måder

"Jeg har meget store forventninger til projektet. Standardiseringen er af stor betydning for storstilet kommercialisering af teknologierne, og jeg oplever et stort engagement og et rigtig godt samarbejde blandt de kompetente partnere, der udgør konsortiet. Det lover godt for resultatet", siger Eva Ravn Nielsen.

SOCTESQA startede i maj 2014, og konsortiets opgave er ganske omfattende. Adskillige årtiers nationale og internationale erfaringer inden for test af brændselsceller skal samles, vurderes, harmoniseres og eksperimentelt valideres, før SOCTESQA er klar med nye detaljerede testprocedurer til såvel forskning som industri. De eksisterende standarder omhandler test af enkeltceller under simple konstante driftsbetingelser. De nye testmetoder skal omfatte test af såvel enkeltceller og stakke under dynamiske testbetingelser, der afspejler de eksisterende forskellige anvendelsesområder. Desuden vil de nyeste avancerede teknikker til karakterisering blive en del af de standardiserede procedurer.

Projektet skal udgøre en ramme for det tætte samarbejde mellem forskere, stakfabrikanter og systemintegratorer, som er nødvendigt for at udvikle testprocedurer, der giver retvisende sammenligninger mellem forskellige celler og stakprodukter. Det vil medføre lettere integration af ​​nye komponenter og en generelt forbedret produktudvikling. Målet for projektet er at fremme kommercialiseringen af keramiske brændselsceller og elektrolyseceller i Europa i den nærmeste fremtid.

En samlet indsats

"Samarbejdsprojektet vil være en lille, men væsentlig brik for at fremskynde udvikling og udbredelse af brint- og brændselscelleløsninger på de kommercielle markeder i Europa, og projektet vil også levere input til internationale standardiseringer i IEC, ISO og CEN," siger Eva Ravn Nielsen, der er stolt af at være del af processen.

SOCTESQA-projektet er økonomisk støttet af EU’s 7. rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration.

Relaterede Videoer  

Vis flere