Foto Colourbox

Forsker ser kæmpe potentiale i onlinekonferencer

Til onlinekonferencen CarbOnlineHagen deltog dobbelt så mange som til de seneste fysiske konferencer. Initiativtager og professor, Peter Bøggild, oplever at det er mere inkluderende at mødes online.

Efter corona-krisens nedlukning gik professor Peter Bøggild i gang med at skabe onlinekonferencen CarbOnlineHagen som erstatning for den fysiske konference Carbonhagen, der siden 2010 har sat fokus på den nyeste viden inden for grafen og todimensionelle materialer.

De to første onlineforedrag i rækken har haft dobbelt så mange deltagere som ved de tidligere analoge konferencer. Til det seneste oplæg var der 265 personer med på videoplatformen Zoom. Og deltagerne, der kom fra alle verdenshjørner, har været meget positive over for, at det foregik online.

”Det er gået bedre, end vi turde håbe på, og vores feedback har været overstrømmende. Det betyder ikke, at onlinekonferencen bør erstatte almindelige konferencer, men den har et kæmpe potentiale. Med det, vi lærer nu, kan vi i fremtiden lave endnu bedre konferencer, som endnu flere får noget ud af,” siger Peter Bøggild.

Flere forskere og studerende har haft mulighed for at deltage, ikke mindst fra forskningsmiljøer rundt om i verden, der ikke råder over de samme ressourcer som de europæiske, fordi de nemt kan tilslutte sig fra deres computer hjemmefra.

Nemmere at stille spørgsmål

I deltagernes feedback er der én ting, der går igen: De var tilfredse med muligheden for at stille spørgsmål til foredragsholderen via en livechat. Forklaringen er, at man nemmere kan komme til orde i en chat, fortæller Peter Bøggild:

"Mange kan godt have svært ved for eksempel at stille kritiske spørgsmål til en nobelprismodtager in person, men i en livechat er det noget helt andet."
Professor Peter Bøggild

”Mange kan godt have svært ved for eksempel at stille kritiske spørgsmål til en nobelprismodtager in person, men i en livechat er det noget helt andet. Spørgsmål og diskussioner er helt centrale for forskningen og hjælper alle til at komme bedre ind i stoffet. På den måde bliver det knap så overfladisk som en 'rigtig' konference ofte er.”

Arrangørerne afprøvede blandt andet et format, hvor spørgsmål blev besvaret løbende for at sikre, at alle forstod pointerne og ikke blev hægtet af undervejs.

Laboratorium til fremtidens konferencer

Der er to foredrag tilbage i rækken, men om og hvordan CarbOnlineHagen kommer til at forsætte i fremtiden, er endnu ikke afgjort. For Peter Bøggild har onlinekonferencen været en legeplads til at afprøve nye digitale formater og muligheder, som kan være en hjælp til at udvikle bedre konferencer i fremtiden.

”Vi prøver at bruge CarbOnlinehagen som et laboratorium til at eksperimentere med menneskelige interaktioner for at finde frem til, hvad der fungerer, fordi det er enormt nemt at lave tingene om digitalt,” siger han.

Man kan eksempelvis afprøve virtuelle grupperum, så deltagere kan diskutere i mindre grupper. Det kræver kun få klik i Zoom, men til fysiske konferencer kan det være et større logistisk projekt at finde lokaler nok.

På trods af sin positive indstilling til onlinekonferencer er Peter Bøggild dog ikke i tvivl om, at den fysiske konference vender tilbage igen, fordi man også har brug for at være til stede i samme rum:
”Den største udfordring er at skabe den rigtige sociale kontakt. Vi mangler det fysiske møde, hvor man hygger sig og snakker sammen efterfølgende.”

Derfor ser han onlinekonferencer som et supplement til, men ikke en erstatning for almindelige konferencer.