Foto Ditte Valente
Foto Ditte Valente
Foto Ditte Valente

Roskilde: På jagt efter svampe og mug i teltene

Bakterier og mikroorganismer

Efter bare to overnatninger på Roskilde Festival er der svamp i teltet. Nogle af dem er sundhedsskadelige – særligt hvis man har allergi eller er disponeret for det. Andre ligner dem, vi bager brød eller brygger øl med. Men hvad er det for nogle svampe, der opstår under teltdugen eller på liggeunderlaget, og hvordan ser de ud? Det har fire studerende fra DTU sat sig for at undersøge.

Mandag kørte de studerende rundt med en trækvogn og indsamlede mellem 50 og 60 mug- og svampeprøver fra festivaldeltagernes sovepladser og satte dem til at spire og gro på agarplader (agar er en geleagtig substans, der bruges som dyrkningsmedie i mikrobiologisk arbejde). I løbet af ganske få dage udvikler svamp og mug sig til smukke formationer, som de studerende analyserer under mikroskop.

”Deltagerne var meget kreative med, hvor de syntes, vi skulle samle prøver,” fortæller Karen Jørgensen, der er projektleder på Mug er smukt. ”Vi har f.eks. hjulpet festivaldeltagerne med at tage prøver i alt fra sokker og underbukser til soveposer og telte, så det bliver spændende at se, hvad der gror frem.”

Skaber opmærksomhed
Projektet skal skabe interesse for mikroorganismer som svampe ved at vise deltagerne på festivallen, hvordan svampe ser ud, hvad de kan og hvor de er, selv når man ikke kan se dem.

Efter fem dage vil nogle af svampekulturene have udviklet sig til store, tydelige plamager, som festivaldeltagerne kan komme og se ved selvsyn lørdag 2. juli.

”Så vil nogle af svampekulturerne måske være på størrelse med en en-krone,” fortæller Karen Jørgensen.

”Det er vigtigt for os, at det ikke kun handler om, at svampe kan være sundhedsskadelige, men at vi også viser, hvor spændende og anvendelige skimmelsvampe og gær kan være, ved at informere om positive og negative egenskaber ved svampene.”

"Inde i Clean Out Loud i område C har vi set tydelige spor af skimmelsvamp"
Karen Jørgensen, studerende

Den smukkeste mug
Projektet har tilknyttet en konkurrence, hvor man kan stemme på sin egen prøve eller andre, man synes er flottest. Hvilken af prøverne, der indeholder den smukkeste mug, afgøres lørdag eftermiddag.

”Vi regner med at finde forskellige former for gær og har f.eks. set muggent rugbrød i nogle af teltområderne. Vi ved, at svampesporer bæres med vinden, så det bliver spændende at se, hvad det udvikler sig til. Inde i Clean City har vi set tydelige spor af skimmelsvamp,” siger Karen Jørgensen.

Selv om det er en del af projektet, regner Karen Jørgensen ikke med at kunne se den store forskel på svampetilstandene i de forskellige campingområder.

”Når det blæser så meget, som det gør i dag, så spredes svampene let mellem campingområderne, men det er da interessant, hvis vi kan se en forskel.”

Projektgruppen går på DTU's bacheloruddannelse og består foruden af Karen Jørgensen af Kathrine Ørnslund og Line Roager, der alle læser bioteknologi samt Julie Regitze Franck, der læser bygningsdesign.