Stor dansk satsning på forskning i kunstig intelligens

Nyt pionercenter for forskning i kunstig intelligens (AI), som forventes at åbne i slutningen af 2021, kan blive den største danske satsning på AI-forskning nogensinde.

Danmarks Grundforskningsfond, Carlsbergfondet, Novo Nordisk Fonden, Lundbeckfonden og VILLUM FONDEN går nu i kontraktforhandlinger med danske universiteter om etableringen af det hidtil største AI-forskningscenter i Danmark.

Og med potentielt 352 mio. kr. i ryggen og deltagelse af DTU, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, IT-Universitetet og Københavns Universitet (projektleder) er der grund til at forvente, at det nye pionercenter bliver den mest ambitiøse satsning på forskning i kunstig intelligens på dansk jord.

Centret skal efter planen bidrage til at bringe Danmark helt i front inden for AI, og fokus kommer til at være på at løse store samfundsudfordringer i spændingsfeltet mellem mennesker, bæredygtighed og teknologi. Det skal gøres ved at tiltrække de bedste forskere fra hele verden og opbygge internationale forskningsmiljøer inden for områder som machine learning, computer vision og virtual reality - samt inden for de etiske aspekter af AI og inden for design af teknologier bygget på kunstig intelligens, der kan accepteres og forstås af de mennesker, som skal bruge dem.

”DTU har haft stort fokus på at gøre tillid til AI til en særlig dansk vinkel, og det er også blevet et helt centralt element i visionen for det nye center,” forklarer professor Lars Kai Hansen, DTU Compute, der har været DTU’s repræsentant i den arbejdsgruppe, der har formuleret centrets forskningsplaner.

Men det bliver dog langt fra DTU’s eneste bidrag. DTU’s stærke grundforskningsmiljøer inden for AI og anvendelser inden for bio-medicin og sundhed, overvågning af klimaforandringer og biodiversitet samt energi og infrastruktur kan i høj grad bidrage til at levere konkrete løsninger på nogle af det internationale samfunds største udfordringer i dag.

”På DTU lægger vi meget vægt på, at AI skal spille sammen med brugerne og samfundets behov, og vi glæder os over, at pionercentret f.eks. kan bidrage til bedre behandling på vore hospitaler og helt nye muligheder i den grønne omstilling," uddyber Lars Kai Hansen.

Mulighed for vækstmotor med international profil
Centret skal i følge planen ledes af Københavns Universitet og den amerikanske AI-topforsker, Serge Belongie, der i dag har sin daglige gang som professor og prodekan på universitetet Cornell Tech i USA. Belongies internationale profil og fokus på virksomhedsrelationer ligger i tråd med DTU’s, og prorektor for DTU, Rasmus Larsen, forventer derfor også at et pionercenter med den rette internationale profil i spidsen vil levere håndgribelige resultater:

"Det er en rigtig god nyhed, at vi i Danmark efter al sandsynlighed får et AI-pionercenter ledet af en international kapacitet. AI-grundforskning omsættes så hurtigt, at et sådant pionercenter vil være i stand til at medvirke til dannelsen af en række nye virksomheder og levere innovation i eksisterende virksomheder - og dermed medvirke til at skabe vækst og velstand. Adgangen til AI-talenter er desuden en stor barriere for danske virksomheder. Derfor glæder det mig, at vi med forankringen på fem universiteter også vil blive i stand til at styrke en vifte af universitetsuddannelser.”