Science Slam 2015

Ph.d.-studerende fra DTU Fysik rydder bordet i Science Slam 2015

Energi Fysik Energiproduktion
Ved dette års naturfagskonference Big Bang 2015 dystede ph.d.-studerende fra de danske universiteter traditionen tro om den bedste fremlæggelse af deres projekter. Og her viste DTU Fysiks ph.d.-studerende sig overlegne. Førstepladsen blev overbevisende vundet af Alexander S. Christensen efterfulgt af Sonja Rosenlund Ahl på andenpladsen, begge fra DTU Fysik.

Fryseproteiner, arkæometri, klimamodeller, fusion, nanopartikler og røntgenmikroskopi - ikke umiddelpart de  lettest tilgængelige emner. Alligevel kastede seks ph.d.-studerende fra hhv. KU, SDU, DTU og RUC sig med stort overskud ud i dette års Science Slam ved Big Bang-konferencen den 19.-20. marts.

Science Slam er en konkurrence mellem ph.d.-studerende i at give den bedste populærvidenskabelige fremstilling af deres projekter. Deltagerne har hver kun syv minutter på scenen og er ikke tilladt at bruge elektroniske hjælpemidler. De seks deltagere forsøgte alle på forskellig vis at fange publikums interesse i deres forskning.

Alexander S. Christensen fra DTU Fysik forsker indenfo fusionsenergi og havde på forhånd planlagt at bruge humor til at få det svære emne til at glide lettere ned.

"Det er virkelig vigtigt at få lidt humor med også. Især når du snakker med nogen, som ikke rigtig ved, hvad du laver. Humor er lidt som en slags fælles sprog, så hvis vi kan snakke det sammen, er der en chancen for at de (publikum, red.) forstår lidt af, hvad der foregår."

 

Se indslaget med Alexander (fra 3:25-4:18 og præmieoverrækkelsen 5:30-5:45)

Humor-strategien gav da også pote og Alexander vandt overbevisende førstepladsen. Hans præsentation havde titlen "Sådan fodrer du din sol" og Alexander vandt publikums gunst ikke mindst med replikker som "Jeg ser mig selv som en rimelig positiv person, så jeg kan ikke komme gennem magnetfeltet" (der kun tillader passage af neutrale molekyler, red.).

På en flot andenplads kom også en ph.d.-studerende fra DTU Fysik, nemlig Sonja Rosenlund Ahl fra NEXMAP der præsenterede sin forskning indenfor røntgenmikroskopi.

Se indslaget med Sonja (fra 1:10-1:34)

Alle medvirkende ved Science Slam 2015:
Jakob O. Abildstrøm fra DTU Kemi
Sonja Rosenlund Ahl fra NEXMAP ved DTU Fysik
Johannes Lørup Buch fra Institut for Natur, Systemer og Modeller fra RUC
Alexander S. Christensen fra Sektion for Plasmafysik og fusionsenergi ved DTU Fysik
Bo Madsen fra Center for Is og Klima ved Københavns Universitet
Lilian Skytte fra Institut for Fysik og Kemi ved Syddansk Universitet