Digital Tech Summit

Elektroteknologi Informationsteknologi Medicin og medicoteknik Transport og logistik

DTU med i Danmarks nye store tech- og forskningsevent.

Teknologier som kunstig intelligens, kvantecomputere og maskinlæring er ved at forandre vores verden og kan blive afgørende for såvel den enkelte virksomhed som for Danmarks konkurrenceevne.

Derfor er alle danske universiteter gået sammen med IT-Branchen og Teknologiens Mediehus om at skabe et samlingspunkt for den forskning og de virksomheder, der driver den digitale udvikling i Danmark og Norden.

“Det er vores vision at skabe den ledende forskningsbaserede teknologimesse i de nordiske lande, hvor udstillere og besøgende kan mødes og diskutere de seneste teknologiske landvindinger, matchmake og finde nye samarbejdspartnere - eller bare få nye gode ideer, ” siger Anders Bjarklev, formand for Danske Universiteters Rektorkollegium og rektor for DTU.

På den måde skal Digital Tech Summit bidrage til, at Danmarks stærke forskningsposition inden for digitale teknologier bliver til ny forretning hos landets førende virksomheder, vækst i små og mellemstore virksomheder og nye startups.

Prominente hovedtalere
Når Digital Tech Summit 2021 åbner dørene for publikum den 30. november og 1. december i Øksnehallen i København, er der mulighed for at opleve førende forskere, teknologiledende virksomheder og innovative startups.

Konferencens hovedtaler er EU-Kommissionens ledende næstformand Margrethe Vestager, der vil dele sine visioner om et stærkt europæisk digitalt lederskab gennem målrettede forsknings- og teknologisatsninger, særligt med fokus på, hvordan vi udvikler og anvender AI.

Derudover vil der være oplæg fra over 300 topforskere og ledende erhvervsfolk. Bl.a. Serge Belongie, professor og forskningsleder på det anerkendte Cornell University i New York og kommende direktør for den nye store danske forsknings-satsning AI Pioneer Centre. Serge Belongie vil bl.a. tale om, hvordan computer science kan give os bedre diagnosticering på sundhedsområdet, løfte transportsektoren og styrke den grønne dagsorden.

Nye teknologier og nye forretningsidéer
På messen kan de forventede ca. 5.000 besøgende desuden møde 70 udstillende virksomheder, heriblandt Mærsk, GN, AMBU, Novo, FOSS og 3Shape, som viser deres nyeste teknologiske løsninger frem og inviterer jobkandidater indenfor. Og På messens startup-område præsenteres helt nye forretningsideer fra over 150 tech-startups.

Natasha Friis Saxberg, direktør for IT-Branchen siger: ”Vi ser det som en klar fordel, at både store og små virksomheder kommer tæt på forskningsverdenen og drager direkte nytte af de mange nye teknologier, der udvikles i disse år. Det er et samfundsmæssigt mål at løfte virksomhedernes konkurrenceevne og digitale muligheder gennem mødet med den nyeste viden fra universiteterne.”