Abeo har blandt andet leveret betondæk til den nye bygning 324 på DTU Lyngby Campus.
Abeo har blandt andet leveret betondæk til den nye bygning 324 på DTU Lyngby Campus.

Dansk betonfirma vinder stor europæisk pris

Bygningskonstruktion Byggematerialer Konstruktion og mekanik

Abeo A/S er etableret på baggrund af en betonopfindelse fra DTU. I går blev virksomheden kåret til Europas bedste spin-out. 

Den danske virksomhed Abeo A/S blev i går kåret til Europas bedste spin out-virksomhed ved en ceremoni i Bruxelles. En spin-out er i denne sammenhæng en virksomhed, der opstår af forskning på et universitet.

Abeo A/S blev etableret i 2010 på baggrund af en ny betonteknologi opfundet af professor Kristian Hertz fra DTU Byg. Siden da har virksomheden udviklet et banebrydende betonelement kaldet SL-Dækket. Det bruges som bærende gulvkonstruktion i opførelsen af nye etagebyggerier som fx lejligheder og kontorer.

Blandt fordelene i det nye produkt er ikke bare reducerede byggeomkostningerne, men også helt nye arkitektoniske udtryk i form af markant længere spænd og reduceret CO2-udslip. Derudover er det både mere brandsikkert og mere lydisolerende. 

Første danske vinder

Det er femte år, at prisen for den bedste spin-out i Europa uddeles i Bruxelles, men det er første gang at en dansk virksomhed vinder prisen. Bag prisen står organisationen Science Business, der er stiftet af de to business schools INSEAD og ESADE i samarbejde med Microsoft og BP. Richard Hudson, der er direktør i Science Business, sagde efterfølgende om Abeo:

”Abeo er først og fremmest et rigtig stærkt eksempel på en virksomhed, der med stor succes har formået at tage en teknologi fra et teknisk universitet og omsætte det til en virksomhed med et stort globalt potentiale. Men samtidig repræsenterer Abeo også essensen af dét, som vi på europæisk plan har brug for i øjeblikket, hvis vi skal forblive innovative og fastholde vores konkurrenceevne.”

Sjælden nyskabelse

Abeo har allerede oplevet stor interesse fra branchen og har etableret flere vigtige partnerskaber, bl.a. med rådgivervirksomheden, Grontmij, og stjernearkitekten Bjarke Ingels’s firma, BIG. Derudover underskrev Abeo for nyligt sin første licensaftale omkring produktion af SL-Dækket med den danske betonelementproducent, Perstrup Beton Industri.

I øjeblikket er den første fabrik ved at blive etableret i Kolind på Djursland og forventes fra september at kunne levere til de første byggeprojekter. Det er noget, der især bliver set frem til hos adm. direktør i Abeo, Hans Terney Rasmussen, som mener at produktet sætter en ny standard i branchen:

”De første betonelementer blev udviklet tilbage 60’erne, men siden da er der sket meget lidt. I dag anvender man stadig de samme elementer, som man gjorde dengang. Med udgangspunkt i Kristian Hertz's opfindelse har vi dog kunnet udvikle et betonelement, der flytter grænserne for hvad branchen hidtil har anset for muligt. Vi har store forventninger til produktet, der bliver lanceret i Danmark i samarbejde med Perstrup til efteråret og er i øjeblikket i dialog med forskellige projekter, der skal bygges i slutningen af 2013 og i 2014.”

Her kan du se en video, der viser, hvordan de nye betonelementer produceres: