Der er ikke meget tid til overs til nye opgaver i Karin Markides’ liv. Siden hun i 2019 blev rektor for det amerikanske universitet i Armenien, har hun pendlet flittigt mellem Armenien og Californien, suppleret med besøg i sit fædreland, Sverige, hvor hun stadig spiller en aktiv rolle for udviklingen af universiteter og virksomheder.
Så hun havde svært ved at se, hvordan hun skulle kunne indpasse et ekstra job som formand for DTU’s bestyrelse. Men ved nærmere eftertanke indså hun, at det faktisk var en opgave, hun havde forberedt sig på i hele sin lange karriere. Den formandspost passede simpelthen for godt sammen med alt, hvad hun hidtil havde gjort, til at hun kunne takke nej.
”Danmark og Armenien har forskellige udfordringer, men de ligner også hinanden på mange punkter. Begge er små lande, og deres styrke er hjernekraft og innovative idéer, som de er nødt til at eksportere for at overleve. Lige nu er det en trend i hele verden at tænke mere lokalt end globalt. Men det tror jeg bare, er et skridt på vejen. Hvis vi ikke ser på verden som en helhed, så overlever vi simpelthen ikke. Og for at finde løsninger på de mange problemer får vi især brug for stærke, internationalt orienterede teknologiske universiteter. De må gå forrest og samtidig indbyde andre til at deltage i udviklingen af nye idéer,” siger Karin Markides.
Kemiker med samfundssyn
"For at finde løsninger på de mange problemer får vi især brug for stærke, internationalt orienterede teknologiske universiteter. De må gå forrest og samtidig indbyde andre til at deltage i udviklingen af nye idéer"
Karin Markides
Der var lagt op til en helt normal forskerkarriere, da Karin Markides i 1984 fik sin ph.d. i analytisk kemi. Den faglige interesse var dog lige fra starten blandet med en opmærksomhed på miljø og samfund. På den tid var kemifaget mest koblet til økonomi, fortæller hun, og hun syntes, at der manglede en forbindelse til naturen og de muligheder, teknikken gav for at løse nogle af de alvorlige problemer i verden.
Gennem sit arbejde i USA og på Uppsala Universitet fik hun øjnene op for, hvordan universiteter kan spille sammen med det omgivende samfund, både lokalt og globalt. De kan faktisk udvirke noget, som hverken private virksomheder eller det offentlige kan klare alene. Og det var den slags tanker, som i sidste ende fik Karin Markides til at springe fra forskerkarrieren.
Efter nogle år som vicedirektør i den svenske innovationsfond Vinnova fik hun tilbud om at blive rektor for Chalmers, den tekniske højskole i Göteborg.
”De vidste det ikke, da de ansatte mig, men jeg så det som det perfekte sted at gennemføre et eksperiment,” smiler Karin Markides.
”Her kunne jeg afprøve mine idéer om et større samspil mellem universitetet, det offentlige og private virksomheder i forsøget på at ruste os til den fremtid, jeg så komme, med komplekse problemstillinger som holdbarhed og bæredygtighed på dagsordenen.”
Fra sporvogne til elbusser
Karin Markides blev på Chalmers i 11 år, og eksperimentet lykkedes. I hendes tid som rektor blev der etableret mange vellykkede samarbejdsprojekter, som har gjort en forskel i samfundet. Et af dem gik ud på at ændre det offentlige transportsystem i Göteborg.
”Sporvognen var nærmest hellig i den by. Men vi tog initiativ til at koble forskellige private og offentlige aktører sammen med forskningen og fik på den måde løst problemet. Vi satte elbusser ind mellem vores to campusser, knyttede et par forskningsprojekter til og viste, hvor godt de lydløse og bæredygtige busser fungerede. Og nu ændres alle bybusser til den type elkøretøjer, som vi introducerede i dette samarbejde,” fortæller Karin Markides begejstret.
Efter rektorjobbet arbejdede hun nogle år for regeringen med det mål at fremme samarbejdet mellem forskellige myndigheder. Men så fik hun tilbudt jobbet som rektor på American University of Armenia.
”De har sat sig den store opgave at ændre et helt land, komme væk fra tiden med Sovjetstyret, som i høj grad var præget af silotænkning, korruption og mange andre problemer. Og jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at være med i den spændende proces,” siger hun.
Teknologi for mennesker
Nu har hun så takket ja til opgaven som formand for DTU’s bestyrelse. At hun også bliver 70 i år, har ingen betydning – det er jo bare et årstal, som hun siger.
”Jeg har absolut ingen tanker om at gå på pension lige foreløbig, for jeg mener stadig, jeg kan bidrage med mine erfaringer, min viden og mit aktive globale netværk. Det ville nærmest være sløseri ikke at gøre det.”
DTU står også på mange måder netop for det, som ligger bestyrelsesformanden på sinde. Hun er for eksempel meget begejstret for overskriften på den nye strategi: Teknologi for mennesker.
”Især hvis man føjer naturvidenskab til. DTU har både den rette baggrund og det rette syn på fremtiden, selv om der selvfølgelig også er mange udfordringer,” siger hun.
En helt aktuel udfordring er det politiske fokus på internationale studerende, der hæver SU i Danmark. Men som Karin Markides ser det, er det ikke entydigt dårligt, at folk kommer udefra og får uddannelser her.
”Måske er det tværtimod godt, at vi spreder den danske måde at tænke på til andre dele af verden,” siger hun.
Der er også et politisk ønske om, at det skal være muligt at tage en højere uddannelse andre steder end i de store byer. Men også her er Karin Markides tilbøjelig til at se problemet fra en anden vinkel:
”Universiteterne skal snarere hjælpe med til at styrke udviklingen af de særlige forudsætninger, som gælder i forskellige dele af landet, og dermed skabe lokale job. Så vil de unge komme tilbage og bidrage til velstand og levende lokalsamfund, når de har været ude for at uddanne sig i storbyen eller måske i udlandet.”
Kvinder i forskning
Formand eller forkvinde? Det spørgsmål er slet ikke faldet Karin Markides ind. Hun har været den første kvinde næsten overalt, hvor hun har færdedes i forskningsverdenen, og skænker det ikke en tanke.
Men hun har selvfølgelig tænkt en del over, hvordan man kan bryde den kedelige tendens til, at kvinder falder fra på vejen til topstillingerne, ikke mindst inden for det teknologiske område.
”På Chalmers bestemte vi os for at gøre det modsatte af, hvad man umiddelbart ville gøre,” fortæller hun.
”Vi ville ikke give særlige fordele til kvinder eller tvinge en ændring frem. Vi var mere proaktive og sørgede for at lede efter og rekruttere dygtige kvinder. Vi bredte også uddannelserne ud og ændrede mange navne. Faget Arkitektur kom fx til at hedde Samfundsbyggeri. Og det virkede. Det ser ud til, at kvinder tiltrækkes af det komplekse og gerne vil arbejde med et større samfundsperspektiv.”
Det gælder tydeligvis også for bestyrelsesformanden selv. Hun glæder sig til at være med til at gennemføre DTU’s ambitiøse strategi med vægt på at udvikle værdiskabende teknologi i tæt interaktion med omverdenen. Her mener hun, at ikke mindst forskningsbaseret rådgivning kommer til at spille en stor rolle, for den viser, at forskningen kan bruges til noget godt i samfundet.
Men først glæder hun sig til at komme rundt og besøge universitetet på de mange adresser i landet.
”Det er jo en ekstra bonus, at jeg kan lære Danmark bedre at kende gennem DTU,” smiler hun.