Foto Bax Lindhart

Japanske robotter får job som hjælpelærere

Hardware og komponenter

To 120 centimeter høje menneskelignende robotter skal være med i DTU’s undervisning og forskning og byde ministre velkommen på den røde løber.

DTU har netop investeret i to menneskelignende robotter af typen Pepper 1.8 a fra den japanske producent SoftBank Robotics. De humanoide robotter er designet til at interagere og kommunikere med mennesker, og de har den unikke egenskab, at de kan genkende ansigter og ”læse” følelser ved at analysere ansigtsudtryk og toneleje. Og alt efter hvem robotterne taler med, og hvilket humør personen er i, tilpasser de f.eks. deres eget toneleje og ordvalg.

Selv om robotterne med fire hjul i bunden og et nuttet ansigt i toppen mest af alt ligner en blanding af fjernstyrede biler, dukker og andre favoritter fra børneværelset, så er der tale om ekstremt sofistikeret hardware:

Hovedet er udstyret med fire mikrofoner, to HD-kameraer (i mund og pande) og en 3D dybdesensor bag øjnene. Der er et gyroskop i torsoen og berøringssensorer i hoved og hænder. Den mobile base har to sonarer, seks lasere, tre sensorer og et gyroskop.

Sammen med en stærk software-pakke giver det robotterne evnen til at tale forskellige sprog, efterligne menneskelige bevægelsesmønstre, navigere gennem overfyldte rum, hilse høfligt, servere kaffe og meget mere.

Forskning og undervisning

Robotternes alsidighed betyder, at de kommer til at løse mange forskellige opgaver:

”De kan indgå i undervisningen både som ”hjælpelærere” og som programmérbar hardware på DTU’s forskellige It-uddannelser,” forklarer lektor Thomas Bolander, der har ansvaret for den ene af robotterne på DTU Compute.

Men robotterne bliver også en del af forskningen, og lektor Martin Mose Bentzen, der er ”far” til den anden robot på DTU Management Engineering, glæder sig både til samarbejdet på tværs af institutterne og robotternes mulighed for at interagere:

”De to robotter giver os helt nye muligheder for at studere menneskers interaktion med kunstig intelligens, og de giver os en mulighed for at se, hvordan robotter f.eks. reagerer på et miljø, hvor der både indgår mennesker og andre robotter.”

Trækplaster og maskot

Udover forskning og undervisning har robotterne ifølge institutdirektør på DTU Compute Per B. Brockhoff et åbenlyst potentiale som trækplaster og maskot:

”Jeg forventer, at vi kommer til at bruge robotterne ved konferencer, events, VIP-besøg og gymnasie-rettede aktiviteter, hvor de kommer til at være godt selskab for alle vores eksterne interessenter lige fra potentielle studerende til repræsentanter fra industri og offentlige myndigheder,” siger han.