Matematiktorvet på DTU Lyngby Campus. Foto Laura Stamer

Nyt værktøj til rådgivning om genåbningen af samfundet

Matematisk modellering
Forskere på DTU og Aalborg Universitet samarbejder om at udvikle et matematisk styringsværktøj, som skal hjælpe myndighederne til at træffe beslutninger om, hvordan samfundet kan genåbnes, så det sker, uden at sundhedsvæsnet overbelastes.

Regeringen vil gradvist genåbne Danmark efter påske, hvis tallene tillader det, lød den håbefulde melding for nogle dage siden. Et projekt, som netop har modtaget fem mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden, skal hjælpe med til, at genåbningen kan ske på en måde, så der ikke bliver flere alvorlige tilfælde af covid-19, end hospitalerne har kapacitet til at behandle.

I projektet ’Estimation, Simulation, and Control for Optimal Containment of COVID-19’ vil forskere fra DTU og Aalborg Universitet videreudvikle matematiske modeller, som - på grundlag af data om antallet af indlagte på hospitalerne i de forskellige regioner og smittede i den generelle befolkning - løbende kan udregne, hvor og hvornår det er forsvarligt at genåbne skoler, uddannelser, kulturinstitutioner osv.

”Det er lige nu og her, der er brug for hjælp, så en lang række forskere har bogstavelig talt smidt, hvad de havde i hænderne, for at tage fat på at få tilpasset forskellige matematiske styringsværktøjer, som vi allerede havde på hylderne, og implementere dem til denne specielle situation. Vi har også måttet flytte forskere fra opgaver, de var i gang med for virksomheder, men alle har udvist stor forståelse for, at vi må prioritere denne vigtige samfundsopgave,” siger lederen af projektet John Bagterp Jørgensen, der er professor på DTU Compute.

Styringsværktøjet bygger på erfaringer fra mange forskellige anvendelsesmuligheder, fra planlægning af industrielle processer til udvikling af diabetesteknologi. Der er afsat tre måneder til projektet, men allerede straks efter påske mødes projektgruppen med Statens Serum Institut for at præsentere de første resultater.