Photo: DTU Fødevareinstituttet

Mere grønt og mindre salt gør kantinemåltider sundere

Fødevarer, fisk og landbrug Ernæring og kostvaner

Mængden af frugt og grønt, som kantinegæster på landets arbejdspladser lægger på deres frokosttallerkner, er vokset i løbet af ti år. Ændringen har været med til at reducere energitætheden i maden, så den er nærmere de internationale anbefalinger. Det viser en undersøgelse af kantinemåltiders ernæringsmæssige kvalitet, som DTU Fødevareinstituttet har lavet for Fødevarestyrelsen.

En stor del af den danske befolkning spiser dagligt deres frokostmåltid i en af landets arbejdspladskantiner. Hvad de spiser, er ganske vist deres eget valg, men valget er betinget af, hvad kantinen har på menuen. Derfor kan arbejdspladser være med til at understøtte sunde madvalg gennem de valgmuligheder, medarbejderne får tilbudt i kantinen.

Frugt og grønt skubber energitætheden ned

DTU Fødevareinstituttet har for Fødevarestyrelsen undersøgt, hvordan den ernæringsmæssige kvalitet af maden i landets kantiner har udviklet sig i løbet af ti år. En væsentlig ændring er, at den gennemsnitlige mængde frugt og grønt, som medarbejdere på landets arbejdspladser lægger på deres frokosttallerkner, er steget fra 120 gram i 2004 til 165 gram i 2014.

Den større andel frugt og grønt har ført til et fald på 14% i madens gennemsnitlige energitæthed til 592 kJ/100g i 2014. Energitæthed er en beregning af antal kilojoule (kJ) per 100 gram mad. Kantinemåltider ligger dermed tættere på internationale ernæringsanbefalinger, som foreskriver, at et måltids energitæthed ikke bør overstige 525 kJ/100g for at forebygge vægtøgning.

Mænd og kvinder spiser næsten lige meget frugt og grønt

Mænd spiser traditionelt mindre frugt og grønt end kvinder, men DTU Fødevareinstituttets undersøgelse tyder på, at de gerne spiser det, hvis det er let tilgængeligt. Således er indtaget af frugt og grønt mellem 2004 og 2014 steget mest hos mændene, så det blandt kvinder og mænd i de danske kantiner nu er næsten lige stort og ligger på henholdsvis 171 gram og 162 gram i gennemsnit.

Overordnet viser 2004-tallene, at nogle kantinegæster spiste næsten intet eller kun lidt frugt og grønt til frokost, mens andre spiste store mængder. I 2014 er indtaget mere jævnt fordelt.

Saltindholdet falder

Saltindtaget per måltid er faldet fra gennemsnitligt 3,2 gram i 2004 til 2,8 gram i 2014. Den udvikling er positiv og et skridt på vejen i den samlede indsats for at sænke danskernes saltindtag.

Kantinerne bør dog fortsat have fokus på at gøre maden mindre salt ved f.eks. at bruge færre produkter med højt saltindhold og ikke at salte maden for kraftigt. Den nuværende viden tyder på, at kunder gradvist i løbet af nogle uger kan vænne sig til væsentligt mindre salt i maden, uden at de føler, det går ud over smagen.

Læs mere

I undersøgelsen har DTU Fødevareinstituttet analyseret mad fra 15 tilfældigt udvalgte kantiner, som er repræsentative for hele landet. Fra kantinerne er i alt 240 portioner udtaget på to forskellige ugedage. Måltiderne er derefter analyseret for næringsstoffer, salt, energiindtag og energitæthed.

Resultaterne af undersøgelsen er nærmere beskrevet i rapporten: Kantinemåltider 2014 – Ernæringsmæssig kvalitet (pdf).