Foto: ESA, NASA

Danmarks store rumprojekt forlænges

Rumforskning
Gode forskningsresultater ligger til grund for, at det danske rumobservatorium ASIM bliver forlænget til 2025.

Efter planen var det tid til at afmontere det danske rumobservatorium ASIM (Atmosphere-Space Interactions Monitor) fra den internationale rumstationen ISS og puffe det ned i en lavere bane, hvor det ville brænde op i atmosfæren.

Men nu har ESA (the European Space Agency) sammen med Uddannelses- og Forskningsstyrelsen valgt at forlænge Danmarks mest ambitiøse rummission til 2025. Forlængelsen skyldes gode forskningsresultater, der kan bruges til at reducere usikkerheder i klimamodeller og give bedre forudsigelser af det fremtidige klima.

Siden opsendelsen i 2018 har ASIM nemlig foretaget målinger af tordenskyer og deres elektriske aktivitet over hele kloden. Det har givet DTU-forskere et datagrundlag til at forstå, hvordan der skabes lyn og, hvordan tordenstorme påvirker stratosfæren og klimaet. Resultaterne har ført til artikler og forsider i Science og Nature, der er nogle af verdens betydeligste videnskabelige tidsskrifter.

”ASIM har overgået vores høje forventninger. Instrumenterne virker fortsat upåklageligt, så vi er ekstremt glade for at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og ESA ønsker at give ASIM nogle flere år i rummet,” siger chefkonsulent på DTU Space, Torsten Neubert, der er videnskabelig ansvarlig for ASIM.

Observatorie skal se mod horisonten

Projektet er forankret hos den europæiske rumorganisation ESA, men er dansk ledet. DTU Space fik idéen til observatoriet og står for den videnskabelige ledelse, mens danske Terma har den tekniske ledelse af projektet.

Indtil videre har ASIM peget ned mod Jorden fra sin position på Columbus-modulet uden på ISS i 400 kilometers højde. Fra den position kan instrumenterne observere energiudladninger fra lyn og relaterede processer i forbindelse med tordenvejr.

Nu bliver observatoriet flyttet til en anden placering på Columbus og skal fremover se mod horisonten. Det nye perspektiv giver mulighed for at bestemme, om skyerne når ind i stratosfæren, og hvor højt over skyerne de såkaldte blå lyn rækker. Det var samme type lyn, som ESA-astronaut Andreas Mogensen filmede fra rumstationen i 2015.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har støttet tilblivelsen af ASIM-instrumentet bl.a. gennem et særligt bidrag fra globaliseringspuljen i perioden 2009-2012 til klimainitiativer i ESA-programmer.