Billedet viser en mikrofluid plastikchip, som er forbundet med slanger, så prøven automatisk kan pumpes over på chippen, hvor den analyseres (Foto: ChemLabChip-gruppen, DTU Nanotech)

DTU skal udvikle lab-on-a-chip

Bioteknologi og biokemi Medicin og medicoteknik Celler Enzymer og proteiner Nanomedicin
Cellebaseret industriel produktion, af alt fra enzymer til vacciner, har behov for mere præcise og informative kontrolmetoder, som sikrer kvaliteten af ​​de producerede celler. DTU og biotekfirmaet ChemoMetec skal, med støtte fra Højteknologifonden, udvikle en ’lab-on-a-chip’, der løbende laver automatiske analyser på celleproduktion. Målet er, at man kan spare omkostningstunge manuelle prøver, og med det samme gribe ind, hvis der opstår problemer i produktionen.

Cellebaseret industriel produktion anvendes i dag til fremstilling af en lang række produkter, som for eksempel enzymer, antibiotika, vacciner, vækstfaktorer og andre lægemidler. Ved cellebaseret storskalaproduktion er det vigtigt, at man sikrer at produktet har en høj kvalitet, og at fremstillingomkostninger holdes nede.

”Det nye i dette projekt er, at man i forhold til hvad man gør i dag, slipper for at udtage og analysere celleprøver manuelt. En meget tidsskrævende og arbejdstung opgave. Målet er, at udvikle en plastisk chip med mikrovæskekanaler, en såkaldt mikrofluid enhed, som skal kunne foretage en automatisk analyse hvert 15. min., så man hurtigt kan gribe ind, hvis noget ikke går som det skal,” forklarer seniorforsker Klaus Bo Mogensen fra DTU Nanotech.  

De såkaldte cellebaserede fluorescens-analyser kan udformes til at overvåge enhver cellulær eller biokemisk funktion, hvilket åbner op for muligheden for at have en optimeret industriel produktion med automatisk feedback-styring, som vil kunne reducere omkostningerne betydeligt.

Plastisk chip med væskekanaler

DTU Nanotech vil over de næste tre år udvikle den billige plastikchip sammen med biotekfirmaet ChemoMetec. Chippen vil kunne håndtere forskellige celletyper som bakterier, svampe og pattedyrceller, store prøvevolumener, og både lave og høje cellekoncentrationer. Noget der vil give en større statistisk datasikkerhed i produktionen. Pedro Nunes er blevet ansat som erhvervspostdoc på projektet, og glæder sig til at komme i gang:

"”En erhvervpostdoc er en fantastik mulighed for mig som forsker. Det giver mig en god mulighed for at kombinere mine evner som forsker med nye erfaringer og en anderledes mentalitet fra industrien," "
Pedro Nunes, erhvervspostdoc

”En erhvervpostdoc er en fantastik mulighed for mig som forsker. Det giver mig en god mulighed for at kombinere mine evner som forsker med nye erfaringer og en anderledes mentalitet fra industrien. Det spændende ved mikrofluid og lab-on-a-chip teknologier ligger i deres store potentiale for at producere praktiske enheder, som kan indføres direkte i markedet. Kombinationen af DTU Nanotech’s viden om mikrofluid og lab-on-a-chip, med ChemoMetec’s erfaring i at udvikle kommercielle enheder, gør desuden, at jeg har høje forventninger til dette projekts resultater, samt værdien af de udviklede enheder for slutbrugeren,” uddyber Pedro Nunes.

DTU Nanotech skal bidrage med forskningfaciliteter og know-how inden for mikro- og nanofabrikation, mikrofluidik, optiske detektionmetoder, simulering og biokompatibilitet, mens ChemoMetec vil bidrage med forskningsfaciliteter inden for optisk detektion og cellebaserede analyse-udvikling.

"Kombinationen af parternes kompetencer giver en spændende tilgang til problemstillingen. Projektet gør det muligt for os at forske fokuseret og udvikle nye teknologier med et klart perspektiv for anvendelser og mulig kommercialisering sammen med virksomhedspartneren,” afslutter seniorforsker Klaus Bo Mogensen DTU Nanotech.