TDC NET, which connects Denmark via mobile networks and landlines, has 850 technician cars that drive 80,000 kilometers daily, equivalent to two full times around the Earth. The goal is to reduce it by 25 percent by 2025 using far more advanced automated transportation planning.

Kunstig intelligens kan reducere firmakørsel markant

Transportadfærd Transportøkonomi Matematisk analyse Matematisk modellering Statistik Software og programmering

Automatiseret transportplanlægning skal hjælpe TDC NET’s teknikbiler med at nedsætte antal kørte kilometer med 25 procent. Og løsningen skal senere udbredes til andre med megen firmakørsel.

Hvert år bliver der udledt cirka fire millioner tons CO2 på de danske veje ifølge Klimapartnerskab for landtransport. Det er en stor del af den samlede CO2-udledning i Danmark.

Med dét afsæt har DTU Management og DTU Compute sammen med softwarevirksomheden QAMPO og TDC NET og med støtte fra Innovationsfonden igangsat det ambitiøse fireårige projekt GREENFORCE. Gennem projektet vil partnerne udvikle løsninger, der kan reducere den samlede kørsel markant i TDC NET. Løsningerne skal samtidig udbredes til andre relevante virksomheder, der ønsker at begrænse deres kørsel.

TDC NET, der forbinder Danmark via mobilnet og fastnet, har 850 teknikerbiler, der dagligt kører 80.000 kilometer, svarende til to fulde gange omkring Jorden. Målet er at reducere det med 25 procent inden 2025, bl.a. ved hjælp af langt mere avanceret automatiseret transportplanlægning.

Software reducerer antal kørte kilometer

Internationale studier peger på, at de samlede transportomkostninger kan reduceres med 5 til 20 procent ved at gå fra manuel til automatisk transportplanlægning. Et potentiale, der kan oversættes til reduktioner i CO2-udledning. Det potentiale og mere til vil GREENFORCE-projektet realisere i praksis.

Konkret vil parterne udvikle ny software, der via kunstig intelligens kombineret med avancerede algoritmer, computerkraft og servicedesign analyserer data fra TDC NET og teknikerbilerne. Ved at bruge de data som afsæt, kan man optimere teknikernes daglige ruteplanlægning i realtid, gøre teknikerne i stand til at løse flere kundeproblemer fra distancen, samt forudsige, hvornår netværket har behov for at blive vedligeholdt.

Ali Khatam, medstifter af data- og softwarevirksomheden QAMPO, fortæller:

"DTU Compute og DTU Management er eksperter i kunstig intelligens (AI), Machine Learning og optimering. I GREENFORCE-projektet vil vi kombinere de tre fagområder på en innovativ måde, som ikke er set tidligere, og udvikle et forskningsområde med et kæmpe potentiale."
David Pisinger, professor på DTU Management

”QAMPO er førende inden for design og udvikling af intelligente planlægningsløsninger inden for blandt andet sundhed, persontransport og lufthavne. Med afsæt i vores knowhow og med de stærke kompetencer, der er med i projektet, kigger vi ind i en unik mulighed for at designe og udvikle et banebrydende produkt til at udnytte de eksisterende ressourcer mere effektivt og skabe transparens i en ellers uoverskuelig logistisk problemstilling - til gavn for vores kunder, samfundet og ikke mindst klimaet. Med GREENFORCE vil QAMPO kigge ind i et støt voksende Field Service Management-marked med en global omsætning på mere end 100 milliarder kroner om året.”

Vil udvikle nyt forskningsområde

DTU fokuserer på at levere forskning, der ikke kun bidrager til den akademiske verden, men også kan omsættes til konkrete løsninger for virksomheder og være til gavn for samfundet. Samtidig spiller bæredygtighed en vigtig rolle på DTU.

Så de to institutter i GREENFORCE-projektet forventer sig meget af projektet, der giver mulighed for at afprøve nye ting, fortæller professor på DTU Management David Pisinger:

”DTU Compute og DTU Management er eksperter i kunstig intelligens (AI), Machine Learning og optimering. I GREENFORCE-projektet vil vi kombinere de tre fagområder på en innovativ måde, som ikke er set tidligere, og udvikle et forskningsområde med et kæmpe potentiale. Det svarer til at koble tre motorer sammen. Hvis vi kan få dem til at samarbejde, vil forskningen blive flyvende.”

CO2-neutralitet i 2028

Hos TDC NET har man igennem de seneste år arbejdet med data og automatisering for at optimere planlægningen af de i alt 3500 daglige opgaver og 1200 daglige kundebesøg. Det arbejde skal intensiveres yderligere gennem projektet, der spiller en vigtig rolle i TDC NET’s ambition om at blive klimaneutral i 2028, målt på de CO2 udledninger, der er under virksomhedens kontrol, f.eks. bilflåden.

”Som udbyder af digital infrastruktur med en af Danmarks største bilflåder har vi et medansvar for løbende at tænke nyt og udvikle løsninger, der kan forbedre vores teknikeres hverdag, den kundeoplevelse vi leverer og det aftryk, vi sætter på verden omkring os. Alle de elementer kan projektet bidrage til, og vi ser derfor frem til at komme i gang med udviklingen og ikke mindst teste de nye løsninger i vores daglige arbejde,” siger Christian Duer, Executive Vice President, ansvarlig for TDC NET’s teknikere og fiberudrulning. 

GREENFORCE-projektet

  • I et fireårigt Grand Solution-projekt vil QAMPO, DTU Management, DTU Compute og TDC NET udvikle nye løsninger og software, der kan forbedre den intelligente styring af bilflåder
  • Totalbudgettet er på 30 millioner kroner, hvoraf Innovationsfonden bidrager med 15 millioner
  • GREENFORCE giver DTU mulighed for at ansætte to ph.d.’ere samt 3 postdocs
  • Allerede i dag indsamler og bruger TDC NET en række data omkring f.eks. varighed af forskellige typer af serviceopgaver, GPS-data fra biler, historiske data etc. De data skal nu bruges endnu mere og endnu smartere ved at udvikle nye løsninger gennem projektet
  • Ved hjælp af kunstig intelligens og decision science-teknologi skal data bearbejdes og analyseres, hvorefter softwareløsningen hjælper med at tilrettelægge planlægningen af teknikernes opgaver, så de kan gennemføres mest effektivt og med den bedst mulige kundeoplevelse
  • Ved at effektivisere den automatiske transportplanlægning og ved at gøre teknikerne i stand til at løse flere kundeproblemer fra distancen forventer projektet at kunne begrænse antal kørte kilometer hos TDC NET med 25%. Det svarer til, at TDC NET’s CO2 udledning i 2025 vil være reduceret med 3000 tons sammenlignet med 2020
  • Som en del af projektet forventes den udviklede software også at blive udbredt til andre relevante virksomheder og institutioner med store bilflåder