Ny viden om Jordens magiske magnetfelt

Rumforskning
En forsker fra DTU og kolleger fra Frankrig er kommet nærmere en forklaring på, hvad der sker dybt i Jordens indre. I en netop offentliggjort artikel i Nature forklarer de, hvordan Jordens magnetiske felt dannes, og beskriver den påvirkning, som feltet har på overfladen.

Hvorfor ændrer Jordens magnetfelt sig? Og kan man forudsige, hvordan feltet vil udvikle sig i fremtiden? Disse spørgsmål har forskere fra blandt andet DTU Space – Institut for Rumforskning og Rumteknologi – arbejdet med at udvikle en model for at kunne forklare. Og i dag offentliggør de deres resultater i det ansete tidsskrift Nature. Med modellen i hånden har vi nu fået en langt bedre forståelse af den såkaldte geomagnetiske variation på Jordens overflade, og de processer, der skaber denne variation dybt inde i Jorden.

Et samspil tusindvis af kilometer nede
”Det er første gang, at nogen har udviklet en præcis model for, hvordan den indre og ydre kerne i samspil skaber Jordens magnetfelt. Derudover går modellen helt på de variationer som magnetfeltet generer. Hvorfor opstår de – og kan man forudsige dem? Det er processer, der foregår 2900 kilometer under vores fødder, men som har stor betydning for os alle her på Jordens overflade. Og at den indre kerne spiller en så markant rolle, som vores nye model påviser, er en gedigen overraskelse,” forklarer seniorforsker Chris Finlay fra DTU Space.

Jordens magnetiske felt er det skjold, der beskytter os alle mod skadelige partikler fra rummet – også kendt som solstorme. Men hvordan dette skjold forandrer og udvikler sig, har indtil nu været svært at forudsige, selv bare et par år frem. Ved at koble processer i de to dele af kernen – den flydende ydre og den solide indre – har man dog kunnet skabe en forklaringsmodel, der giver en ny og dybere forståelse.

Nye opdagelser med danske data
Med den nye model har man gjort flere interessante opdagelser. Data fra den danske Ørsted-satellit, der er blevet analyseret af forskergruppen, peger således på, at ændringer i magnetfeltet primært sker i Atlanten. Og grundlaget for ændringer synes at være ganske fascinerende: Alt i den nye model peger nemlig på, at den indre kerne vokser asymmetrisk.

Man har ligeledes fået en dybere forståelse af, hvorfor Jordens magnetiske felt forskubbes 0.2 breddegrader mod vest hvert år. Noget som tidligere har været lidt af et mysterium.

Swarm-satellitterne vil give mere viden
Swarm-satellitterne, der opsendes 14. november i år, vil styrke det videre arbejde med modellen. Swarm er oprindeligt et dansk forslag, som den europæiske rumfartsorganisation ESA har adopteret og i samarbejde med DTU Space gjort til virkelighed.

”Med de meget præcise data fra Swarm kan vi endnu bedre undersøge samspillet mellem den indre og den ydre kerne og dermed tage yderligere skridt i vores arbejde med at indhente viden om Jordens magnetfelt. En viden, som giver os en helt grundlæggende forståelse for de forunderlige processer, der sker dybt inde i vores klode.”