Foto: Privat

Maritimt samarbejde skal skabe renere skibsfart

Skibe og off-shore-konstruktioner Maskinkonstruktion Konstruktion og mekanik Elektroteknologi Kemi Teknisk kemi
Med en ny samarbejdsaftale kan partnerskabet Blue INNOShip gå i gang med at skabe en renere skibsfart.

40 virksomheder og organisationer i partnerskabet Blue INNOShip, som DTU deltager i, har underskrevet den endelige samarbejdsaftale. Dermed kan partnerne gå i gang med en lang række projekter, som skal øge den maritime industris konkurrencedygtighed og fremme udviklingen af grønnere teknologier til skibsfarten.

Nye regler for skibes energieffektivitet og udledning af skadelig luftforurening skærper kravene til den maritime industri. Projekterne skal i løbet af de næste fire levere løsninger, der skal være med til at realisere partnerskabets målsætning om at reducere udledningen af CO2 med mindst 30-50 procent og udledningen af SOx og NOx med 80 procent sammenlignet med 2008-standarder.

"Skibsfarten er udfordret af miljø- og klimakrav, som kræver begavede løsninger og nytænkning på tværs af fagdiscipliner. "
Ingrid Marie Vincent Andersen, leder af Maritime DTU

DTU Mekanik, DTU Elektro og DTU Kemiteknik deltager i 8 af de 14 projekter. Ud over DTU deltager CBS, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, den maritime industri og offentlige myndigheder i Blue INNOShip. Partnerskabet har modtager 50 mio. kr. fra Innovationsfonden, og det samlede budget på 117 mio. kr. skal først og fremmest bruges på 14 forsknings- og udviklingsprojekter.

Ingrid Marie Vincent Andersen, som er leder af Maritime DTU, repræsenterer universiteterne i styregruppen for Blue INNOShip:

”Skibsfarten er udfordret af miljø- og klimakrav, som kræver begavede løsninger og nytænkning på tværs af fagdiscipliner. Gennem samfundspartnerskabet er universiteter, GTS’er og erhvervets virksomheder og brancheorganisationer rykket tættere på hinanden i et samlet forsøg på at udtænke avancerede, tværdisciplinære løsninger til den maritime industri.”