Metalforsker får stor EU-bevilling til nyt analyseværktøj

mandag 13 aug 18

Kontakt

Dorte Juul Jensen
Professor, dr. techn.
DTU Mekanik
45 25 47 77

Dorte Juul Jensen har modtaget et ERC Advanced Grant til at udvikle et instrument, der kan analysere metalstrukturer i fire dimensioner.

Metaller bruges overalt fra de mindste komponenter til kæmpestore brokonstruktioner - ofte fordi de er meget stærke. Men selvom vi har stor tillid til metaller som stål, så er det begrænset hvad vi egentlig ved om deres egenskaber. Derfor vil professor Dorte Juul Jensen fra DTU Mekanik med en stor EU-bevilling nu udvikle et laboratorieværktøj, der kan analysere metaller i fire dimensioner.

En af de egenskaber, som man især udnytter, er metallernes styrke, som ligger i deres interne strukturer. De senere års hastige teknologiske udvikling har betydet, at det nu er muligt, at lave undersøgelser af metaller ned til få mikrometer. Samtidig giver nye, store røntgenkilder som f.eks. MAX IV i Lund mulighed for analysere i de fire dimensioner x, y, z og tid.

Målet for Dorte Juul Jensens forskning i forbindelse med sit ERC Advanced Grant, som løber over de næste fem år, er at udvikle et laboratorieværktøj, som kan netop det. For det er en udfordring for mange forskere at få adgang til de store, internationale instrumenter. Der er rift om pladserne.

Det er især en udfordring for dem, der gerne vil følge deres metaller over længere tid. Der er ofte brug for mange forsøg for at forstå indflydelsen af de talrige parametre, der bestemmer materialets egenskaber– renhed, mængden og typen af tilsætningsstoffer, metallets deformation og varmebehandling mv.

Her vil Dorte Juul Jensens værktøj muliggøre langvarige forsøg, hvor metallet f.eks. testes og karakteriseres over flere uger eller måneder – altså i situationer der er typiske for metallers brug i praksis.

Et andet mål er at fremme forskningen i metaller ved at måle de mikrostrukturelle variationer, der er typiske for alle metaller. Selvom de ofte er små, kan de have afgørende indflydelse på egenskaberne. De kan for eksempel have en negativ indflydelse ved at starte dannelse af revner, men de kan faktisk også udnyttes positivt, når der skal designes metaller med eksempelvis høj styrke i en bestemt retning.

Selvom forskerne kender en del til disse lokale variationer, er de ikke med de nuværende teorier og modeller for den mikrostrukturelle udvikling - og de negligeres ofte når ingeniører designer produkter.

Relaterede Videoer  

Vis flere