DTU får del i forskningspulje på 40 millioner

onsdag 18 maj 16
|

Kontakt

Birte Svensson
Professor
DTU Bioengineering
45 25 27 40
Uddannelses- og Forskningsministeriet har bevilget 40.1 millioner til fem danske universiteter og forskning i proteiner. DTU får del i bevillingen.

En ny national platform skal styrke forskningen i proteiner, f.eks. i forbindelse med cellers udvikling og antibiotika-resistens. Projektet kaldes PRO-MS (Danish National Mass Spectrometry Platform for Functional Proteomics) og støttes med 40,1 millioner kroner fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Den store bevilling sikrer, at universiteterne kan indkøbe og anvende det allernyeste og mest effektive måleudstyr til at kortlægge og studere proteinsammensætningen. PRO-MS er en række massespektometre, der er meget avancerede instrumenter til at måle proteiners kemiske sammensætning og egenskaber med stor nøjagtighed i planter, mikroorganismer og pattedyr.

Styrker forskningen på DTU
Platformen koordineres af Syddansk Universitet og med DTU som væsentlig medspiller skal den give forskere fra hele Danmark bedre muligheder for at kortlægge, hvordan proteiner fungerer i blandt andet fødevarer, biomedicin og planter - og herunder afdække mekanismerne bag antibiotikaresistens for husdyr og mennesker.

”PRO-MS vil styrke proteinforskning ved DTU. Den vil kunne anvendes til at bestemme og karakterisere proteiners funktion og struktur indenfor en bred vifte af områder, herunder bioteknologi, biomedicin, cellebiologi, mikrobiologi og fødevareforskning,” udtaler professor Birte Svensson ved DTU Systembiologi.

På tværs af universiteter
PRO-MS får de 40,1 mio. kroner fra en statslig pulje, som skal bruges til at styrke infrastrukturen og teknologiudviklingen i dansk forskning. For et halvt år siden udgav Uddannelses- og Forskningsministeriet Dansk Roadmap for Forsknings-infrastruktur 2015, som er et katalog med 22 prioriterede forslag til nye nationale forskningsinfrastrukturer.

Syddansk Universitet, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet deltager i PRO-MS. Derudover er der lagt op til samarbejde med virksomheder i biotek-, lægemiddel- og fødevaresektorerne.

Læs mere på ufm.dk: Store bevillinger til nyt udstyr til forskning i proteiner og klimaforandringer

Relaterede Videoer