Roskilde: Sporing af mobilerne giver mad til tiden

torsdag 30 jun 16
|
af Tom Nervil

Ved at overvåge mobiltelefonernes søgen efter wi-fi-signaler tester studerende fra DTU et trackingsystem, som kan vise, hvordan kunderne bevæger sig rundt i et af Roskilde Festivals store madsteder, Food Court.

Hvor lang er madkøen? Skal der tilberedes mere mad – eller er der allerede for meget? Hvor bevæger festivaldeltagerne sig hen – og giver det anledning til sikkerhedsproblemer? Det vil studerende fra DTU kortlægge med et system, de kalder TrackSafe.

”Vi har sat otte sensorer op i Food Court, hvor der er en masse madboder og en enkelt bod, hvor man kan købe øl,” fortæller Peter Juhl Savnik, der studerer til elektroingeniør på DTU.

Ideen er, at madboderne på sigt kan optimere bemandingen, forberede præcist den mængde mad, der er behov for og begrænse madspild. Men et system som TrackSafe kan også bidrage til at øge sikkerheden ved at gøre opmærksom på, at der er for mange mennesker samlet på et for lille område.

”Vi kunne f.eks. se, at der løb flere end 7.500 mennesker forbi vores sensorer i løbet af 10 minutter, da adgangen til festivalpladsen blev åbnet i onsdags,” fortæller Peter Juhl Savnik.

"Hele døgnet har det været ølboden, der har været størst kø til, men man kan se, at det pludselig kl. 01 i nat var madboderne, der var mest populære"
Peter Juhl Savnik, studerende

Test i stor skala
Projektet er en del af et større DTU-projekt, hvor man installerer sensorer i lygtepælene på DTU Lyngby Campus. Afprøvningen af systemet på Roskilde Festival skal være med til at udvikle systemet og give ny læring.

”Det er en test i stor skala, som er med til at gøre os klogere på mulighederne,” siger Peter Juhl Savnik.

”Vi skal blandt andet have arbejdet lidt med algoritmerne, for som det er nu, modtager vi alt for mange data, og det gør systemet langsomt. Serveren har modtaget flere end 4,7 millioner datapunkter på under et døgn, og det er ret krævende for den forholdsvis lille server, vi har her.”

Allerede efter det første døgn er der dog interessante observationer om kunderne i Food Court. Koncentrationen af festivaldeltagere kan ses på et såkaldt ‘heat map’, der bliver rødt, når der er mange mennesker.

”Hele døgnet har det været ølboden, der har været størst kø til, men man kan se, at det pludselig kl. 01 i nat var madboderne, der var mest populære,” fortæller Peter Juhl Savnik. ”Det kan bestyrerne af boderne så indrette sig efter.”

For at bestyrerne af Food Court kan optimere forholdene ved boderne modtager de dagligt en rapport fra TrackSafe om kundernes adfærd.

Overholder dataloven
De otte sensorer i Food Court indeholder en lille Raspberry Pi computer og et Wi-Fi modul. Sensorerne sporer, når mobiltelefoner af sig selv undersøger, om der er Wi-Fi – også når mobilen er i dvaletilstand.

Det kræver ingen handling fra mobiltelefon-ejeren. En nyudviklet algoritme, som anonymiserer brugerne, gør at systemet overholder europæisk lov om databeskyttelse.

Relaterede Videoer  

Vis flere