Ali Syed (i midten), DTU Systembiologi, modtager energiprisen ’Årets Grønne Datacenter'. Foto: Mikkel Egeberg Rasmussen, e|optimo.

Grøn serverpark modtager ny energipris

Energi
DTU’s serverpark på 3.500 kvadratmeter har netop modtaget den nystiftede energipris ’Årets Grønne Datacenter’ ved en prisoverrækkelse i Øksnehallen.

Bag to containeres beskedne ydre gemmer sig supercomputeren Computerome, der kan måle sig med de bedste i verden. Computerome er starten på DTU’s high performance computing inden for life sciences, som kan huse supercomputere til alle mulige forskningsområder som bl.a. genom- forskning til personlig medicin. Som en sidegevinst – leverer den også fjernvarme til Risø Campus.

Nu har den 3.500 kvadratmeter store serverpark modtaget den nystiftede energipris ’Årets Grønne Datacenter.’ Prisen blev overrakt af firmaet e|optimo og Version2 ved en ceremoni i Øksnehallen i København i begyndelsen af maj.

På forkant med udviklingen
”Prisen bekræfter, at vi har lavet et godt design, og at vi har været på forkant med udviklingen,” siger Ali Syed, driftsansvarlig for serverparken på DTU.

Supercomputing eller high performance computing (HPC) hjælper forskerne med at kombinere store og komplekse datamængder. Ved at koble mange computere sammen og sætte dem til at regne efter nøje planlagte algoritmer kan man for eksempel få svar på, hvordan bestemte sygdomme hænger sammen med bestemte gener, eller blive klogere på vore tidlige forfædres udvandring fra Afrika. Supercomputing er simpelthen måden at få maksimalt udbytte af de mange informationer, det efterhånden er muligt at indsamle.

Computerome bruger med sin nuværende størrelse en effekt på 200 kW, og hele pladsen er forberedt til at kunne udvides modulært og fleksibelt op til seks MW. Energien forsvinder dog ikke bare ud i det blå. Med en stor varmepumpe, som sikrer 70-75 grader varmt fjernvarmevand, hentes overskudsvarmen ud af alle supercomputerne og forsyner Risø Campus’ med varme til opvarmning af procesanlæg, laboratorier og andre bygninger på Campus, DTU/Risø i Roskilde.

“Systemet er konstrueret, så hver ny supercomputer, der sættes op, straks vil levere varme til fjernvarmsystemet på Risø Campus,” siger Allan Murphy, sektionsleder i DTU’s Campus Service og projektleder for etablering af serverparken.

DTU Campus Service står bag det konceptuelle design og etablering af infrastrukturen fra idé til drift, og har i den proces varetaget projektledelsen, indkøring og udvikling af et styringskoncept baseret på autonome kontrollere.

“Hvis vi skal rykke grænsen for hvor unik, smart og bæredygtig systemer, vi etablerer på DTU, så skal vi involvere os dybt i nogle af de helt grundlæggende forudsætninger - og det betyder i dette tilfælde, at systemforståelse og kompetencer i forhold til computerkøling og automatik skal være dybt forankret i vores DNA,” siger Esben Højrup, Campus Services tekniske projektleder.

Læs mere om Supercomputere får optimale betingelser

Se videoen: Computerome - HLA Typing of the Genome Denmark Cohort - 2016

Se videoen: Computerome - Protein prediction with LSTMs Neural Networks in cloud