Foto: Colourbox

Krypteringsvirksomhed vinder innovationspris i NATO

System- og datasikkerhed Informationsteknologi Telekommunikation
Virksomheden Dencrypt, med avanceret krypteringsteknologi fra DTU, er blandt de 10 vindere af NATO’s Defence Innovation Challenge.

10 vindere er blevet kåret i NATO's Defence Innovation Challenge, og blandt vinderne er den danske spinout-virksomhed Dencrypt. Dencrypt udvikler og sælger dynamisk krypteringsteknologi, som er opfundet af professor Lars Ramkilde ved DTU Compute.

Teknologien kan benyttes til at kryptere bl.a. mobilkommunikation. Der er tale om et nyt og avanceret krypteringsprincip, som gør det muligt at udvikle krypteringssystemer, der giver en stærkere beskyttelse end standard krypteringer.

Mindre virksomheder får synlighed

Det er NATO’s Communications and Information (NCI) Agency, der står bag konkurrencen, som har til formål at accelerere state-of-the-art teknologier fra mindre virksomheder og forskningsorganisationer. I alt 48 teknologi-løsninger deltog i konkurrencen.

"Vores konkurrence bekræfter, at den banebrydende teknologi, som vi har brug for, så vi kan være på forkant med de nyeste trusler, er derude, og vi er forpligtet til at finde nye måder at fremhæve små virksomheder og den akademiske verden, der mangler synlighed i NATO, men har meget at tilbyde alliancen,” udtaler NCI Agency’s General Manager Koen Gijsbers.

Dencrypt leverer kryptering til Forsvarsministeriet

Sidste år indgik Dencrypt en kontrakt på 30 mio. kr. med det danske forsvarsministerium om at levere krypteringsmoduler til beskyttelse af Forsvarets klassificerede kommunikation.