Soroe_2016_ODY

Så er finalen for unge europæiske rumtalenter afgjort

Rumforskning Satelitter Solsystemet
Sejren gik til Italien og Portugal, da unge europæere med interesse for rummet mødtes for at dyste i finalen ved årets Odysseus-konkurrence. De vandt et all-inklusive-besøg på Guiana Space Centre i Sydamerika. Ny konkurrence er på vej.

Beskrivelsen af et fjernstyret køretøj til at udforske planeter, og en ballon med en svæveflyver til at indsamle informationer om klimaforhold, tog dommerne med storm. Det stod klart da finalen i den store europæiske konkurrence for unge med interesse for rumbaseret forskning blev afviklet i Belgien for nylig.

De to kreative projekter udført af unge fra henholdsvis Portugal og Italien blev dermed vindere i årets Odysseus-konkurrence. Foruden et all-inklusive-besøg til den europæiske rumhavn Guiana Space Centre, som ligger i Fransk Guiana i Sydamerika, vandt de hver især et elektronisk rumteleskop.

DTU Space er partner på projektet, og har stået for afholdelsen af de regionale semifinaler i samarbejde med organisationen ScienceTalenter i Sorø. Ingen af de danske deltagere i Sorø kvalificerede sig dog til finalen i Belgien, hvor pladserne gik til deltagere fra Sverige og England.

"Det er en vigtig konkurrence. Dels fordi den er med til at udbrede viden og skabe interesse omkring rumforskning blandt de unge, og dels fordi det er muligt at indkredse nogle af fremtidens potentielle talenter", siger direktør på DTU Space, Kristian Pedersen.

"Det var superspændende at være med"
Emil Enevoldsen, Odysseus-deltager fra Dragør

Odysseus-konkurrencen er en international begivenhed, der støttes af EU og er sat i søen for at øge interessen for rummet og rumforskning blandt unge europæere.

Både for små og store

Konkurrencen er opdelt i to hovedkategorier: Explorer-kategorien for aldersgruppen 17 til 22 år og Pioneer-kategorien for 14- til 18-årige. 
Alice Antonelli fra Italien vandt i Explorers-kategorien. Hendes projekt handler om i stor højde at lade en luftballon frigive et svævefly forsynet med et kamera, som så kan opsamle informationer om vejr, klima og forurening.
I Pioneer-kategorien vandt et hold bestående af de tre portugisere Carlota Fernandes, Diogo Goncalves og Nelson Rebelo. De har udviklet et forslag til et fjernstyret fartøj, som kan undersøge overflader på planeter ved hjælp af forskellige instrumenter.

Der var også en konkurrence for mindre skolebørn i alderen 7-13 år kaldet Skywalkers. Her skulle man fremstille et billede med rummet som tema og lægge det ind på Odysseus-organisationens hjemmeside, hvorefter det bedste bidrag blev fundet via afstemning blandt deltagerne. De tre vindere her var fra Frankrig, Kroatien og Grækenland. Blandt de nordiske deltagere var finske Inka Kuljuntausta's bidrag bedst. Vinderne her fik et elektronisk teleskop hver.

Dansker var glad for at deltage

Deltagerne har alle været med i konkurrencen på baggrund af en rumrelateret projektopgave, som er blevet indsendt via internettet til Odysseus-organisationen i Bruxelles og her vurderet af et dommerpanel.

”Det var superspændende at være med”, konstaterer Emil Enevoldsen, som i april deltog i den danske semifinale i Pioneer-kategorien. Han har netop afsluttet 9. klasse på Store Magleby Skole i Dragør og har tidligere været i praktik på DTU Space.

Der afholdes en ny runde af konkurrencen i skoleåret 2016-17. 

Læs mere om den kommende konkurrence, som indledes med information på Odysseus-hjemmesiden i september.

(Foto: DTU Space og ScienceTalenter organiserede den regionale semifinale, som blev afholdt på Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter i Sorø i april. Fotokredit: DTU Space)