Foto: Trine Berg, Berg Film

Passioneret underviser med blik for den enkelte

Medicin og medicoteknik

Bastian Epp brænder for at fremkalde glimtet i øjnene hos en studerende, der pludselig har forstået noget til bunds. Og han vil gå langt for at opnå det. Derfor er han udnævnt til Årets underviser 2021.

For Bastian Epp handler undervisning grundlæggende om at skabe en indre motivation hos den enkelte studerende.  

”Man skal åbne for den kanal, hvor de suger viden til sig uden at blinke, som et barn, der stabler klodser i fuldkommen koncentration. Når først den motivation er tændt, så er de selvkørende. Mekanismen er den samme, hvad enten man lærer eller forsker,” siger han.

Derfor forsøger han altid at undgå den traditionelle lærerrolle, hvor han fortæller de studerende, hvordan tingene hænger sammen. Han vil meget hellere stille spørgsmål og få dem til selv at finde frem til konklusionen. Han sammenligner det med, hvordan han tog sin datter i hånden, da hun var ved at lære at gå.

Det lyder ellers næsten som en umulig opgave på bachelorkurset om signaler og lineære systemer. Der er nemlig altid mindst 50 internationale deltagere fra forskellige retninger og med meget forskellig baggrund, både fagligt og personligt. Og dette år har kurset så oven i købet skullet holdes online. Men Bastian Epp har viljen og evnen til at få alle med, og han oplever så godt som intet frafald.

”Bastian har i kurset sat tid af til at komme i tæt dialog med alle, hvilket har resulteret i, at man som studerende har følt sig både set, hørt og inkluderet i undervisningen,” lyder det i Polyteknisk Forenings begrundelse for prisen Årets Underviser 2021.

Online har også sine fordele

To timers forelæsning fungerer absolut ikke, når de studerende ikke er fysisk til stede, men sidder på hver deres lille kollegieværelse i mere eller mindre frustrerende ensomhed, mener Bastian Epp. Derfor har hans princip om at vende undervisningen på hovedet og gennemgå teorien på video, givet endnu mere mening i år.

Til hver lektion har han lavet tre-fire videoer af ti minutters varighed med specifikke spørgsmål, som de studerende skal overveje på forhånd. Når de så samles online, snakker han de første minutter med dem om alt muligt dagligdags. Så bruger han en halv times tid på at sætte videoerne i kontekst, og derefter deler han deltagerne ud i små hold på otte personer, som han ’besøger’ på skift for at høre, hvad de hver især har brug for.

Og her viser en af fordelene ved online-formatet sig, for i de mindre sammenhænge vover de studerende i højere grad at sige noget, og Bastian får et godt indblik i, hvad der er på spil for den enkelte.

”Jeg får hjælp af, at jeg kan se deres navn på skærmen, og beder dem altid om at tænde deres kamera. Så bliver det mere menneskeligt, og hvis jeg kan se, at en studerende har det dårligt, kan jeg henvende mig direkte til vedkommende og spørge ind til problemerne. På den måde får jeg mulighed for at tage mig af dem individuelt. Og det åbner igen for mere for læring,” fortæller Bastian.

Signalbehandling og menneskekundskab

Bastian Epp er fysiker og arbejder med signalbehandling. Han forsøger at forstå og beskrive hørelsen matematisk og fysisk, det vil sige, hvordan det mekaniske i øret sammen med hjernen formår at omsætte lydbølger til noget forståeligt. Han kom til DTU i 2011 og har holdt kurset ’Signaler og lineære systemer i diskret tid’ siden 2012.

”Som forsker har jeg mine bedste oplevelser, når jeg har forstået noget til bunds. Det der lysende glimt, når sammenhængen går op for en. Det er netop det, jeg elsker at se hos mine studerende. Jeg får helt gåsehud. Man mærker begejstring og en vis taknemmelighed, når de kan sige: ’Nu har jeg forstået det - ikke bare lært det, men også forstået det.’ Det er det, der giver mig energi,” forklarer han.

Og energien brænder tydeligvis igennem til de studerende. En af dem skrev fx i sin indstilling:

“Bastian er den underviser, jeg har haft, der har været bedst til at håndtere det under corona. Hans dedikation for at sørge for, at alle i kurset er med, var helt fantastisk, og på trods af vi var ca. 60 på kurset, så kunne han godt huske en fra gang til gang. Det eneste dårlige, jeg kan sige, er, at jeg ikke har mødt ham i virkeligheden.” 

Det er Bastian selvfølgelig glad for at høre, men han vil gerne tilføje, at det er de studerende, som har ydet den største indsats i den svære nedlukningsperiode.

”De fortjener anerkendelse, fordi de var så omstillingsparate hele tiden.”