Foto Mikal Schlosser

En nutidig alkymist

mandag 20 apr 20

Kontakt

Mikael Jensen
Professor
DTU Sundhedsteknologi
46 77 53 59
Professor Mikael Jensen laver radioaktive lægemidler. Han skaber kernereaktioner i forskellige grundstoffer, så de omdannes til et andet, og 'snyder' på den måde det periodiske system.

I 2019 var det 150 år siden, at russeren Dmitrij Mendelejev for første gang opstillede grundstofferne efter atomnummer, det vil sige antal protoner i atomkernen, og grupperede dem efter deres kemiske egenskaber i det periodiske system.

I Hevesy Lab, hvor forskerne udnytter deres viden om radioaktive stoffer og ioniserende stråling, spiller det periodiske system så stor en rolle, at gulvet foran mødelokalet ligefrem er udsmykket med symbolerne for de første ti grundstoffer. Og på mange vægge ser man kernekortet, som viser alle de udgaver (isotoper), der findes af hvert grundstof. Professor Mikael Jensens kontor er ingen undtagelse.

”I Hevesy Lab fremstiller vi radioaktive isotoper, som bruges til diagnoser og behandling af alvorlige sygdomme. Stofferne sprøjtes ind i patienten og kan lokalisere svulster og endda slå cancerceller ihjel. De kan vise blodgennemstrømning, fordøjelsesaktivitet, udskillelse af enzymer fra galden – ja, alverdens ting. Og grundlaget for at skabe disse radioaktive stoffer er netop kernekortet.

Mange af de kortlivede isotoper er for længst henfaldet og findes ikke mere i naturen; men i vores cyklotron kan vi skabe kernereaktioner, som ellers kun sker i meget varme stjerner eller supernovaer. Vi bruger de stabile isotoper som trædesten og kan ved at sætte fart på dem komme ud i de ustabile områder. På den måde kan vi lave grundstoffer om – vi snyder så at sige det periodiske system og omdanner et grundstof til et andet,” fortæller han.

Kernekortet er forskernes landkort, men alle veje er ikke lige farbare. Det gælder om at finde den letteste og navnlig den reneste vej for at undgå, at patienterne får en unødig stråledosis.

”Når vi f.eks. laver kulstof 11, er udgangspunktet kvælstof. Vi tager det reneste kvælstof, vi kan købe, og beskyder det med protoner, så vi kan separere det radioaktive kulstof fra. Vi omdanner neutroner til protoner og laver på den måde kernen om, så vi får en radioaktiv udgave af kulilte. Det er en alkymistisk proces,” siger Mikael Jensen med henvisning til den kemiske og naturfilosofiske praksis, som i middelalderen blandt andet blev dyrket med det formål at fremstille guld fra uædle metaller.

Små ufarlige doser

Kulilte er ifølge Mikael Jensen et fantastisk stof, hvis man vil mærke blodet. Det binder til hæmoglobinet - det er derfor, det er farligt.

”Men den kemiske mængde kulilte, jeg bruger, er mindre end den, man får ved at inhalere luften på Nørrebrogade. Man har selvfølgelig fået noget stråling, men risikoen er lille, fordi radioaktiviteten kun er kort tid i kroppen,” siger han.

”I hele min 40 år lange karriere har jeg heller aldrig mødt en syg patient, som var bange for radioaktiviteten. Det er mere raske mennesker, der er bange. Men der er ioniserende stråling alle vegne, og vi er også selv fyldt med radioaktive stoffer. Mit laboratorium har faktisk meget lavere baggrundsstråling, når der ikke er personale derinde.

Den strålingsdosis, man får ved en PET-skanning, svarer cirka til to års baggrundsstråling. Men man kan blive 1000 år strålingsmæssigt, uden at der sker noget. Den cancerrisiko, vi er udsat for, har ikke noget med baggrundsstrålingen at gøre. Da livet opstod på Jorden, var baggrundsstrålingen meget højere end nu. Og det ser ud til, at vores reparationsmekaniske nu kører hurtigere end nødvendigt. Selvfølgelig er stråling ikke ufarligt, men naturen har sørget for, at vi er relativt gode til at reparere skader.”

Alkymi med visse begrænsninger

Ved særlige lejligheder kan Mikael Jensen godt finde på at lave sit eget periodiske system ved at stille små glas op i et skab. Et glas med kalium her, et glas med calcium der, scandium, titan, wolfram, kryptongas osv.

”Så leder folk altid efter guld – det står næsten midt i, lidt nede og lidt til højre, mellem kviksølv og platin. Med vores cyklotron kan jeg uden videre lave guld, men jeg skal bruge så meget elektricitet, at det ikke kan betale sig, og det er endda ikke det værste. Jeg er nemlig nødt til at starte med platin, som jo er meget dyrere, og det guld, jeg laver, vil også være svært radioaktivt.

Så nok er jeg alkymist, men ikke i Christian IV’s forstand.”