Foto Joachim Rode

Kunstig intelligens er benhård matematik og ny erkendelse

fredag 23 aug 19

Kontakt

Thomas Bolander
Professor
DTU Compute
45 25 37 15

Blå bog

Thomas Bolander er født 20. oktober, 1972. Bor på Frederiksberg med sin kone og to børn på hhv. 9 og 16 år.

2019: Får H.C. Ørsted Medaljen - sølv, som kun har været uddelt en gang siden 2000.
2019 -: Professor på DTU Compute.
2019 -: Medlem af Djøf-kommissionen TechDK.
2018-: Medlem af bestyrelsen og national repræsentant for Scandinavian Logic Society.
2018-: I bestyrelsen for Matematikcenter (lektiehjælp i matematik).
2018 -: Ambassadør for ForskerZonen, en del af videnskab.dk.
2016 -: Medlem af SIRI-kommissionen om kunstig intelligens og digitalisering.
2014 -: Videnskabelig rådgiver for og medarrangør af Science & Cocktails.
2011-2015: Pædagogisk udvikler på LearningLab DTU (deltid).
2007-2019: Lektor på DTU Compute.
2006: Udnævnt til Årets Underviser (også nomineret i 2007, 2008, 2010 og 2018).
2006 -: Leder af iMARS Lab på DTU Compute.
2004: Ph.d. fra Informatics and Mathematical Modelling (IMM), DTU.
1999: Cand.polyt. fra Institut for Matematik, DTU.
1997-1999: Udvekslingsstudent, matematik ved Oslo Universitet.


Prisoverrækkelse og ny bog

Thomas Bolander modtager til september Selskabet for Naturlærens Udbredelses H.C. Ørsted Medalje - sølv for fremragende formidling. I den forbindelse holder han et foredrag med titlen 'Socialt intelligente robotter', hvor han vil blive assisteret af robotten R2DTU.

Til efteråret udkommer Thomas Bolanders bog ’Hvor er kunstig intelligens på vej hen?’ i serien Moderne Idéer på Informations Forlag.


Et af professor Thomas Bolanders foredrag om kunstig intelligens slog benene så meget væk under Selskabet for Naturlærens Udbredelse, at de besluttede at give ham H.C. Ørsted Medaljen i sølv for fremragende formidling.

Er kunstig intelligens svaret på alle vores bønner eller begyndelsen til enden på menneskets herredømme i verden? Thomas Bolander har selvfølgelig ikke det endelige svar, men han ved en hel del om, hvor langt vi er nået i udviklingen af fænomenet. Og det er ikke så langt, som mange tror - eller frygter.

Thomas begyndte at interessere sig for kunstig intelligens længe før, emnet kom på mediernes dagsorden. Han har arbejdet med det i 20 år, så han ved, hvad han taler om - og han taler gerne om det. Det er vigtigt, at nogen afbalancerer de mange forestillinger om robotternes muligheder og evner, mener han, og så synes han i øvrigt også, det er sjovt at give sin egen fascination videre.

”Det populærvidenskabelige har altid kunnet holde mig i gang. Når jeg har zoomet ind på et snævert hjørne, som man jo gør i forskningen, kan det være svært at se det store billede, og så bliver det mindre interessant for mig. Det er ligesom at være en myre, der kravler frem og tilbage ad den samme sti og henter grannåle uden at kunne se, hvad pointen er. Så er det rart indimellem at flyve ud og se hele myretuen og få mulighed for at forstå, hvad der egentlig sker,” forklarer han.

Thomas Bolander er som en fisk i vandet, når han står på scenen med sine rekvisitter i form af klodser, dukker eller legetøjsrobotter og en imponerende samling af slides med sjove eksempler på, hvordan robotter virker - og i mange tilfælde ikke virker, som man regnede med. Han læser aldrig op fra noget manuskript, men vandrer veloplagt rundt og deler ud af sin viden med humor og stort overskud.

Det ser faktisk legende let ud, men det kommer ikke af sig selv. Thomas er perfektionist, indrømmer han, og der ligger mange timers planlægning bag hvert foredrag.

”Når jeg er i noget, har jeg det med at synes, at det er supervigtigt og skal være helt perfekt. Jeg har også brugt utrolig lang tid på at udvikle mine kurser og sørge for, at de fungerer godt, og at de studerende lærer noget. Men det tager selvfølgelig længst tid første gang. Senere bygger man ovenpå og kan levere noget med høj kvalitet, men lavere tidsforbrug,” siger han.

”Som forsker er man jo en enmandshær med mange forskellige forpligtelser. Nogle har den strategi, at de satser benhårdt på en af tingene og er mere ligeglade med de andre. Men der er jeg altså en, der prøver at komme på højt niveau i det hele. Jeg kunne måske have stukket mere ud på nogle af punkterne, hvis jeg havde givet dem mere opmærksomhed og syltet nogle andre.”

Thomas er en forsker, der formidler - ikke omvendt, og det er et kæmpe privilegium, føler han. Han siger aldrig ja til så mange foredrag, at det går ud over forskningen, for det er jo den, der er kernen i det hele og og grundlaget for alt det andet.

Matematik, filosofi og kunst

Da Thomas gik i første klasse, startede han som så mange andre drenge til fodbold. Men i modsætning til de andre syntes han, det var ret forfærdeligt. Han ville gerne stoppe, men var bange for, at hans mor skulle blive sur over det. Så fandt han på at spørge, om han måtte spille klaver i stedet, og det blev moren faktisk himmelråbende glad for.

Det var ikke et tilfældigt valg - Thomas havde tit siddet og klimpret på familiens klaver, og han har også spillet lige siden – blandt andet til ungdomsteater og forskellige arrangementer. Og på DTU Compute har han sammen med tre kolleger ved flere lejligheder underholdt med jazzorkesteret ’Department of Jazz’.

Efter gymnasiet overvejede Thomas stærkt, om han skulle på DTU eller forsøge at komme ind på konservatoriet. Men han valgte altså DTU, hvor han i første omgang satsede på at blive elektroingeniør, mest fordi han ville være danmarksmester i at bygge forstærkere.

”Det var på en måde også spændende, men jeg blev lidt skuffet over al den teori, der kom oven i byggeriet. Jeg manglede at forstå, hvor den teori kom fra. Derfor begyndte jeg at læse en masse matematik og tænke over, hvad baggrunden for den var, og hvordan den var bygget op.”

Thomas blev også interesseret i at forstå, hvordan vores hjerne fungerer, og hvad der sker, når vi mennesker lærer noget nyt. Og da han fik fat i bogen ’Gödel, Escher, Bach: An Eternal Golden Braid’ af Douglas Hofstadter, var han solgt. Gödel var en berømt matematiker, Escher den kunstner, der har excelleret i billeder af umulige konstruktioner, og Bach kender de fleste som en sublim barokkomponist. Over 2000 sider skaber bogen gennem disse tre personer forbindelser mellem matematik, kunst og musik, kunstig intelligens og hjerneforskning.

”Den samlede alle de ting, jeg interesserede mig for, i et. Jeg kunne mærke, hvordan endorfinerne pumpede ud i hjernen ved at se de nye sammenhænge; det var en åbenbaring. Jeg blev meget interesseret i logik og kunstig intelligens, og ’the rest is history’,” siger han.

Filosofi er for upræcist

En overgang overvejede Thomas også, om han skulle gå i retning af filosofi. Han tog kurser under åben uddannelse og deltog i seminarer om analytisk filosofi. Men i sidste ende var det ikke præcist nok til ham.

”Der er rigtig mange ord i filosofi. Man sværmer omkring problemet uden at komme ind i midten af det. Nu lyder det, som om jeg basher filosofi, men det var bare ikke min force. Jeg savnede simpelthen matematikken. Jeg kan godt lide at ende med en meget præcis matematisk model.”

”Kunstig intelligens viste sig at være perfekt, for der er masser af benhård matematik i det, men det bidrager også til ny erkendelse. Når vi forstår mere om, hvordan computere tænker, forstår vi også mere om, hvordan vi selv tænker. Det bygger på hardcore teknik, men skaber samtidig en dybere forståelse af de mere bløde sider af tilværelsen.”

Svimlende mange virkeligheder

Thomas har især interesseret sig for, hvordan man udstyrer robotter med social intelligens. Mennesker kan allerede tidligt i livet sætte sig i andres sted, men det er faktisk en virkelig kompliceret proces, som det endnu ikke helt er lykkedes at overføre til en maskine.

Hvis robotten står i en døråbning, skal den forstå, at den er nødt til at flytte sig, hvis andre skal kunne komme forbi. Det kræver helt andre og mere komplicerede modeller, end hvis den f.eks. bare skal gennemsøge et stort antal mulige skaktræk og vælge det bedste.

”Robotten skal kunne skabe en model af sig selv og indlejre den i den store model af, hvordan verden ser ud. Det er virkelig spændende at forsøge at sætte den kompleksitet på matematisk formel,” siger Thomas.

Man bliver lidt svimmel ved tanken om alle de indlejrede virkeligheder og forstår pludselig, hvorfor Thomas har brug for et whiteboard, der er tre gange så stort som alle andres og fyldt til randen med formler og ord bundet sammen af pile og tegninger.

Lange udsigter for robotterne

Der foregår tydeligvis meget i professorens hoved, og det er ikke svært at få ham til at fortælle om det. Men kan han også lære robotter at tænke?

”Det kommer an på, hvad det betyder at tænke. Vi har ikke en præcis definition. For nogle er det at ræsonnere, f.eks. finde en rute fra a til b. Der er en kæmpe filosofisk diskussion omkring definitionen på kunstig intelligens. Det er meget kompliceret og langhåret. Jeg har ikke et godt bud.

Robotter kan løse opgaver, men om de kan komme til at tænke ligesom mennesker, det er der ikke nogen, der ved. Vi har ingen stærke beviser på, at det ikke skulle kunne lade sig gøre, men heller ikke på det modsatte. Jeg er dog ret sikker på, at det ligger længere end 30 år ud i fremtiden, som nogle har spået.”

I forskerkredse joker man med, at noget af det sværeste at få robotter til, vil være at forske i kunstig intelligens. Så Thomas bliver nok i hvert fald ikke arbejdsløs lige foreløbig.