Foto: Bax Lindhardt

Sådan fungerer smitteopsporing på DTU

Siden foråret har DTU selv stået for smitteopsporing for covid-19. Det sikrer, at eventuel travlhed hos myndighederne ikke får betydning for DTU’s beredskab, og at DTU bevarer det fulde overblik og kan reagere hurtigt.

Det er i princippet en enhed i Styrelsen for Patientsikkerhed, der står for smitteopsporing i Danmark. Enheden har dog rigtig travlt, og der er risiko for forsinkelser i perioder, hvor der f.eks. er mange smittede i samfundet. Derfor har DTU aftalt med myndighederne, at vi fortsætter med de procedurer for smitteopsporing, som blev etableret inden sommerferien.

På den måde kan vi også bedre holde øje med, om der er steder på DTU, hvor der er brug for en særlig indsats.

Smitteopsporingen foregår lidt forskelligt for medarbejdere og studerende.

Hvis en medarbejder bliver testet positiv for covid-19, skal vedkommende informere sin leder om det. Sammen skal leder og medarbejder lokalisere eventuelle ’nære kontakter’ på DTU, som skal sendes i karantæne (se faktaboks). Lederen vil derefter indmelde dette og i tæt dialog med HR-partneren aftale, om der skal gøres yderligere.

Siden semesterstart har der været 12 smittede medarbejdere på DTU. Sandsynligvis er der ingen af dem, der har smittet kolleger eller studerende. 

Når en studerende bliver testet positiv, forventes vedkommende at indberette det via den blanket, som ligger på forsiden af DTU Inside. Her angiver man, hvem man har været i nær kontakt med, uddannelse, studienummer, telefonnummer, og hvilke datoer man har været på DTU.

”På den måde kan vi hurtigt og effektivt få standset yderligere spredning af smitten,” fortæller Heidi Berggren Brøndal Pedersen. Hun er teamkoordinator/specialkonsulent i Afdelingen for Uddannelse og Studerende og en af de to medarbejdere, der står for smitteopsporingen blandt studerende.

”Vi kan også blive ringet op af Styrelsen for Patientsikkerhed om, at der er en smittet, som har forbindelse til DTU. Men som regel har den pågældende allerede indberettet det direkte til os – ellers beder vi dem om det.

Hvad gør I, når I får besked om en smittet studerende?

Vi er en lille enhed, der alle ugens dage fra tidlig morgen til sen aften står klar til at ringe til den studerende og spørge ind til deres nære kontakter. Vi finder sammen ud af, om der evt. er flere nære kontakter, end de har oplyst på blanketten. Derefter informerer vi om retningslinjerne i forhold til karantæne, og om hvornår de må komme tilbage til DTU.

De studerende, der bliver angivet som nære kontakter, får så en mail om, at de skal gå i karantæne. De får at vide, hvad de skal gøre, hvornår de må blive testet første gang, og hvornår de må komme tilbage til DTU. Hvis der er den mindste smule usikkerhed om, hvorvidt en eller flere studerende har været i nær kontakt med en smittet, så sender vi dem i karantæne. Vi tager ikke nogen chancer.

De skal svare på mailen inden for 24 timer. Hvis vi ikke får svar, så ringer vi dem op. Men indtil videre har de fleste studerende reageret inden for to til ti timer, så det går rigtig hurtigt med at få sendt folk i karantæne.

Hvordan reagerer de studerende, når I kontakter dem?

Vi møder faktisk altid ansvarlige studerende, som er gode til at oplyse, hvad der er sket, og hvem de har været i nær kontakt med. Vi er typisk i kontakt med dem før Styrelsen for Patientsikkerhed. Så de er glade for, at vi reagerer så hurtigt, og for at blive forsikret om, at de gør det rigtige.

I forhold til dem, der bliver sendt i karantæne, oplever vi også kun positive reaktioner. De takker for mailen og skriver, at de går i karantæne og lader sig teste. Nogle er faktisk allerede gået i karantæne, fordi de har fået besked direkte fra deres medstuderende. De er meget glade for at få den information, de skal have, og de er meget ansvarlige i forhold til at gå i karantæne og blive testet.

Hvor mange studerende har været smittet siden semesterstart?

Hvis vi regner introugen med, er det 110 studerende, som er blevet testet positiv. 620 studerende er blevet sendt i karantæne. De 154 af dem, der er blevet sendt i karantæne, stammer dog fra en fredagsbar tilbage i begyndelsen af semesteret, hvor ingen heldigvis efterfølgende viste sig smittet.

Det hører med til historien, at der er mange situationer, hvor de studerende med sikkerhed kan sige, at de har holdt afstand og høj hygiejne, og hvor vi derfor ikke har skullet sende nogen i karantæne.

Har I overblik over, hvor de er blevet smittet?

Det er svært at vide præcis, hvor folk er blevet smittet. Men i langt størstedelen af de tilfælde, hvor vi skal sende folk i karantæne, drejer det sig om private sociale aktiviteter. Det er hygge på kollegierne, fester og sammenkomster – i det hele taget sociale aktiviteter, som foregår uden for DTU’s campus. Vi har indtil videre kun 4 tilfælde, hvor en studerende har smittet medstuderende, og i alle tilfælde er det efter sociale aktiviteter. Så det er der, vi ser problemerne lige nu.

Derudover må vi desværre sende mange i karantæne efter grupperegning for tiden, fordi afstandskravet ikke bliver overholdt. De studerende fortæller, at det faktisk er muligt at holde afstand, men at de glemmer det eller er for uopmærksomme. Indtil videre er der dog ikke nogen, der er blevet smittet til en grupperegning. Men mange bliver sendt i karantæne og får derfor et afbræk i deres fremmøde på campus.

Hvordan er udviklingen i antallet af smittede på DTU?

I løbet af semesteret har vi vel modtaget mellem en og fem indmeldinger om dagen. Heldigvis er der en del af dem, hvor vi ikke behøver sende folk i karantæne, fordi de fleste studerende er rigtig gode til at holde afstand. Selvom vi generelt har set et lidt lavere antal smittede på DTU i forhold til resten af samfundet igennem de seneste par måneder, så hører det med til historien, at vi desværre har set en stigning i de seneste uger. Og vi har sendt mange i karantæne. Det vigtigste formål med smitteopsporingen er jo, at vi kan forhindre de enkelte smittetilfælde eller begyndende smittekæder i at vokse til større udbrud. Og det er indtil videre lykkedes for os hver eneste gang.