Som man råber i krisen får man svar

Af lektor Josef Oehmen med speciale i risikoledelse ved DTU Management

Der går ikke en dag, hvor man ikke kan læse om nye resultater og corona-historier i medierne. Som lektor med speciale i risikoledelse følger jeg selv situationen tæt, idet jeg til dagligt forsker og vejleder ledere i, hvordan man kan bedrive ledelse i en stadig mere uforudsigelig verden. Og flere af de ledelsesredskaber og tankesæt, der vinder frem inden for min forskning, kan vi med fordel drage nytte af under corona. For ligesom virksomhederne skal vi alle til at droppe illusionen om, at vi kan analysere os frem til et endeligt svar på, hvad der er det rigtige at gøre. I stedet skal vi tage dialogen om vores prioriteringer, være fleksible og turde stille os selv de svære spørgsmål undervejs.

Et af de svære spørgsmål er, hvordan vi undgår panik over corona-situationen og på den anden side heller ikke bliver alt for afslappede og glemmer situationens alvor.

I en tid med stor usikkerhed kunne man måske fristes til at tro, at det er bedst at vælge den mest konservative tilgang, hvor vi passer mest muligt på. Men det er ikke altid rigtigt – fordi ethvert valg har en pris. Hvis vi f.eks. forbyder besøg til vores ældre på plejehjem, resulterer det i ensomhed. Holder vi samfundet lukket ned for længe, koster det os dyrt.

Vi må derfor lære at navigere uden at blive grebet af angst, når smitten stiger, men heller ikke blive for afslappede, når tallene daler. Vi må acceptere, at situationen vil svinge mellem strengere retningslinjer og lempelser i takt med udviklingen. I en sådan situation findes der ikke én perfekt løsning. Det handler derimod om at finde frem til den ’mindst dårlige’ løsning.

Men hvordan gør man det? Vi er vant til at træffe vores valg ud fra analyser og studier, som forsøger at forudsige fremtiden. Men jo mere dynamisk vores liv bliver i en verden, hvor økonomi, sundhedssystem, infrastruktur mv. bliver stadig mere forbundet, desto sværere bliver det for os at forudsige og planlægge vores fremtid. Og når tingene går stærkt, bliver vores forudsigelser på et tidspunkt overhalet af de faktiske begivenheder, og da bliver planerne ubrugelige.

I forbindelse med covid-19 ved vi oftest først 2-3 uger efter, hvordan situationen på et givent tidspunkt så ud. Derfor bør vi spørge os selv, hvordan kan vi fokusere mindre på at forudsige fremtiden og mere på at overvåge, hvad der sker og tilpasse os nutiden? En sådan tilgang betyder, at vi skal væk fra at planlægge i forhold til et specifikt scenarie og i stedet hen til at planlægge i forhold til forskellige scenarier. Vi bør have flere planer for de vigtige ting i samfundet. Omsat til dagliglivet: I stedet for én perfekt ferieplan, skal vi have flere fleksible planer. Så er vi mere sikre på, at familien får en god ferie trods corona.

Vi skal give plads til flere lokale løsninger i vores samfund og være klar på at tilpasse og ændre den måde, vi arbejder og lever på. I stedet for at lægge en ufravigelig plan, skal vi spørge os selv, hvordan vi kan være fleksible og undgå de helt store fiaskoer i forhold til de ting, der er vigtige for os. Det gælder både på samfundsniveau og privat. Det er ikke sjovt at acceptere begrænsninger. At være fleksibel kan dog gøre det lidt nemmere.

Fleksibilitet og samfundsdebat kan imødegå konspirationsteorier

I en stadig mere kompleks verden er det helt naturligt, at vi søger efter det ene simple svar, som kan få alt rodet til at forsvinde. Ønsket om simple svar er en af grundene til, at konspirationsteorier er så tiltalende. Men når vi forsimpler det komplekse, er der risiko for, at vi overser vigtige informationer eller endnu værre, at vi overser behov hos grupper i befolkningen.

Før vi kommer med restriktioner og løsninger, er det derfor vigtigt, at vi overvejer konsekvenserne – hvordan de påvirker forskellige grupper i samfundet, og hvor længe de skal gælde. Herefter kommer prioriteringen, for en ting er at forstå behovene, noget andet er at udvælge, hvad vi skal gøre noget ved, og så være ærlige omkring det.

Ærlig prioritering kræver, at vi som minimum er opmærksomme på, hvad vi ikke prioriterer, og at vi forstår det godt nok til at træffe informerede beslutninger. Det kan være svært, og derfor bør vi investere i, at der er en konstruktiv og nuanceret dialog om vores prioriteringer og valg i corona-tiden.

Dialogen kan f.eks. handle om valget mellem lærernes og deres familiers helbred på den ene side og vores børns behov for uddannelse og socialisering og forældrenes behov for at komme på arbejde på den anden. Eller i privatlivet: bedsteforældrenes ønske om at bruge tid med børnebørnene frem for at fokusere på smitterisiko. Alle oplever situationen forskelligt, og vi er derfor nødt til at være åbne omkring vores prioriteringer og gøre en ekstra indsats for at forstå hinanden.

Der er ingen simple svar på, hvordan vi bedst håndterer corona-krisen – det er frustrerende, og derfor skal vi opretholde en konstruktiv og ærlig dialog om vores valg og fravalg. Vi kan ikke analysere os frem til en masterplan, fordi tingene går så stærkt. Og hvor det før mest var virksomheder, der var optagede af at agere i en tid med mange risici, så er det pludselig også blevet aktuelt for alle os andre.

Det har aldrig været nemt at tale om det svære. Som samfund skal vi blive ved med at fokusere på at stille de svære spørgsmål, så vi bliver hurtigere til at nå frem til de ’mindst dårlige løsninger’. Vi skal derfor tænke over, hvad vi ’råber ud i skoven’ – men vi må ikke forvente, at vi får ét simpelt svar tilbage.