I slutningen af september lancerede de otte danske universiteter publikationen ’Viden skaber Danmark - Fælles ambitioner for de danske universiteters rolle i samfundet’. Hvorfor kommer dette udspil netop nu, og hvilken betydning vil det få for DTU’s forskning og uddannelser? Det svarer rektor Anders Bjarklev på.
”Idéen med at få universitetssektoren til at fremstå som en enhed med fælles fodslag og mindre indbyrdes konkurrence har jeg og Per Michael Johansen fra Aalborg Universitet arbejdet på at realisere, siden vi overtog formandskabet i rektorkollegiet for fem år siden. Vi har en tro på, at vi kan udrette mere og være til større gavn for samfundet ved at gøre noget i fællesskab.
Hvis man spørger folk uden for universitetssektoren, tror jeg, mange vil sige, at vi kun er enige om en ting, nemlig at vi er uenige – at danske universiteter altid er gode for en spids bemærkning og en grundfæstet uenighed. Det er den opfattelse, vi nu vil til livs. Folk ønsker selvfølgelig ikke, at deres skattekroner skal gå til, at DTU lægger arm med Aalborg Universitet. Vi har brugt for meget tid på at kæmpe med hinanden. Det var bedre, hvis vi gik sammen og landede nogle endnu større fisk.
De senere år har universiteterne arbejdet på at indgå flere fælles aftaler og stå sammen over for omverdenen, men vi er otte forskellige institutioner med hver vores strategi og bestyrelse, der er sat i verden for at fremme deres egne dagsordener, så der har nok til en vis grad manglet incitamenter til at tale med en fælles stemme.
Med det nye udspil ønsker vi at gøre det helt klart, at vi er en samlet sektor, der løfter i fællesskab.”
Har der ikke altid været forskningssamarbejde på tværs af institutionerne?
”Jo, men vi tror, der kan komme meget mere. Og behovet er større end nogensinde før. Hvis vi skal løse de store samfundsmæssige udfordringer, er det vigtigt, at vi kan arbejde sammen. Derfor skal konkurrencen om forskningsmidler nedtones. Vi skal bringe vores kompetencer sammen i flere nationale satsninger i stedet for at slås internt om midlerne.
Jeg mener, vi kunne komme meget længere, hvis man f.eks. fra politisk side satte nogle overordnede mål og overlod det til universiteterne selv at line op, hvordan vi kunne indfri dem. Hvis vi selv fandt ud af, hvor kompetencerne var, og foreslog hvem, der skulle løse opgaven. Så kunne vi komme meget hurtigere i gang og få et stærkere og mere målrettet arbejde. Det ville også stille os bedre i den internationale konkurrence.”
I forestiller jer også et øget samarbejde om uddannelser. Hvordan skal det realiseres?
”Vi har allerede set nogle spændende tiltag med sammenlægning af mindre sprogfag. Vi er jo et lille land, og hvis en forskningsgruppe skal kunne drive forskning på et højt internationalt niveau, så må den have en vis størrelse, en kritisk masse. Der kan være uddannelser, som det ikke giver mening at have på det ene universitet, fordi den kritiske masse findes på et andet.
Det kan betyde, at nogle medarbejdere skal flytte. Alle skal selvfølgelig ikke løbe rundt på kryds og tværs, for de fleste ting ligger nok, hvor de skal. Men der kan være små fagområder eller fagområder, hvor man ikke længere er toneangivende.
Det er ikke noget, vi bare vil bestemme ovenfra – det skal gøres i en åben debat. Vi skal finde ud af, hvad der er bedst for alle parter. Jeg tror f.eks. ikke, nogen var kede af, at uddannelsen Autonome Systemer flyttede til DTU. Vi kan sagtens finde sådanne løsninger, som både er gode for medarbejdere og studerende.”
Er det den enkelte medarbejders ansvar at se de muligheder?
”Selvfølgelig skal lektor Petersen ikke forsøge at sælge sit kursus til andre universiteter uden at tale med ledelsen om det. Men hvis man tænker, at ens område er ved at blive underkritisk, eller kan se fordele ved at samarbejde med andre universiteter, så er der ikke noget i vejen for, at man lufter det over for sin ledelse.
Samtidig har vi selvfølgelig en forventning om, at DTU-medarbejdere er loyale over for DTU. Det må man aldrig sætte spørgsmålstegn ved. Det er ikke illoyalt at rejse en diskussion om disse ting, men det er illoyalt, hvis man går uden om ledelsen og laver aftaler om at flytte til andre universiteter og måske flytte laboratorier med. Vi ønsker heller ikke, at ledelserne fisker medarbejdere hos hinanden med løfte om højere løn el. lign.
Men det er fint, hvis man sammen kan lave analyser, der identificerer nogle problemer, og foreslå en løsning, som er til gavn for alle parter.”
Du har sagt, at samarbejde skal belønnes bedre. Hvad ligger der i det?
”Jeg mener, at det er en kompetence, både som forsker og underviser, at man er i stand til at samarbejde – at skabe noget og få noget til at ske, evt. også sammen med folk fra andre fagområder. Det skal selvfølgelig belønnes og være karrierefremmende. I CV’er anfører man publicering og undervisning, men samarbejde skal også være en parameter.
Jeg tror, der er mange, som viger tilbage fra at indlede samarbejder med andre institutter eller institutioner, fordi de har en formodning om, at ledelsen er imod det. Det kan være en kultur, som er nedarvet fra tidligere ledelser. Men nu siger vi det klart og tydeligt: Man sælger ikke arvegodset ved at arbejde sammen.
Samarbejde er ønskværdigt, og mere samarbejde universiteterne imellem vil være til gavn for det danske samfund.”