Kronik af Anders Bjarklev, rektor ved DTU. Bragt i Frederiksborg Amts Avis den 29.03.22.
I vinters blev jeg gjort opmærksom på et problem, som jeg, i kraft af min egen førlighed, ikke anede eksisterede. Problemet omhandlede en kørestolsrampe ved én af bygningerne på DTU’s campus i Lyngby, der var blevet bygget, så kørestolsbrugere lettere kunne få adgang. Det var i hvert fald hensigten. Men en nær kollega kunne fortælle mig, at hans handicappede datter på dage med frost og is måtte kæmpe en indædt kamp for at komme op af den spejlglatte rampe. Flere gange havde hun opgivet kampen og var kørt hjem. Simpelthen fordi rampen var for stejl og glat til, at kørestolen kunne klare udfordringen.
Jeg spekulerer på, om det problem nogensinde var opstået, hvis en kørestolsbruger havde været med til at udvikle og teste løsningen? Det føler jeg mig overbevist om, at det ikke var.
Vil vi skabe en verden med lige muligheder og tilgængelighed for alle, er det nemlig afgørende, at de mennesker der skaber den, selv har indblik og kendskab til de udfordringer, de vil løse. Det er ikke kun sympatisk at tale om at fremme forskelligheder i innovation, blandt studerende, forskere og produktudviklere. Det er en nødvendighed, hvis vi vil have et bæredygtigt samfund med værdiskabende løsninger, der inkluderer alle.
Set i den kontekst er det paradoksalt, at traditionen for at omfavne og fremme forskelligheder inden for universitetsverdenen historisk set har været ikkeeksisterende. Det bærer tallene i dag stadig præg af; blandt andet når det kommer til kønsfordelingen inden for STEM-fagene, der er en samlet betegnelse for uddannelsesområderne science, technology, engineering og math. Her er kun 1 ud af 3 studerende kvinder.
Afgørende er det dog, at vi i dag tager problemstillingen alvorligt og arbejder konstruktivt og proaktivt for at skabe mere mangfoldighed. Det gør vi på DTU. Vi har blandt andet arbejdet med at rekruttere flere kvindelige hjælpelærere og studerende på IT-området, der er særligt udfordret på kønsbalancen. Vi træner også vores ledere og HR-medarbejdere i at undgå ubevidst bias omkring f.eks. alder, etnicitet og seksuel orientering, når der skal ansættes nye medarbejdere. Og kommende studerende med et fysisk eller psykisk handicap vil kunne få en fleksibel og brugbar undervisning og hverdag på DTU. Her tilbyder vi særlig støtte i form af mentorordninger og tilrettelæggelse af et fleksibelt studieliv med mulighed for videoundervisning hjemmefra.
Vibrerende lagen
Vi arbejder også med særskilte og længerevarende initiativer, der skal fremme diversiteten uden for DTU’s mure. Et godt eksempel er det 3-årige projekt Technology Leaving No One Behind. Projektet er blevet til i samarbejde med Dansk Handicap Forbund og Bevica Fonden, og har til formål at gøre inklusion og tilgængelighed til en naturlig del af produktudvikling og entreprenørskab. Det affødte før årsskiftet en inspirerende innovations-bootcamp for unge iværksættere med handicap, der teamede op med DTU-studerende og idéudviklede på universelle løsninger, som kan komme alle mennesker til gavn. Ikke kun handicappede eller kørestolsbrugere som min kollegas datter. Ikke kun mennesker som mig med førligheden i behold. Men alle mennesker.
Én af løsningerne var et vibrerende lagen til hørehæmmede, der ikke vågner af lyden fra et vækkeur, og derfor kan have problemer med at passe job og studie. Den løsning var også relevant for alle dem, der halvt i søvne kommer til at slukke vækkeuret om morgenen, og sover over sig.
Vil vi lave teknologi, der kan gøre verden til et bedre, mere bæredygtigt, retfærdigt og inkluderende sted at være, forudsætter det én vigtig ting. Den ene ting handler ikke om, hvilket køn eller hvilken nationalitet der står i dit pas. Den handler heller ikke om, hvorvidt du løber til studiet om morgenen eller kører i kørestol. Og det spiller ingen rolle, hvilken Gud du beder til, når dagen er omme. I bund og grund er det eneste afgørende spørgsmål, jeg har lyst til at stille alle kommende studerende: Er du et menneske? Vi har nemlig brug for mennesker, alle slags mennesker, der kan og vil bidrage. Hver med deres unikke perspektiv, viden og indsigt i den verden, der omgiver os.
Det er dér, vi kan lave teknologi for alle mennesker – og gøre den verden, vi deler, til et bedre sted at være for os allesammen.
