Engageret laborant, laboratorieteknikker eller lignende til et spændende og alsidigt job

mandag 14 jun 21

Send ansøgning

Frist 15. august 2021
Du kan søge om jobbet ved DTU Miljø ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Kan du godt lide en arbejdsplads i konstant udvikling samt en mulighed for kontinuert faglig og personlig udvikling?

DTU Miljø søger en engageret og selvstændig laborant, laborantteknikker eller lignende med hænderne skruet ordentlig på til en hverdag med både forskning og undervisning.

Om jobbet
Stillingen indebærer laboratoriearbejde i vores reaktor- og/eller vandkemilaboratorier, herunder vejleding af studerende og deltagelse i forskningsprojekter. Vores opgaver udvikler sig løbende, som vi får forskellige projekter hjem, og du kan se frem til en alsidig arbejdsdag, hvor du bliver tilknyttet forskellige forskningsprojekter og undervisningsopgaver for vores studerende på DTU Miljø. Stillingen indebærer også forskellige driftsopgaver på tværs af laborant/teknikker gruppen, såsom indkøb af pumper, ventiler, sensorer, kemikalier og andet laboratorieudstyr, samt ansvar for og løbende vedligeholdelse/opdatering af forskelligt apparatur, herunder oplæring af nye brugere.

Din baggrund og kompetencer
Det er en fordel, hvis du har erfaring med

  • Opbygning og vedligeholdelse af reaktor opstillinger til vandbehandling, oftest biologisk vandbehandling
  • Automatisering af forsøgsopstillinger med f.eks. Labview
  • Indkøb af pumper, ventiler, sensorer osv.
  • Har en forståelse for kemiske standard analysemetoder, såsom brugen af Hach-lange kit, Kjeldahl og COD analyser.

Du trives i et arbejdsmiljø, hvor arbejdsdagen byder på mange forskelige typer af opgaver og ikke altid forløber, som forventet. Du fungerer naturligt som ’go to’-personen for både forskere og studerende, når de har brug for din hjælp i laboratoriet, hvor du indgår i den daglige drift med dine kolleger i vores teknikergruppe. Vi forventer, du kan indgå i den daglige drift af laboratorierne med dine nye kolleger i teknikergruppen.

Mange af vores ansatte, studerende og gæster kommer fra udlandet og vores arbejdssprog ofte engelsk. Derfor er gode mundtlige engelskkundskaber en fordel, men gode mundtlige og skriftlige dansk kundskaber er også vigtige. Der er en høj grad af selvledelse i jobbet, som i det daglige koordineres med kolleger og forskere.

Din arbejdsplads
Teknikergruppen på DTU Miljø består af ca. 20 medarbejdere med mange forskellige kompetencer og arbejdsopgaver inden for feltarbejde (elektronik, automatisering, programmering af udstyr, pumper) og laboratoriearbejde (organisk og uorganisk kemi, økotoksikologi, bio-reaktor opsætning og vedligeholde, samt mikrobiologi og molekylær biologi). Du kommer til samarbejde med andre laboranter, teknikere, studerende og forskere.

DTU Miljø er en af de førende forsknings- og uddannelsesinstitutioner på miljøområdet i Europa. Vi prioriterer tværgående samarbejde mellem forskningsområder og personalegrupper i et internationalt aktivt uddannelses- og forskningsmiljø til gavn for det danske samfund.

Vi tilbyder

  • En arbejdsplads i konstant udvikling og med mulighed for kontinuert faglig og personlig udvikling
  • En bred vifte af spændende opgaver i dit daglige arbejdsliv
  • En høj grad af fleksibilitet i dit arbejdsliv, da du får stor indflydelse på at planlægge arbejdet inden for dit ansvarsområde
  • Et interessant og udfordrende job i en international atmosfære med fokus på forskning, undervisning, innovation og videnskabelig rådgivning til gavn for det omgivende samfund. Vi lægger vægt på et højt niveau af professionalisme blandt vores medarbejdere, så kompetenceudvikling er en integreret del af vores organisation.

Løn- og aftalevilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til overenskomst for OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK/Stat) indgået med Finansministeriet.

Stillingen er på fuld tid med start 1. oktober 2021 eller senere efter aftale.

Arbejdspladsen er på DTU i Lyngby.

Ansøgning og kontakt
Indsend din online ansøgning senest den 15. august 2021. Åbn linket "Ansøg online", udfyld formularen og vedhæft din motiverede ansøgning, CV og eksamensbeviser.

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, bedes du kontakte seniorforsker Marlene Mark Jensen på +45 45251551, mmaj@env.dtu.dk

Alle interesserede kandidater uanset alder, køn, race, handicap, religion eller etnisk baggrund opfordres til at ansøge.

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar vision om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den vision lever den dag i dag. DTU har 12.900 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.