Studievejleder (AC)

mandag 15 nov 21

Send ansøgning

Frist 29. november 2021
Du kan søge om jobbet ved Uddannelse og Studerende ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Kan du agere i en dynamisk organisation og samtidig levere en faglig kompetent vejledning, hvor din personlige indsats gør en forskel?

Så er du et godt bud på vores nye kollega, da vi i Studievejledningen ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) søger en erfaren kollega til vejledningsteamet.

Vejledning, studieplanlægning, kommunikation og studietrivsel
Studievejledningen ved DTU er kendetegnet ved at have den studerende i centrum, når vi vejleder i forhold til de mange muligheder, studielivet og DTU byder på. Målet for vejledningen er at stille en bred vifte af vejledningstilbud til rådighed for den studerende, så den studerende bliver i stand til at træffe gode reflekterede valg vedrørende sin studiesituation. Vejledningstilbud, der passer lige netop til den enkelte – både når planerne lykkes, og når der opstår forhindringer. Her er den enkeltes trivsel afgørende for succes med studiet, og den bredt funderede personlige vejledning er derfor en væsentlig del af jobbet.


Du kommer til at udfolde dine vejledningsfaglige evner på tværs af studieordninger, studieretninger og uddannelser samt på tværs af studieplanlægning, regelvejledning, dispensations- og klagemuligheder.

Nogle gange gennem kollektive arrangementer, andre gange ved personlige en-til-en-samtaler fysisk eller online eller gennem telefon- og mailvejledning.

Derudover bliver dine opgaver at:

  • bidrage til udvikling af nye digitale kommunikations- og vejledningsløsninger med udgangspunkt i de studerendes behov.
  • gennemføre målrettede samtaler med forsinkede studerende samt afholde workshops om studieplanlægning og relaterede emner.
  • være kontaktperson for bacheloruddannelsen med fokus på at identificere særlige behov, så vi kan sætte proaktivt ind i forhold til de studerendes trivsel, målrette udviklingen af studiestarten og igangsætte andre uddannelsesspecifikke initiativer.
  • være kontaktperson for og vejleder af elitesportsudøvere (inkl. samarbejde med eksterne parter).
  • planlægning, koordinering og løbende evaluering af studievejledningens studieintroducerende moduler. Dertil kommer tæt samarbejde med undervisere og studieledere.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med kollegaerne i teamet og afdelingen, men også på tværs af DTU med bl.a. undervisere og studieledere for bacheloruddannelsen. Som internationalt eliteuniversitet har DTU mange udenlandske studerende, hvorfor du arbejder på både dansk og engelsk. Da vi dækker både DTU’s hovedcampus i Lyngby og campus i Ballerup, vil du skulle være begge steder, dog med primær campus i Lyngby.   

Erfaring som studievejleder og evne for at arbejde selvstændigt
Vi søger en kollega, der går på arbejde for at skabe mærkbare resultater og som derfor trives med at planlægge og håndtere egne opgaver selvstændigt – i et miljø med mange sideløbende projekter og opgaver, hvor samarbejde og videndelig er vigtige nøgleord. Vi tager det for givet, at du interesserer dig for andres trivsel, og at du har de nødvendige lytte-, kommunikations- og samarbejdsevner. Det afgørende er imidlertid, at du kan fastholde fokus på at understøtte de studerende i at komme godt gennem studiet på DTU. Derudover rummer dit CV:

  • En uddannelse på kandidatniveau.
  • Erfaring med vejledning af studerende på videregående uddannelser, gerne på et universitet.
  • Flydende på både dansk og engelsk – mundtligt og skriftligt.
  • En vejlederuddannelse, eksempelvis AEU’s grundmodul eller tilsvarende - dette er ikke et krav, men har du det allerede, er det en fordel.

Studievejledningen – dit nye team
Du bliver en del af et velfungerende team på 5 AC-studievejledere og ca. 16 studenterstudievejledere, som du på sigt også bliver sparringspartner for og kollega med.

Teamets værdier er troværdighed, høj faglighed, rummelighed og humor. Vi har en arbejdskultur, hvor vi hjælper og er til rådighed for hinanden - vi spiller hinanden gode. Vi arbejder i åbne kontorlandskaber, hvor der altid er plads til at vende en sag eller gi’ en hjælpende hånd. Vi er en del af Kontoret for Vejledning & Optagelse, der i dag består af 16 fastansatte medarbejdere og ca. 25 studentermedhjælpere/-studievejledere. 

Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår forhandles i overensstemmelse med AC-overenskomsten.


Ansøgning og kontakt
Send venligst din online ansøgning senest mandag den 29. november 2021. Åbn linket ”Ansøg online”, udfyld ansøgningsformularen og vedhæft ansøgning, CV og eksamensbeviser.


Vi forventer at holde samtaler onsdag den 1. og torsdag den 2. december. Efterfølgende vil der blive gennemført personprofiltest med de kandidater, der går videre fra første samtalerunde. Ansættelsesforløbet forventes afsluttet inden udgangen af december og gerne med start senest 1. februar 2022. 

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorchef Bente Wibom på 4525 1190 eller wibom@adm.dtu.dk eller teamkoordinator Heidi Berggren Brøndal Pedersen på 4525 1078 eller heibe@adm.dtu.dk.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar vision om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den vision lever den dag i dag. DTU har 12.900 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.