"Historien er en fremragende læremester"

fredag 18 sep 15

Kontakt

Kristian Dahl Hertz
Professor
DTU Byg
45 25 19 50
En ingeniør bør altid interessere sig for historien, for når man følger udviklingen af en teknologi, kan man også se alt det, som ikke er blevet afprøvet. Der er altid flere muligheder på hvert udviklingstrin, og her ligger grunden til nye løsninger. Sådan tænker professor Kristian Hertz – og han er selv et levende bevis på, at nye idéer kan udspringe af tidligere tiders bygningsværker.

Professor Kristian Hertz elsker at rejse rundt i Europa og finde rester af den romerske ingeniørkunst. Han er især fascineret af deres buer og har været helt tilbage ved gamle kilder som Vitruvius (ca. 75 f.Kr.-25 f.Kr.) for at studere, hvordan man byggede de smukke konstruktioner. Den historiske viden bliver straks omsat til forelæsninger for kommende bygningsingeniører, og den har helt konkret ført til Kristian Hertz’ nyskabelse inden for moderne ingeniørkunst: perlekædebroen.

Kristian Hertz henter inspiration fra det antikke Rom til at forbedre konstruktionen af nutidens buebroer.

Læs også DYNAMO-artiklen "Broen som samlesæt", der handler om den lynhurtige etablering af en perlekædebro over Vorgod Å.


Foto: Kirstine Mengel, Abeo

”Jeg kan godt lide buebroer, for de er smukke og kan modstå belastning på en naturlig måde – konstruktionen holdes simpelthen i spænd af tyngdekraften. Men de er også dyre, for når de skal have en vis størrelse, starter man med at bygge træskeletter med over- og underform. Så støber man mellem formene, og til sidst river man trækonstruktionerne ned. Man når altså at bygge tre ’huse’, før man er færdig.

Derfor begyndte jeg at tænke over, hvordan man kunne lave buer uden at bruge så mange ressourcer på arbejdskraft og materialer. Romerne brugte letklinkerbeton, som består af cement og porøse pimpsten. De kom også af og til lerkrukker ned i konstruktionen for at lave hulrum i betonen. Romerske ingeniører kunne finde på at lave op til otte forskellige vandrette lag, der blev lettere og lettere ind mod midten af en hvælving. Dermed kunne de spænde den noget længere, end hvis det bare var den samme massive beton hele vejen.

Det var den viden, der førte til min opfindelse af den superlette betonkonstruktion. Her lægger vi den gode beton der, hvor vi gerne vil have kræfterne, og så fylder vi formen ud med letbeton, som vejer tre til fire gange mindre. Dermed kan ingeniøren selv bestemme, hvor kræfterne skal være, og det er selvfølgelig meget sjovere end at have en massiv betonkonstruktion, hvor man ikke kan forudsige kræfternes spil.”

Kristian Hertz’ superlette beton bliver nu masseproduceret i 100 meter lange baner til dækelementer, som bruges i byggeriet med rigtig mange fordele: Mindre materiale giver CO2-besparelser, dækkene er brand- og støjhæmmende, og de tager mindre plads op mellem etagerne.

Perlekæder og trykkedyr

Men professoren ville jo videre til buebroen, og her kom inspirationen fra en helt anden side. Han så for sig, at broen kunne bestå af en række letbetondæk skåret af i enden og sat sammen med en forspændingswire som perler på en snor.

Kristian Hertz bruger trykkedyret som eksempel, når han forklarer princippet i brokonstruktionen. 
Foto: Ulrik Jantzen 

”Wiren løber som en elastik i et blikrør inde i dækkene. Der er træk i wiren, men tryk i betonen på langs ad den, og derved får man en stiv buet form, som man så kan hejse på plads. Princippet er ligesom de små trykkedyr, vi legede med som børn. Benene falder sammen, når man trykker i bunden, og når man slipper, bliver de spændt igen. Det er, fordi der kommer balance mellem trykkræfterne og trækket i elastikken i midten. Men når det nu er en bueform, hvorfor retter den sig så ikke ud eller krummer helt sammen? Nej, det ville den kun gøre, hvis elastikken var fri og kunne slå væk fra tværsnittet. Når elastikken hele tiden følger formen, så er der balance mellem tryk og træk overalt.”

Tændstikæskerne svarer til broens betondæk, der holdes sammen med en wire som perler på en snor. Deraf betegnelsen ’perlekædebro’. 
Foto: Ulrik Jantzen 

Bygget på en nat

Såre simpelt, men Kristian Hertz er den første, der har koblet trykkedyrs- princippet sammen med brobygningskunsten. Idéen til perlekædebroen er derfor blevet patenteret og placeret i et spinout- firma, Abeo.

Verdens første perlekædebro er også kommet op over Vorgod Å i Vestjylland. Broen består af 12 buer og blev hejst på plads på bare fem timer i marts 2015. Og Kristian Hertz håber, at den næste snart kommer til. Den nye broteknologi skulle gerne lige så stille brede sig i Danmark og videre ud over grænserne.

Imens fortsætter han sine studier af romersk byggeteknik og lader sig inspirere til nye forbedringer af perlekædebroen og de superlette betondæk – eller hvem ved, måske noget helt nyt.

”Jeg har altid elsket at lave nye konstruktioner. Ingeniører er jo netop uddannet til at lave noget nyt. Ellers kunne man nøjes med en kontormand, som hentede færdige løsninger ned fra hylden,” siger han.

I år fylder Kristian Hertz 65. Fem år mere, så regner han med at gå på pension for at få tid til at skrive den bog om romerske konstruktioner, der foreløbig hober sig op i skrivebordsskuffen som billeder og noter.

Se video om Abeo:

Læs også DYNAMO-artiklen "Broen som samlesæt", der handler om konstruktionen af broen over Vorgod Å.

Relaterede Videoer  

Vis flere