Foto: Mikal Schlosser

Robotter bliver bedre til at håndtere uforudsete situationer

onsdag 09 dec 20

Kontakt

Ole Ravn
Professor, Gruppeleder, Studielinjekoordinator
DTU Elektro
45 25 35 60
Landbruget vil i fremtiden bruge samarbejdende robotter til bl.a. at luge økologisk ukrudt og få høsten i hus.

Robotter med kunstig intelligens bliver mere og mere brugbare. Du har måske hørt om iltrobotter, der skruer på ilten til patienter med vejrtrækningsproblemer, eller autonome skibe, der selv skal kunne sejle. Nu er de intelligente robotter også på vej til landbruget, der længe har arbejdet med at automatisere sektoren. 

I takt med at robotterne kommer tættere og tættere på mennesker, bliver de nemlig også bedre til at håndtere uforudsete situationer, som f.eks. at køre på marker, der er langt mere ustrukturerede end en vej med striber og belægning. Man kalder de samarbejdende robotter for cobots – og i dag er teknologien så udviklet, at de bliver udstyret med situationsfornemmelse, også kaldet situation awareness, så de registrerer omgivelserne og tager højde for ændringer. 

”Med de samarbejdende robotter slipper vi selv for at udføre det kedelige arbejde og får udført opgaverne meget mere præcist. Det, vi ser nu, er, at disse cobots kommer ud i erhverv, der er lidt mere ustrukturerede end tidligere. Det er typisk inden for landbrugs- og skibssektoren, i mindre industrivirksomheder samt i sundhedssektoren,” siger Ole Ravn, der er professor på Institut for Elektroteknologi og leder af DTU’s forskning i robotteknologi og automation.

Skal udrydde ukrudt

Han peger på to eksempler inden for landbruget, hvor forskere arbejder på at indføre intelligente robotter. Det ene eksempel finder vi hos en af verdens tre største producenter af landbrugsmaskiner, AGCO Corporation, der samarbejder med DTU om at udvikle teknologi til at automatisere landbrugsmaskiner. 

Her er målet at automatisere mejetærskeren med sensorer, så den selv kan måle og reagere på de ændringer, den møder på marken. Det kan være en sten eller et dyr, der er gemt i den afgrøde, der er ved at blive høstet. Maskinen skal selv kunne indstille sig til at køre så optimalt som muligt, så den leverer den bedste kvalitet af den høstede afgrøde.

Det andet eksempel er det EU-finansierede projekt GALIRUMI arbejder førende forskere inden for robotteknologi på at udarbejde en autonom robot, der ved hjælp af kunstig intelligens skal trænes til selv at finde og udrydde ukrudt i økologiske marker. Her vil den lede efter ukrudtet butbladet skræppe, som udgør et stort problem for landmændene, fordi det tager pladsen fra det græs, køerne skal æde.

Når robotten har fundet ukrudtet, er dens næste opgave at bekæmpe det med et af de to instrumenter, den kan være udstyret med. Det er enten en laser eller et apparat, der kan give planten elektrisk stød.

Bag projektet står Wageningen University & Research i Holland, der er verdens førende inden for udvikling af nye teknologiske løsninger til landbruget, og DTU Elektro, der bidrager med ekspertise i autonome systemer.


Relaterede Videoer  

video thumbnail image

Calcifer the fire deamon - 3D printed ARM Cortex-M4 powered autonomous robot for DTU Robocup 2020

DTU Robocup video 2020 Team Spacey

video thumbnail image

Vis flere