Fishing boat surrounded by ice in Arctic waters

Forskning i effekter af klimaændringer i Arktis

mandag 22 jun 20

Kontakt

Marja Koski
Lektor
DTU Aqua
35 88 34 07

Deltagerne I ECOTIP

Forskningen i ECOTIP forventes at kunne bidrage til en udvikling i Arktis, som er i tråd med FN's bæredygtighedsmål, Parisaftalen og det næste årti, som FN har erklæret et årti for havforskning og bæredygtig udvikling.

 

ECOTIP-projektet har deltagelse af 16 forskningsinstitutioner: DTU Aqua, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Grønlands Naturinstitut, Fisheries and Oceans Canada, GRID-Arendal, Helmholtz-Zentrum Geesthacht Centre for Materials and Coastal Research, Hokkaido University, Institute of Oceanology of the Polish Academy of Sciences, University of Stirling, University of Tokyo, University of Tromsø, University of Vienna, and Åbo Akademi University.

Smeltende havis og ændrede fiskerimuligheder. Nyt projekt undersøger tipping points, biodiversitet og effekterne på økosystemer i Arktis.

ECOTIP er et ambitiøst, internationalt, multidisciplinært forskningsprojekt, som skal se nærmere på, hvornår og hvorfor klimaændringerne fører til vendepunkter for arktiske, marine økosystemer.

Vendepunkterne kaldes også tipping points, og nås et tipping point, kan det føre til en dominoeffekt, der påvirker biodiversiteten, økosystemernes funktioner og i sidste ende de mennesker, der er afhængige af dem.

Havene i Arktis ændrer sig hurtigt på grund af temperaturstigninger, smeltende havis og de kombinerede effekter af blandt andet invasive arter og forurening. Disse forandringer kan være startskuddet til meget bratte ændringer af økosystemet, som er umulige at bremse. Og det kan have uforudsigelige konsekvenser for både planter og dyr – og i sidste ende os mennesker.

"Havene i Arktis er ekstremt vigtige, både for det globale klima og for det lokale fiskeri, og de ændrer sig hurtigere end havene nogen andre steder på kloden."
Marja Koski

Noget af det, der står på spil, er to kritisk vigtige økosystemydelser, som mennesker er afhængige af: Binding af kulstof, der spiller en stor rolle i det globale klimasystem, og produktion af fisk, som er det økonomiske livsgrundlag for mange arktiske samfund.

Mangelfuld viden om effekterne i Arktis

Hidtil er der kun mangelfuld viden om mekanismerne, hvad der driver dem, tærsklerne og konsekvenserne. Det nye forskningsprojekt, ECOTIP, bestræber sig på at udfylde disse videnhuller gennem et unikt samarbejde mellem eksperter inden for discipliner, der spænder fra fysisk oceanografi, biologi og paleo-oceanografi over samfundsøkonomi og samfundsvidenskab til modellering. Forskerne vil udføre feltundersøgelser og samarbejde om laboratorieeksperimenter, analyser af tidsserier og en række modelleringsmetoder.

Projektet, der officielt er sat i gang 1. juni, forløber over 4 år. Det er finansieret via EU-kommissionens Horizon 2020-program, og det koordineres af DTU Aqua. I løbet af perioden vil ECOTIP-projektet være i dialog med politikere, myndigheder, mellemstatslige agenturer, industri og lokale samfund i Arktis. Målet er at tilvejebringe forskningsbaseret viden, der kan understøtte beslutninger om tilpasnings- og styringsstrategier, der kan sikre bæredygtig brug af de tjenester, vi får fra havets økosystemer, også i fremtiden.

“Havene i Arktis er ekstremt vigtige, både for det globale klima og for det lokale fiskeri, og de ændrer sig hurtigere end havene nogen andre steder på kloden. Alligevel ved vi alt for lidt om konsekvenserne af ændringerne på de marine økosystemer, og derfor kan vi på nuværende tidspunkt ikke forudsige, hvordan økosystemtjenesterne vil ændre sig i fremtiden. Med sin tværfaglige tilgang vil ECOTIP-projektet opbygge et nyt reservoir af viden om dette, og det kan gavne såvel de lokale som hele det globale samfund, siger lektor Marja Koski, DTU Aqua, som er koordinator for ECOTIP.

Relaterede Videoer  

Stillbillede fra animation om DTU Fødevareinstituttets arbejde med risikovurderinger.

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

Vis flere