Solange I. Mussatto

Ny forskningsgruppe med fokus på bæredygtighed

mandag 23 nov 20

Kontakt

Bjarke Bak Christensen
Institutdirektør
DTU Bioengineering
30 66 42 33

Kontakt

Solange I. Mussatto
Gruppeleder
DTU Bioengineering

En bevilling på 15 mio. kr. fra Novo Nordisk fonden vil give DTU Bioengineering et større fokus på bæredygtighed inden for både forskning og uddannelse.

Solange I. Mussatto, som leder forskningsgruppen Biomass Conversion and Bioprocess Technology, har modtaget 15 mio. kr.fra Novo Nordisk Fonden til over de næste tre år at udvikle biobaserede teknologier til at fremme bæredygtighed, og flytter nu sin forskergruppe til DTU Bioengineering.

”DTU Bioengineering var en af de første institutter, jeg tænkte på, da jeg ledte efter samarbejdspartnere. Jeg mener, at instituttet giver fremragende muligheder for samarbejde inden for forskellige områder og for at udvikle min forskningsgruppe yderligere, ”siger Solange I. Mussatto.

Solange er ph.d. i industriel bioteknologi og har over 22 års erfaring inden for biomassekonvertering og bioteknologi med særligt fokus på udvikling af nye og effektive procesteknologier og bioraffinaderistrategier til bæredygtig omdannelse af biomasse til biobaserede produkter.

Hun har deltaget i talrige forskningsprojekter og har mere end 500 publikationer, herunder mere end 160 artikler i peer-reviewed tidsskrifter, 1 bog og 3 patenter. Stanford Universitet har for nylig rangeret Solange til at være i top 2% af forskere i verden i forhold til en karrierelang citationsimpact og nr. 1 i Danmark inden for området bioteknologi.

Hendes forskning har klart fokus på at finde bæredygtige løsninger i alle sektorer og for at skabe en bedre fremtid, hvor ressourcerne bruges mere bevidst, miljøet bevares, og menneskelige behov opfyldes på en mere effektiv, økonomisk og ansvarlig måde.

Institutdirektør Bjarke Bak Christensen mener, at Solange vil blive et stærkt aktiv for instituttet:

”Solanges forskning passer rigtig godt ind i DTU Bioengineerings aktiviteter inden for fermenteringsteknologi og cellefabrikker, og der er gode muligheder for samarbejder også med vores stærke forskningsgrupper inden for enzymteknologi. Solange vil kunne drive vores strategiske dagsorden for at konvertere samfundet fra en fossilbaseret økonomi til en biobaseret og mere bæredygtig økonomi, og hun vil også være en stærk drivkraft i at bringe FN's mål for bæredygtig udvikling ind i uddannelserne, ” siger Bjarke Bak Christensen.

Solange I. Mussatto er ved at udvikle et nyt ph.d.-kursus med fokus på bæredygtige bioprocesser og siger:

”Min forskning er forbundet med flere af FN's bæredygtighedsmål, og det kursus, jeg udvikler, vil være tæt forbundet med den mest aktuelle forskning. De studerende vil derfor drage fordel af den nyeste viden inden for området og få en dybdegående indsigt i selve det at arbejde hen imod målene, ”siger Solange I. Mussatto, der flytter sin forskningsgruppe til DTU Bioengineering 1. januar 2021.

Relaterede Videoer  

video thumbnail image

video thumbnail image

Susanne Brix Pedersen

video thumbnail image

Vis flere