Meet the future Anubhav Jain

Meet the future - Anubhav Jain

mandag 08 jun 20

Kontakt

Anubhav Jain
Ph.d.-studerende
DTU Vindenergi
44 80 50 99

Fra Gurgaon i Indien over Zürich i Schweiz til DTU Vindenergi ved Roskilde Fjord. Rejsen for Anubhav Jain har været lang, men den har været det hele værd, lyder det fra den ph.d. studerende elektroingeniør.

Anubhav har normalt sin gang på DTU Vindenergi på DTU’s campus på Risø, men pga. coronakrisen er han i dag i lighed med os andre DTU-ansatte sendt hjem for at arbejde derfra, så interviewet foregår over telefonen.

På spørgsmålet om, hvad Anubhav havde med sig af erfaring, før han i 2018 kom til DTU Vindenergi, svarer han, at han egentlig har en baggrund som elektroingeniør tilbage fra tiden på Indian Institute of Technology i Delhi. Her fik han en interesse for vedvarende energi og så en mulighed for at beskæftige sig yderligere med dette i Zürich. Han fik et legat til opholdet, og efter endt master fra Swiss Federal Institute of Technology (ETH) Zurich havde han en kort periode, hvor han arbejde med robotteknologi og syntesebiologi.

På en messe, hvor DTU Vindenergi var til stede, hørte han igen om instituttet, og nu var interessen for at lave en ph.d. på instituttet vakt – også for at kunne følge sit mål om at komme til at arbejde inden for bæredygtig energi. ”Jeg husker, at professorerne og mine mentorer havde anbefalet Danmark som det bedste sted at arbejde inden for vindenergi”, siger Anubhav. For at finde det helt rette ph.d. projekt inden for vindenergi holdt han øje med DTU’s hjemmeside. Det kom, og efter en række interviews og en smule held fik Anubhav det. Nu arbejder han som ph.d. studerende i Sektionen for integration og planlægning under professor Nicolaos Cutululis’ vejledning.

Adspurgt, hvorfor han netop valgte DTU Vindenergi, svarer Anubhav at beskrivelsen af projektet vakte hans nysgerrighed men også passede perfekt til hans interesser inden for bæredygtig energi og hans baggrund inden for elektroteknik – herunder elektronik og elsystemer, der afgjorde, at valget for udførelsen af hans ph.d. faldt på DTU. Institut for Vindenergis nære samarbejde med industrien gjorde også sit til, at han ønskede at komme hertil, for hans ambitioner går i retning af en karriere inden for den praktiske anvendelse af vedvarende energi i et bæredygtigt samfund.

Hvad er dine interesser inden for forskning i bæredygtig energi?

Anubhavs engagement i sit ph.d. studium er ikke til at tage fejl af, når han fortæller om, hvad hans forskning handler om: ”I mit projekt undersøger jeg, hvordan vindmølleparker kan bruges som back up for elsystemer, når de svigter (blackstarter)”, fortæller han med begejstring i stemmen. I dag bruges gas, dieselolie og lignende energikilder til at få elsystemerne op igen, men Anubhavs ønske er at finde en løsning, der er baseret på bæredygtig energi, mere præcist: vindenergi. Han fortæller, at der dog er tekniske udfordringer med at få vindmølleparker til at fungere som et batteri for elsystemet, og det er blandt andet dem, han vil forsøge at løse i sit projekt.

Han er ikke den eneste, der ser et behov for at kunne anvende vindmøller som back up for elsystemet. Hans ph.d. projekt er en del af EU’s Horizon 2020 forskningsprogram INNODC under Marie Sklodowska-Curie Actions (MSCA), der har tildelt ham et stipendium til forskningen. Ud over, at den økonomiske støtte er nødvendig for projektet, er blåstemplingen fra EU og Marie Curie med til at tiltrække virksomheders opmærksomhed. Energiselskabet Vattenfall og producenten af komponenter til elnetværk CG Power Systems har vist interesse i hans projekt. Han er glad for virksomhedernes interesse, for så knyttes hans projekt i endnu højere grad til virkelighedens udfordringer – også dem uden for universitetsverdenen: “Jeg er interesseret i at løse de problemer, der er her og nu”, siger han og uddyber: ”At se at mit arbejde engang kan gå hen og få indflydelse uden for den akademiske forskning i den virkelige verden er ganske spændende”, siger han.

Hvordan oplever du kulturen på arbejdspladsen her på DTU Vindenergi?
”Her på Institut for Vindenergi kan man sagtens tale om tekniske problemer med sine kolleger”, fortæller Anubhav, for han oplever, at han er i et afslappet miljø, hvor folk er åbne og hjælpsomme. I Indien er der derimod hård konkurrence på arbejdspladsen, siger han, men på DTU Vindenergi arbejder man sammen om et fælles mål, og man kan få højt detaljerede svar på specifikke spørgsmål af de andre ph.d. studerende. Anubhav opsummerer: ”Der er en generel fairness her på Institut for Vindenergi, fra toppen og nedad i systemet – et positivt miljø, så man på ingen måde føler, man er usynlig, men nærmere at man er en del af en familie. Det gør kun glæden ved at være her større, især når man er langt væk fra sin familie derhjemme”, siger han.

Har du et godt råd til kommende ph.d. studerende?
”Kom med et åbent sind og vær fleksibel. For jo, der ER kulturelle forskelle, men også mange ligheder. Vær ikke bange for at tage det første skridt for at skabe relationer både professionelt, men også socialt, også selvom det godt kan være svært. At man er udadvendt og opsøgende bliver kun gengældt positivt”, slutter Anubhav.

Relaterede Videoer  

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

Vis flere