Årsfesttale 2004

Rektor Lars Pallesens tale ved årsfesten på Danmarks Tekniske Universitet fredag den 30. april 2004.

Deres Majestæt, deres kongelige højhed, ærede minister, kære gæster, skattede kolleger, herlige studenter, mine damer og herrer.

Velkommen til denne årsfest arrangeret i samarbejde med Polyteknisk Forening, som finder sted i året, hvor Den Polytekniske Læreanstalt, Danmarks Tekniske Universitet fylder 175 år. Jubilæumsdagen er ikke i dag, den ligger på den 5. november, men jubilæet fejrer vi på forskellig vis året igennem, herunder også ved denne årsfest.

Min tale i år vil da også skue tilbage, ikke for at henfalde til sentimentalitet over tidligere tiders problemfri lykke – det er der faktisk heller ikke belæg for i de historiske kilder – men for at perspektivere DTU’s fundamentale samfundsrolle: som den var tænkt, som den har virket, og som den må udfyldes fremover.

Det er ikke ofte, at institutioner og virksomheder overlever i 175 år, – og næppe heller generelt ønskeligt. Når nogen gør det, skyldes det enten deres fundamentale værdi eller en mere opportunistisk evne til at redefinere sig til nye tider.

Universiteter har som institutionstype vist enestående evne til langt liv baseret på deres fundamentale værdi. DTU opstod som et alternativ til det snævre universitetsbegreb, som var gældende dengang. Som et stort tænkt svar på et samfunds-behov, nemlig for at nyttiggøre nye naturvidenskabelige landvindinger i samfundets tjeneste gennem teknisk udnyttelse.

Denne bærende ide har holdt sig i hele Den Polytekniske Læreanstalts levetid, hvor institutionen synes at have haft størst succes og højest anseelse, når man har holdt sig denne målsætning klar. Den også blevet værdsat af samfundet og ikke mindst statsmagten i overensstemmelse hermed.

Måske det gættes at ”værdsat” er en eufemisme for noget med penge.

Samfundets behov for nyttiggørelse af teknologi har næppe nogensinde været større end i dag; næppe heller DTU’s villighed til at påtage sig det deraf afledte arbejde og ansvar. Lykkeligvis synes samfundets erkendelse af nødvendigheden også at vokse akut.

Dette vil jeg tale om ud fra emnerne: 

  • Globalisering.  Det kan lyde som et modeord, men er en brutal realitet.
  • Ældrebyrde. Det kan lyde som et nedladende solidaritets-svigt, men er næsten betydningsløst i forhold til de virkelige svigt, der kan begås.
  • Kunst og Kultur. Det kan lyde som en DTU-rektor, som er blevet blød på sine halvgamle dage; men måske er det ikke helt det, der er tale om.

Skal naturvidenskabelige resultater øve omfattende indflydelse på industri og erhvervsliv, må de der driver sådan virksomhed selv have nogen videnskabelig indsigt, og ikke forlade sig på forskerens erhvervsindsigt.

Det er sjældent at talentfulde universitetsforskere også har talent for erhvervsliv og industri. Selv forening af disse talenter giver ikke tid til at anvende dem alle. For at være videnskabeligt førende må forskeren koncentrere sig herom.

Samarbejdet mellem erhvervsfolk og forskere er til begges gavn. Det inspirerer forskeren til nye og nyttige opdagelser og giver erhvervsmanden indsigt i løbende opfindsom fornyelse. Og det er denne indstilling der frembringer forbedringer i alle slags erhverv og industrier og som kun herved vil være i stand til at konkurrere med udlandets industrier. Aldrig vil et folk kunne nå op på højde med et andet ved blot efterligning. Skal det op på siden af dem som udvikler erhvervslivet ved nyskabelse må det selv være nyskabende ellers bliver det altid en menneskealder bagud.

Denne argumentationsrække kan lyde velbekendt, og er det.

Jeg finder det fascinerende, at den er et indholdscitat fra H.C. Ørsteds tale ved den Polytekniske Læreanstalts indvielse den 5. november 1829.

Synspunkterne var erkendt og forstået i en sådan grad i 1829, at Danmark som et pionerland etablerede sin polytekniske læreanstalt. Ikke først, men tidligt, og med det særkende, at man i højere grad end næsten alle andre tidlige polytekniske læreanstalter i verden, lagde større vægt på teori herunder matematik i tilslutning til den eksperimentelle naturvidenskab. Et særkende vi stadig dyrker nidkært.

I en tid, hvor kommunikationen var langsom, transporten kostbar og samhandelen derfor besværlig, var man øjensynlig klar over, at international konkurrence skulle tages alvorligt og vindes ved anvendelse af teknisk-naturvidenskabelig forskning i erhvervslivet.

I dag er kommunikationen hurtig, transporten billig og samhandelen enkel. Varer og ydelser produceres der, hvor det gøres mest konkurrencedygtigt. Arbejdspladser flyttes derhen, hvor omkostningerne er lavest. I et samfund, hvor lønnen er relativt høj, skal effektiviteten, nyskabelsen, den teknologiske merværdi kompensere herfor. De lande vi i Danmark konkurrerer med ligger spredt ud over hele kloden. Er der bare et sted, hvor man kan købe en vare eller tjenesteydelse billigere og/eller bedre, bliver den i stadig mere udstrakt grad erhvervet der.

Modtrækket er enten at sænke prisen og derved den indtjening, der skal betale lønninger og bidrage til samfundshusholdningen; eller at hæve produktets brugsværdi på en måde, som andre ikke magter. Det er ikke så let. Vore konkurrenter i denne, som Ørsted udtrykker det, ”hæderlige kappestrid” er hverken dumme, dvaske eller dovne og heller ikke uden blik for værdien af at dedikere ressourcer til forskning og udvikling.

I dette globale perspektiv synes ældrebyrden, der undertiden omtales som en tikkende bombe under samfundsøkonomien,  højst at regne som et kanonslag. Støjende og ikke helt ufarligt, men dog slet ikke samfundstruende. Midler i de pensionsfonde, som en stadig større del af den danske befolkning ejer, kan som følge af globaliseringen placeres internationalt og udnytte vækst og indtjening uden for landets grænser til at medfinansiere pensionisttilværelsen.

Det store problem er den velfærdsbyrde vi alle udgør. Ikke blot børn, unge og ældre, men også alle i den arbejdsduelige alder, hvis job trues af globaliseringen. I hvert tilfælde hvis vi ønsker at bibeholde de lønniveauer, vi kender, og som er en forudsætning for at bibeholde vor velfærdsmodel. Finder samfundet ikke svar på denne trussel, vil det påvirke os alle skelsættende.

Nu kommer jeg så til kunst og kultur.

Ved DTU’s 100 års jubilæum i 1929 udtalte min forgænger i embedet P. O. Pedersen følgende fyndord: ”Samfundet styres af ord, det talte og det trykte. I teknikkens verden har kun kendsgerningerne vægt.”  Han tilføjer: ”… de to parter må lære at forstå hinanden, skal menneskehedens fremtid blive god og lys.”

Så sandt. Der tales da også meget i disse år om, at ingeniører skal blive bedre til at formidle, tale lægmandssprog, bruge tid og kræfter til at blive bedre forstået. Glædeligt nok, er man i forbindelse med bl.a. gymnasiereformen opmærksom på, at evnen for forståelse af teknik og naturvidenskab også bør udvikles i det omgivende samfund. Forhåbentlig vil  samfunds-styrende ord, veltalenhed og besnærende hensigtserklæringer  i betydeligere omfang blive suppleret af en respekt for kendsgerninger, af en forståelse for at kendsgerninger kan man ikke snakke sig fra, hvad enten man forstår dem eller ej. Og at det er bedst at forstå dem.

Det er en kendsgerning, at den merværdi i produkter og ydelser, som skal klare den globale konkurrence, ikke skabes af den gode vilje eller det fromme ønske. Den skabes heller ikke ved indsigt i naturen og naturlovene alene, men af naturens menneskeskabte modstykke, kulturen, og af naturvidenskabens kulturelle modstykke teknologien. Dualiteten mellem natur og kultur genfindes i naturvidenskab over for teknisk videnskab. Det er en kunst ved kreativ syntese at udtænke og skabe værdifuldt nyt. Det er den kunst vi kalder ingeniørkunst; og det er et faktum at ingeniørkunst har skabt og skaber nytteværdi.

Det er en kendsgerning, at Danmark i forhold til væsentlige konkurrenter satser relativt meget mindre på teknisk videnskab i forhold til naturvidenskab, for slet ikke at sammenligne med indsatsen inden for samfundsvidenskab, humaniora m.v. Ingen kunne ønske sig at udsulte disse videnskaber, ej heller at undvære kunst og kultur i sædvanlig forstand. Men det er et faktum, at råd for ikke at sige rigdom skal man have for at kunne  nyde disse fine værdier i tilværelsen. Denne rigdom, dette overskud skal produceres. Vi håber og ønsker, at kunst og kultur kan trives i vort samfund, ikke gennem frådseri med midler vi ikke formår at indtjene, men som resultat af en værdiskabelse i vort erhvervsliv.

Det er en kendsgerning, at universiteter ikke er forretningsvirksomheder. Vi er vidensvirksomheder med et ønske om, på hver vores måde, at virke som samfundets dynamoer. Forskning, uddannelse, formidling – i DTU’s tilfælde innovation – er ikke blot det, vi har forstand på, det er vores mål, det er vores ”bundlinje”. Vi kan modsat forretningsvirksomheder ikke udvikle vor vidensindsats for ”egne” midler. Vi tjener ikke penge til os selv. Hvad vi bevirker af indtjening til samfundsøkonomien, ligger altovervejende uden for universitetet. Vore indtægter til at drive vores virksomhed kommer hovedsagelig fra staten. Det er videre et faktum, at de velhavende samfund er dem som investerer i uddannelse, ikke mindst højere uddannelse og i ganske særlig grad inden for teknologi, men naturligvis også naturvidenskab, forretningskompetence, økonomi og jura, kulturforståelse og meget mere.

Jeg er fuldstændig overbevidst om, at landets betydende ledere ved det. Erhvervslivets socialt ansvarlige top ved det, og de faglige organisationers samvittighedsfulde top ved det, toppen af samfundets politiske magt ved det.

Alligevel har jeg på DTU’s vegne argumenteret for, at globaliseringens alt andet end abstrakte trussel og den ligeledes fuldstændig forudsigelige velfærdsbyrde kræver handlekraftige beslutninger, hvor universiteter og ikke mindst DTU må bidrage afgørende til løsningen. Jeg har hermed villet markere, at det er DTU mere end rede til.

Vi agter ikke blot passivt at afvente, hvilke opgaver man vil pålægge os, men aktivt indgå i dialog om, hvad der bør satses yderligere på og hvordan. Vi er ydmygt på det rene med, at en markant mersatsning på det teknisk-naturvidenskabelige område ikke er en gave til universiteterne, men et samfundskrav om, at de skal levere ”varen”, som det hedder. Vi stiller op med ideer, forslag, projekter og programmer i alle de sammenhænge, hvor vi bliver budt indenfor. Og vi lader os gerne måle på ”leverancen” overfor det samfund, som betaler regningen. Målestokken skal ikke være national, men international; og effektmålet skal ikke være i abstrakte, luftige værdier, men i konkrete bidrag til øget værdiskabelse.

Der må foretages massive satsninger, og de vil blive foretaget. Vort fælles håb må være, at det ikke først sker, når hele den danske befolkning på egen krop eller på familie og venner har følt effekten af globaliseringens brutalitet gennem udflytning af hundredetusinder af job. At der ikke først omdisponeres når alle har oplevet, at der ikke i Danmark mere kan tjenes penge nok til, at samfundsøkonomien kan betale for den velfærd, vi alle opfatter som en næsten selvfølgelig ret.

Længe forinden, det går så galt, må der satses. Regeringens Fond for Højteknologisk Udvikling en strålende start. Udfordringen er at satse så tilstrækkeligt, d.v.s. med så overvældende styrke, at globaliseringen kan blive til fordel for Danmark som  konkurrencedygtig nation på verdensmarkedet; og at vor velfærdsmodel bliver en konkurrenceparameter vi har råd til, og som kan tiltrække de yderligere talenter vort samfund har brug for.

Det kræver satsning på kunst og kultur: Ingeniørkunst og teknologisk kultur, der ved kreativ syntese skaber nye konkurrencedygtige og salgbare produkter og ydelser.

Jeg håber ikke denne velmente opfordring til handling fra DTU opfattes som en polyteknisk, anmassende grovhed. Thi som vor glorværdige stifter, H. C. Ørsted, udtrykte det ”en særdeles vigtig ejendommelighed ved den dannelse den eksperimentelle naturvidenskab giver, er, at den leder til handling”.

Og måtte vi stunddom stilmæssigt træde forkert i en god sags tjeneste, kan jeg kun sige:

Vi er, hvem vi er, og det vil vi ikke give nogen undskyldning for.