Årsfesttale 2005

Rektor Lars Pallesens tale ved årsfesten på Danmarks Tekniske Universitet fredag den 29. april 2005.

Deres kongelige højhed, ærede ministre, kære gæster, skattede kolleger, herlige studenter, mine damer og herrer.

Velkommen til denne årsfest arrangeret i samarbejde med Polyteknisk Forening.

I dag ved denne festlige lejlighed vil jeg tale om tre emner som betyder meget for os på DTU. For nogen som noget meget bevidst, der kommunikeres, og for andre som en uudtalt præmis for deres arbejde med uddannelse, forskning og innovation; for visse som indholdsskabende inspiration i deres faglige stræben, og for atter andre noget helt ubevidst som normer bliver, når de opfattes som selvfølgelige.

Emnerne er videnbalance, elite og samfundsnytte – ikke just de emner man måske ville vælge for at imødekomme den politiske korrekthed, ej heller for at ville være folkelig i – som det hedder – ”bedste forstand”; ja, end ikke hvis man ville profilere universitetet med sit institutionelle særkende: det akademiske. Så ville man snarere have valgt emner som ”al viden er lige vigtig” eller ”størst mulig bredde i formidling af viden” eller noget med ”kritisk uafhængighed”. Men det gør vi så ikke på DTU. Vi har en linie på vort universitet. Vi tror på det, vi gør, og det vil vi godt være bekendt.

Videnbalancen
Videnbalancen for et samfund er en vanskeligt målbar parallel til betalingsbalancen. Noget overforenklet har et samfund overskud på betalingsbalancen, når man producerer mere, end man forbruger; når man yder mere, end man nyder. Heri ligger en form for opsparing, som er til gavn for samfundet på længere sigt. Overskud på videnbalancen er der, når et samfund producerer så meget ny viden, know-how og know-why, at der relativt eksporteres mere, end der importeres. Underskud betyder til gengæld, at vi i byttehandelen ikke kan få den viden, der er mest værdifuld for os.

Det opløftende ved overskud på videnbalancen er, at mens man avancerer sig selv, gavner man også andre: Man kommer foran i teknologi og produktion, i indtjening og værdiskabelse samtidig med, at man eksporterer sin viden, hvorved man bidrager til at udvikle andre samfund.

Hvorledes kan det dog hænge sammen, kunne man spørge med skeptisk, dansk snusfornuft. Det kan vel ikke være rigtigt, at man kan gavne sig selv og andre på sammen tid. Gavn for nogen må da være til  ugunst for andre. Dette nulsums- eller fordelingsdogme har desværre fået alt for godt tag i det uddannede nutidsmenneske. Mange tillægger det betydelig valør, nogen tror, at det udtrykker en stor sandhed, og enkelte mener, at det er et uangribeligt faktum. Mærkeligt.

Som landbrugsland har Danmark helt praktisk bevist, at man gennem forædling af kornsorter, avlsarbejde med dyrehold, systematisk gødskning, mekanisering af arbejdsprocesser og bearbejdning af råvarer har kunnet skabe en kolossal velstandsstigning. For landbrugets udøvere (engang et stort flertal), dets hjemlige aftagere (forbrugere er vi alle), dets udenlandske kunder (eksporten viser konkurrencedygtighed), og endelig for nationen som helhed. Her har værdiskabelse givet økonomisk råderum til at løfte samfundet sundhedsmæssigt, uddannelsesmæssigt og socialt samt givet plads til investering i en yderligere forbedret fremtid. Jo, vi om nogen, agrarsamfundets efterkommere, burde vide ikke at lade os lokke af nulsums-dogmets træske pseudologik.

Videnbalancen afspejler ikke, hvor meget viden vi producerer i forhold til resten af verden i absolutte termer. Et lille land som vores vil vi altid være mere afhængig af ny viden skabt udenfor vore grænser end indenfor; - i øvrigt et godt argument for at de skal være åbne. Nej, videnbalancen måler, hvorvidt vi relativt eksporterer mere viden, end vi importerer.

Er vi i underskud, så er vi relativt mindre konkurrencedygtige end andre på vidensområdet og må derfor opretholde konkurrenceevnen på lønninger, dvs. ved at sænke velfærdet. Har vi derimod overskud på videnbalancen, betyder det, at vi har relativt mere know-how, kreativitet og teknologi at bygge ind i de produkter, varer og serviceydelser, som vi skal afsætte på markedet. Og ideen om det såkaldte hjemmemarked er nok reelt næsten helt forsvundet i den moderne kommercielle verden, som globaliseringen har åbnet. Den kræver principielt, at intet produkt sælges dyrere, end det er værd sammenlignet med alle alternativer. Men giver til gengæld en merpris, og dermed merindtjening og mervelfærd, når der lægges en merværdi i produktet.

Derfor er videnbalancen faktisk vigtigere i et fremadvendt perspektiv end betalingsbalancen og den sociale balance i samfundet. For kun ved overskud på videnbalancen, kan der skabes plus på betalingsbalancen og en fremtidssikret bæredygtig social balance.

Men det følger også, at al viden ikke er lige vigtig i denne sammenhæng. Viden, der ikke er eksporterbar eller har ringe international efterspørgsel, kan være nok så interessant at tilvejebringe eller tilegne sig, den bidrager blot ikke til overskud på videnbalancen.

Elite
Elite er et ord der skurrer lidt i ørerne på de fleste af os, der er vokset op i et land, hvor ”på det jævne på det jævne, det er livets sejrssang” ikke bare opfattes som poesi fra en af vore mest beundrede digtere, men som en respektabel livsfilosofi.

Naturligvis ikke i fodboldens verden eller i sportens verden i det hele taget. Her er elitesport beundret og bredt værdsat. Her drejer det sig jo også om at vinde, her er det alvor.

Men elite indenfor forskning og højere uddannelse har vi det svært med, om ikke fra naturens hånd så fra dansk kulturs ånd. Sådan er det ikke i de politisk og økonomisk toneangivende lande i Europa: Tyskland, England og Frankrig; eller for den sags skyld udenfor: Japan, Kina og USA. Her kræver elite ikke nogen undskyldning. Det forekommer næsten, som om man i disse lande tillægger det samme betydning at vinde inden for viden som inden for sport, ja måske endda endnu større.

Elite i universitetsverdenen handler om at uddanne nye talentfulde mennesker op til det ypperste niveau. Ikke til det jævne, pæne, respektable niveau, men det ypperste. Det som ikke alle kan eller vil, formår eller ønsker at leve op til. Dette niveau ikke bare stræber man efter, det opnår man i de lande, der i vor globaliserede økonomi tordner fremad. Vil vi med eller hægtes af ?

Afhægtning betyder ikke at Danmark i løbet af de næste 10 eller 20 år bliver et uland i verdenssammenhæng; men det betyder, at vi langsomt men sikkert bliver overhalet i velfærd og velstand af de lande, der stræber højere og satser mere. Det interessante er, at vi faktisk har et andet valg. Vi kan vælge og kan levere det elitære. Vi har den unge talentbase, vi har forskningsmiljøer i absolut topklasse, vi har undervisere og uddannelseskompetence, der kan matche de bedste steder, og vi har prioriteringsvilje og beslutningskraft. Der synes også at eksistere økonomiske muligheder fra privat og offentlig side, for så vidt den store satsning ønskes, og det bør den. Ikke primært for at fremme den personlige succes af de nye talenter, selvom det faktisk ville være et ædelt sigte. Ikke for at gøre det lettere for de bedste universitetsforskere og undervisere, selvom også det ville være fortjent. Og slet ikke for at forgylde industrien eller dens aktionærer, selvom der heller ikke ville være noget odiøst i det. Men for at gavne værdiskabelse og velfærd i det danske samfund, som betaler regningen. Og som skal gøre det med oplyst glæde, fordi det er til gavn for alle.

Det er eliten, der løfter bredden; og det er bredden, der trækker det samfundsmæssige læs. Ikke ved underholdende formidling, men ved tilegnelse af færdigheder gennem uddannelse og træning, forskning og innovation. Næsten som i sportens verden, men her er det rigtig alvor.

Størst mulig bredde i formidling af viden er bestemt ikke noget urimeligt krav, som politikere kan stille på skatteborgernes vegne, så disse kan føle sig velorienterede om, hvad det er, de finansierer. Det kan i bedste fald såvel være oplysende underholdning, som giver sammenhængskraft og opbakning omkring den offentlige forskningsfinansiering. Men værdiskabelsen gennem international konkurrencekraft skabes først når vindermentaliteten vedrørende uddannelses- og forskningssektoren får så stor udbredelse, at eliten ikke blot er tålt, men ønsket, måske ligefrem krævet.

Samfundsnytte
Universiteter har formentlig til alle tider opfattet sig selv som indiskutabelt værdifulde for samfundet. Navnlig hvis præmisserne herfor kunne defineres af universiteterne selv. Universiteterne i dagens Danmark ønsker tydeligvis alle at indgå på værdifuld måde i samfundet.

Men for nylig var jeg til et større møde, der alligevel på tankevækkende vis afdækkede en universitær selvforståelse, som måske tåler udfordring.

En række centrale personer inden for dansk forskning og højere uddannelse var til stede. Man glædede sig over, at forskningen for alvor var kommet på den politiske dagsorden her i landet, at partierne overgik hinanden i deres ønske om at tilføre forskningen flere ressourcer, og at der således var udsigt til stærkt øget bevillinger. Naturligvis nok noget mindre, end der egentlig var brug for, - ellers ville det da være nogen underlige universitetsfolk, der var til stede.

Men stemningen var god, og, som det blev udtrykt, dette ville blive til gavn for al dansk forskning. Den akademiske selvforståelse syntes at være, at samfundet nu endelig havde fået øjnene op for på forskningens berettigede krav, at den såkaldte udsultning snart ville være slut: man så frem til de milde gaver.

Realiteten er og bør være en anden. Samfundets forskningsfinansiering, den nuværende plus det ekstra, der synes på vej, er ikke skatteborgernes gaver til universiteterne eller de øvrige modtagere af offentlig forskningsfinansiering. Det er i realiteten politikerne, der på borgernes vegne bestiller, køber og betaler en forsknings- og uddannelsesydelse, som de forventer er mere værd for samfundet – også i kroner og ører – end det, de betaler for den. Og der skal ikke købes ind i blind tillid. Den ønskede leverance skal specificeres. Samfundsmæssigt har man ikke brug for al slags forskning og uddannelse i lige store mængder eller i statiske proportionsforhold. Behovene ændrer sig, hvilket ikke mindst globaliseringen minder os om, eller tvinger os til at erkende. Desuden bør køber uden i øvrigt at blande sig i produktions-processen kontrollere leverancen på kvantitet og kvalitet.

Hvor er så den akademiske uafhængighed ?  Den ligger på et helt andet plan: I forskningsmæssig redelighed, i metodefrihed for den enkelte forsker og i forskningsfrihed på institutionsniveau. Men ikke i en ophøjet foragt for den overordnede styring, som ansvarlige politikere rimeligvis må udøve i simpel konsekvens af samfundets behov og i respekt for det folk, der betaler regningen.

En uindskrænket akademisk uafhængighed af det samfund, universiteterne befinder sig i, er ikke noget rimeligt krav, knap nok moralsk forsvarligt. Universiteternes samfundsnytte skal ikke gøres til en sidegevinst, men være hovedsigtet. På DTU udtrykker vi det stolt og gerne som: ”Teknik og videnskab for samfundet”.

Kan man tale om at videnbalance går forud for betalingsbalance og social balance uden frygt for at blive opfattet som snæversynet eller selvcentreret ?

Kan man tale om elite uden frygt for at blive opfattet som asocial eller arrogant ?

Kan man tale om samfundsnytte, om teknologi og videnskab for samfundet uden frygt for at blive opfattet som naiv idealist eller skinhellig ?

Videnbalance, elite og samfundsnytte hænger godt sammen for os. Ja, vi er hvem vi er, og det vil vi ikke gøre nogen undskyldning for.